Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Kristoffer Flakstad
Foto: Kristoffer Flakstad
Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

12 oplevelser i Oxford: Storslåede oplevelser og et alternativ til overrendte London

Pompøse universitetsbygninger, lavloftede pubber og filmkulisser. I Oxford går åndaristokrati og engelsk hygge hånd i hånd.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Oxford har i århundreder været synonym med viden, magt og dannelse. Den engelske universitetsby har suget berømtheder til sig på stribe, og hvem ved, om en kommende amerikansk eller kinesisk præsident befinder sig i byen netop nu? Mens pilen konstant peger tilbage mod traditioner og svundne tider, forsøger byen sig også med moderne tiltag som street food og smarte tagbarer.

Oxfords skyline dog præges af kupler, tårne og spir – og overalt i det middelalderlige centrum konfronteres man med den historie, der begyndte, da munke begyndte at undervise her mellem floderne Themsen og Cherwell i 1100-tallet. Den klerikale videnskab udviklede sig, og med oplysningstiden rejste sig for alvor det byrum, man kan se i dag, og som er fuld af arkitektoniske pragteksemplarer. Storladne historiske bygninger, som overlevede tyskernes tæppebombning af engelske byer under Anden Verdenskrig, og som har lagt kulisse til mange britiske britiske film og tv-serier som ’Harry Potter’, James Bond-filmen ’Tomorrow Never Dies’ og ’Inspector Morse’.

Oxford er en fantastisk by blot at gå på opdagelse i. Man skal slentre ned ad de små sidegader på begge sider af High Street og nyde roen og de imposante bygninger. Her støder man måske ind i kappeklædte universitetsstuderende, og pludselig kan man være heldig at høre korsang fra den daglige even song – kollegiernes ældgamle salmetradition, der (også) holdes i hævd.

Væk fra hovedstrøgene ligger desuden de bedste af byens gamle pubber, der sammen med de centrale handelsgader understreger, at Oxford er mere end forskning og dannelse, men et byrum, der er sprælsk og fuldt af farverige lommer – og præget af, at Londons centrum kun er en lille time væk.

1Den victorianske markedshal

Kødvarer, oste, nips og blomster. Den victorianske markedshal i Oxford er en spraglet affære med alt fra skæve tøjbutikker til egentlige delikatessebutikker, der let får tænderne til at løbe i vand. Hallen blev opført i 1774, og som de fleste andre europæiske markedshaller skete det i et forsøg på at bedre de hygiejniske forhold i byens midte.

Kristoffer Flakstad
Foto: Kristoffer Flakstad

De gamle stader svinder ind, og street food-boder tager over, men der er stadig slagtere, fiskehandler og andre specialbutikker i det overdækkede marked.

Oxfords borgere (og mange turister) er tro mod hallen, der de senere år dog har fået mere og mere karakter af et streetfoodmarked med boder, der serverer små hurtige retter fra verdenskøkkenet og to go-kaffe.

Covered Market, Market Street og High Street

2Besøg på et college

Det er ikke alle Oxfords berømte kollegier, der er åbne for offentligheden, og indimellem lukker et, mens et andet åbner på ny. P.t. bør der være gode chancer for at kunne besøge det berømte Magdalen College Man betaler entré ved indgangen, og herefter får man adgang til en højstemt, nærmest magisk verden, hvor rigt dekorerede sale og kapeller venter.

Selv om det kan minde om et middelalderligt museum, er der noget dragende i visheden om, at de smukke rum og hvælvede korridorer er lig med hverdag og hjem for de privilegerede studerende.

Magdalen College, High Street

3Botanik på den jødiske gravplads

I den tidlige middelalder fandtes der et større jødisk samfund i Oxford, men sammen med alle andre britiske jøder blev de udvist af England i 1280 af kong Edward I. Oxfords jøder havde deres begravelsesplads ved Cherwell-flodens bred, og da de blev tvunget væk fra byen, overtog universitetet stedet og gjorde det til en botanisk have, som i dag er landets ældste.

Det er en nydelse at gå rundt på stierne her blandt sjældne træer, krydderurter og farverige blomster. Midt i haven findes der også et væksthus med eksotiske planter.

Oxford Botanic Garden, Rose Lane

4I mordgådernes fodspor

Inspector Morse, der er enhver morders mareridt på egnen omkring Oxford, har kastet masser af tv-glans over byen de seneste årtier. Spin off-serien ’Lewis’ har fastholdt interessen, og måske ikke så overraskende arrangeres der guidede ture rundt i Oxford til steder, hvor scener i serierne er optaget.

Det kan være underholdende og er en måde, hvorpå man kan komme rundt til kroge af den gamle middelalderby, som man måske ikke havde fundet på egen hånd. Man behøver derfor ikke nødvendigvis at have set hvert eneste afsnit for at finde turen underholdende.

Flere udbydere, bl.a. Walking Tours of Oxford

5Et glimt af Hogwarts

Turister står ofte i kø uden for Christ Church College, et af de hæderkronede universitetskomplekser, fra 1546. Og det er ikke kun de højloftede og rigt dekorerede sale med værker af Michelangelo og Leonardo da Vinci, folk fra det store udland tripper for at komme ind og opleve, men også stedets Great Hall, der gjorde det ud for spisesalen på troldmandskostskolen Hogwarts i den første Harry Potter-film.

