Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Andrea Zanchi Photography
Foto: Andrea Zanchi Photography

Oplagt. Oxford, der ligger 80 kilometer nordvest for London, domineres af smukke gamle bygninger med spir og tårne.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hold storbyferie i Englands intellektuelle studenterby

Oxford har hyggelige pubber og historiske bygninger nok til at fylde en hel weekend. Og så ligger byen tæt på London.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da det tyske Luftwaffe havde travlt med at forsøge at bombe Storbritannien sønder og sammen under Anden Verdenskrig, havde de strenge ordrer direkte fra Hitler: Hold nallerne og bomberne fra Oxford. Angiveligt havde Der Führer planer om at slå sig ned i den middelalderlige by med verdens ældste universitet, når han havde vundet krigen.

Sådan kom det som bekendt ikke til at gå, og længe efter at de tyske piloter vendte hjem, står Oxford stadig, som den har gjort, siden saxerne grundlagde den omkring 900 før vor tidsregning.

Byen med de drømmende spir, som det så poetisk er blevet udtrykt af forfatteren Matthew Arnold, er ikke overraskende domineret af Oxford University, der med sine omkring 21.500 studerende sætter sit præg på byens sammensætning.

Storbritanniens historie er tæt vævet sammen med Oxford, der har uddannet mange af landets mest fremtrædende politiske ledere og kunstnere siden 1100-tallet. Premierminister David Cameron og Bill Clinton er på listen over tidligere elever, der også tæller John Locke, Stephen Hawking, John le Carré og såmænd skuespiller Hugh Grant.

Oxford har fostret forfattere som C.S. Lewis og Tolkien, der mødtes på en lokal pub for at diskutere deres imaginære verdener. Lewis Carroll skrev ’Alice i Eventyrland’, og Oxford har i nyere tid fungeret som rammen om den kendte Inspector Morse og inspiration for Harry Potters magiske skole Hogwarts.

I den nærmere omegn kan man bese steder, der er elsket og kendt fra tv-serier som ’Inspector Barnaby’ og ’Downton Abbey’. Den, der elsker britisk kulturhistorie, vil føle sig hjemme i Oxford.

FREDAG I OXFORD

Kl. 18: En pint med Pippin
De mødtes ganske vist i baglokalet, The Inklings, men lige siden C.S. Lewis og J.R.R. Tolkien, forfattere til henholdsvis Narnia-bøgerne og ’Ringenes herre’, stiftede denne gruppe, der mødtes med jævne mellemrum på en pub, har The Eagle and Child levet højt på deres berømmelse.

The Bird and the Baby, som de lokale kærligt kalder den, kunne være en turistfælde, men det er faktisk en overordentlig hyggelig gammeldags pub med et lidt huleagtigt lokale og specialøl i hanerne som Mole Catcher og Nutty Black. Her støder man på distræte akademikere i tweedjakker, colombianske turister og kemistuderende, der trænger til at blæse låget af med en pint eller fem.

Er her stuvende fuldt, så prøv Lamb and Flag på den anden side af vejen, der kan prale af at have en gigantisk pejs og forbindelser til forfatteren John Donne.

The Eagle and Child,49 St. Giles.

LØRDAG I OXFORD

Kl. 10.45: Da Harry mødte Alice

Lone Theils
Foto: Lone Theils

Den bedste måde at opleve Oxford til fulde på er til fods. Vejene er smalle, parkeringsmulighederne næsten ikkeeksisterende, så gør en dyd af det nødvendige og tag på en af de mange organiserede gåture rundt i byen. De har den fordel, at man kommer af sted med en erfaren guide, og at man får overblik over, hvad man eventuelt gerne vil vende tilbage til. De mest professionelle ture arrangeres af Oxford Visitor Information Centre, og de inkluderer indgangspris til universitetets bygninger.

Tag f.eks. den regulære University and City Tour, der afgår kl. 10.45 fra Visit Oxfords lokaler og giver en kompetent indføring i byens historie. Men er man mere eventyrlysten, er der specialture, der dyrker bl.a. ’Inspector Morses Oxford’, ’Alice i Eventyrland møder Harry Potter’, det videnskabelige eller det litterære Oxford.

Forvent, at turen varer et par timer, så fornuftigt fodtøj anbefales. Book også i forvejen på nettet, da turene er populære og hurtigt bliver fyldt op.

Oxford Visitor Centre,15-16 Broad Street.


Kl. 13: Frokost med en mission
Oxford er en by med masser af indbyggere på studenterbudget, så gastronomisk byder byen i højere grad på cheap and cheerful, som briterne kalder det, end eksklusive gourmetdestinationer, der kan koste en halv SU for en aften ude. Et godt sted at snuppe en hurtig, glad og nærende frokost er hos Mission Burrito, der, som navnet antyder, ikke er det mindste engelsk. Stedet, der blev valgt til årets bedste billige spisested i Oxford af The Guardian sidste år, serverer San Francisco style mexicanske burritos, der svulmer af pulled pork (carnitas), kylling eller oksekød med en velvoksen guacamole og salsa til.

Mission Burrito,8 St. Michaels Street.

Kl. 14: Cheshirekattens smil
Shopping i Oxford er på mange måder en blandet landhandel. Her er i sagens natur nogle af de bedst assorterede boghandler. Helt unik for Oxford er Alice’s Shop, der har specialiseret sig i kun at sælge ting, der har med Lewis Carolls berømte bog at gøre.

Butikken var i sin tid en slikbutik, der blev frekventeret af pigen Alice, der inspirerede Lewis Caroll til at skrive bogen, og det imponerende varesortiment bygget helt og aldeles over bogens figurer tæller alt fra sofapuder med Cheshirekatten til viskestykker med udvalgte passager fra bogen – og nøgleringe, notesbøger, kostbare nipsfigurer og særtryk af illustrationer fra tidligere udgaver af bogen. Betjeningen er mildest talt ikke hjertelig, og er man på udkig efter et smil, skal man nok hellere kigge på billederne af den berømte Cheshirekat end personalet.



Det er også værd at stikke forbi Turl Street, hvor The Whisky Shop byder på interessante smagsprøver, Scriptum Fine Stationary, der sælger håndlavet italiensk papir, eller det overdækkede marked, hvor man kan se kagefremstilling i vinduet hos The Cake Shop.

Alice’s Shop,83 St. Aldgate’s.

Kl. 19: Mash & jazz
Briterne elsker deres bangers & mash, pølser og kartoffelmos med løgsauce. Det er rustik og solid mad, men få gør det så godt og omsorgsfuldt som The Big Bang, der er stiftet af en tidligere officer i den britiske flåde, og som lægger vægt på at bruge lokale produkter. Grøntsagerne bliver dyrket i det lokale fængsel, der også passer på grisebasserne, der lægger kød til pølserne. Prøv traditionelle oxfordpølser med rødvinssauce eller vildtpølser med hvidløgs- og rosmarinkartoffelmos. For vegetarer er der bl.a. Stilton- og valnøddepølser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Restauranten er også ramme om en række jazzkoncerter, så er man heldig, kan man fange et band til middagen for en ekstra 10’er. Tjek restaurantens hjemmeside for koncertprogrammet.

The Big Bang, 42 Oxford Castle Quarter.

Kl. 22: På sporet af Inspector Morse
Det er lidt af en stående joke blandt Oxfords beboere, at man burde sætte små plaketter på de bygninger i byen, der ikke har medvirket i filmatiseringen af Colin Dexters berømte serie om Inspector Morse, den intellektuelle detektiv med en Jaguar Mk. II og en særlig evne til at lade andre betale for sine pints, når han går på pub. Og Morse går så tit på pub, at man faktisk kan komme på en Morse-inspireret pubcrawl i Oxford.

Kan mindre gøre det, og er man på jagt efter en autentisk oplevelse, så smut forbi og få en godnatdrink eller tre på The Turf Tavern, der også praler af at have haft Elizabeth Taylor, Richard Burton og Bill Clinton blandt klientellet. Pubben er også sikret udødelighed ved at blive nævnt i ’Gensyn med Brideshead’. Fordelen ved The Turf er, at den ikke er let at finde og derfor ikke er overrendt af turister.

The Turf Tavern, Bath Place.

SØNDAG I OXFORD

Kl. 8: Morgenstund har guld i mund
Stå tidligt op, og oplev en af Oxfords mest imponerende bygninger, Christchurch Cathedral, indefra under gudstjeneste. Katedralen blev bygget i årene 1160-1200 på det sted, hvor Oxfords helgen Frideswide blev begravet i 800, og er bl.a. berømmet for sine imponerende mosaikvinduer og fine eksempler på normannisk arkitektur, selv om kirken reelt er romansk-gotisk.

I den ene side af kirken kan man være heldig, at sidedøren er åben og giver udsigt til haven, der er omgivet af en høj mur. I muren er en lille dør, og det er præcis denne dør, kaninen med lommeuret kom igennem i ’Alice i Eventyrland’. Filosoffen John Locke blev begravet fra denne katedral, der i en årrække kunne prale af at være Storbritanniens mindste.

Christ Church Cathedral,St. Aldgate’s.

Kl. 10: Bønnemøde
Gør som de lokale. Smut forbi en kiosk og tag en velvoksen søndagsavis som Sunday Times eller The Observer under armen og tag hen på Turl Street Kitchen. Find en dyb lænestol i the front room foran pejsen, og bestil en omgang solid brunch fra restaurantens dagligt skiftende menu, der er baseret på lokale råvarer i sæson. Spis med ekstra god samvittighed i bevidstheden om, at pengene går til velgørende formål.

Kan man bedre overskue en kop kaffe, serveres Oxfords allerbedste kaffe få huse derfra hos The Missing Bean, hvis viden om kaffe og uovertrufne espresso med jævne mellemrum sørger for, at der er kø helt ud af butikken.

Turl Street Kitchen, 16-17 Turl Street.



Kl. 12: Søndagssfinks
Så er det tid til kultur på Ashmolean Museum. Det lidt pudsige navn stammer fra Elias Ashmole, hvis store samling af antikviteter, mønter og andre kuriøse genstande kom til at lægge grunden for det ældste museum i den vestlige verden.

Museet har i dag en imponerende samling, der strækker sig fra egyptiske oldtidsfund til værker af Michelangelo og Leonardo da Vinci, en ægte Stradivarius og Posie-ringene, der angiveligt inspirerede Tolkien til at skrive ’Ringenes herre’. For en by af sin størrelse har Oxford et museum, der kan konkurrere på verdensplan i at have cremen af cremen. Regn med et par timer til denne enestående samling, der endda har gratis adgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ashmolean Museum, Beaumont Street.

Kl. 15: Tea, my dear?

Spring frokosten over, og smut i stedet for lige over på den anden side af gaden og tjek ind på The Randolph Hotel, en edwardiansk perle, der lokker med traditionel Afternoon Tea. Det er et måltid i sig selv med små yndige agurke- og laksesandwich, de uundværlige scones med clotted cream og jordbærsyltetøj, kager og te, der højtideligt bliver skænket fra kanden og serveres med mælk og sukker i de højloftede rum. En traditionel omgang te med det hele koster ca. 20 pund. Læg 11,50 pund til, hvis der skal champagne til at fejre besøget i Oxford.

Macdonald Randolph Hotel,Beaumont Street.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

  • Maud Lervik

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Nattesøvn er det nye statussymbol
    Fik du hørt: Nattesøvn er det nye statussymbol

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om vores nattesøvn.

Forsiden