Kristoffer Flakstad
Foto: Kristoffer Flakstad

Samlingen af kunst inde på det hæderkronede college er imponerende. De fleste står dog i kø for at opleve 'Harry Potter'-kulisser.

Mange spadserer før eller efter besøget en tur langs Broad Walk, hvor der er udsigt til Christ Church Meadow med græssende køer.

Christ Church College, Broad Walk

6Verdens fineste universitetsmuseum

Ashmolean Museum går for at være i en liga for sig, når man taler om såkaldte universitetsmuseer. Uvurderlige kunstskatte er gennem århundreder blevet bragt og givet til Oxfords universiteter, og samlingen af alt fra antikke fund til sjældne bogsamlinger kan tage pusten fra de fleste. Ashmolean har siden årtusindskiftet fået nogle gevaldige ansigtsløft og har bl.a. en lækker tagbar, og senest åbnede i 2016 et nyt galleri, der udstiller kunst fra dronning Victorias tid.

Ashmolean Museum, Beaumont Street

7Cocktails over byens tage

Kun få turister finder døren op til The Varsity Club – Oxfords førende natklub, der har dagåben tagterrasse. Det er sådan set heldigt, for det gør, at der er god plads til at nyde både en drink og den uovertrufne udsigt til Oxfords gyldne skyline med tårne, kupler og spir.

Fra barens tag kan man bl.a. se direkte over til den smukke kuppelbygning, biblioteket Radcliffe Camera fra 1747. Længere ude bølger de grønne bakker i Chiltern Hills og Costwolds.

The Varsity Club, 9 High Street

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

8Punting på floden

Hovedgaden High Street med sidegader er en myldrende affære med tung trafik, spruttende dobbeltdækkere og masser af lokale handlende, turister og studerende på vej fra A til B, og man kan godt komme til at savne en rolig stund i Oxford. Især om sommeren, hvor langt de fleste af de årligt 7 millioner turister besøger byen; mange af dem endagsturister fra London.

Når det sker, skal man søge ned til Magdalen Bridge og leje en punt – en fladbundet træbåd, som føres frem ved at støde en lang træpæl ned på Cherwell-flodens bund. Det er en fornøjelse at glide frem på det spejlblanke vand blandt trækroner, fuglefløjt og lyden af vand. De fleste turister betaler sig til at lade en punter føre stødpælen, da det ikke er helt så ligetil.

Kristoffer Flakstad
Foto: Kristoffer Flakstad

De fladbundede punts er i dag udelukkende for turister, men de blev i sin tid udviklet af fattige fiskere på Themsen.

Det var fiskere langs Themsen, der i middelalderen opfandt punting, så det er ikke en direkte kopi af Venedigs berømte gondoler, som mange tror.

The Boathuse, Magdalen Bridge

9Hvor Christian VII drak kaffe

Englænderne er verdens mest tedrikkende folk og drikker over en milliard kopper om året. Men faktisk kom kaffen til England før teen, og i 1600-tallet var den sorte bryg overklassens favorit, og der åbnede kaffehuse overalt, hvor godtfolk var. Det gælder også The Grand Café, der kan dateres tilbage til året 1650, hvor luksusvarer som kaffe og te stadig var forbeholdt overklassen. Danske Christian VII besøgte stedet i 1768.

Kristoffer Flakstad
Foto: Kristoffer Flakstad

Engang kunne kun den ypperste overklasse betale sig fra at nyde kaffe, te og chokolade her. I dag flokkes også menigmand på Grand Café.

Cafeen levede i mange år en omskiftelig tilværelse, men fordums pragt er i dag genskabt, og den er et populært sted at nyde en afternoon tea med alt, hvad dertil hører af agurkesandwich, kager og scones.

The Grand Café, 84, High Street

10Pubben fra middelalderen

Det er ikke mange byer, der kan prale af at have værtshuse tilbage fra 1200-tallet, men Oxford kan. Selv om den nuværende bygning ’kun’ er fra 1600-tallet, oser pubben The Bear Inn af historie. På køligere dage knitrer ilden i pejsen, og der er trængsel i de små lavloftede rum, hvor studerende, professorer og gennemrejsende finder sammen, og luften er tyk af studentikose samtaler og lærd snak. Loft og vægge er dekoreret af slips, som studerende i årtier har doneret til pubben mod en gratis pint.

The Bear Inn, 6 Alfred Street

11Romantisk middag ved bådhuset

Cherwell Boathouse ligger, som navnet antyder, ned til Cherwell-flodens bred blandt grædepile og sivplanter. Frøerne kvækker, insekterne summer, og vandfuglene skræpper her lidt uden byens midte. Yngre par på date begynder gerne middagen med at leje en punt og drive lidt rundt på floden, mens solen går ned. Andre lægger ud med en drink i de grønne omgivelser.

Om sommeren kan man spise på en overdækket terrasse ned til floden – i vinterhalvåret rykker man sammen i det smukke bådhus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden