Jacob Asbæk lægger den nystoppede pibe fra sig og tager den tysksprogede avis Mallorca Magazin frem. På forsiden poserer sønnen Pilou Asbæk i profil med åbentstående hvid skjorte, en strittende pegefinger og et fast blik, som om han er ved at understrege en væsentlig pointe.
»Hver gang han kommer til øen, skal han interviewes«, siger den berømte danske gallerist ikke uden stolthed om sin søn.
»Ein Bösenwicht mit guten Ideen« (løseligt oversat til »En skurk med gode ideer«) hedder rubrikken på forsiden af avisen og refererer nok til Pilou Asbæks rolle i successerien ’Game of Thrones’, hvor han spiller den skruppelløse voldspsykopat Euron Greyjoy.
Siden efteråret 2017 har den danske skuespiller været kulturambassadør for Mallorca. En rolle, han har overtaget fra den amerikanske ditto Michael Douglas, og som indebærer, at Pilou Asbæk nu skal fremme øens profil som kraftcenter for kunst, kultur og naturoplevelser.
Rejsedeklaration
Politikens rejse og ophold var betalt af Den Spanske Stats Turistbureau. Organisationen har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.
Det er ikke tilfældigt, at han har fået tildelt netop den rolle. For familien Asbæk har længe haft et nært forhold til Mallorca, hvor Jacob og Patricia Asbæk i 2001 åbnede det 7.500 m2 store center for international samtidskunst, CCA (Centro Cultural Andratx), i den lille by Andratx ved foden af Serra de Tramuntana-bjergkæden, en halv times kørsel fra øens hovedstad, Palma.
Hædret for galleriets betydning
Det er her, Jacob Asbæk hygger sig en stille morgen på terrassen uden for CCA’s lille café. Solbrændt, gråsprængt hår og med grå mokkasiner, grå bukser, hvid skjorte og grånistret blazer.
En velklædt herre, der hjemme i Danmark siden åbningen i 1975 har været kendt som den ene halvdel af parret bag kunstinstitutionen Galerie Asbæk. Med et stort glas vand, en god pibe tobak fra W.Ø. Larsen og gallerihunden Havana vimsende om benene fortæller han løs.
I april 2018 blev Jacob og Patricia Asbæk hædret med en guldmedalje for deres ekstraordinære arbejde for kulturen på Mallorca. Ved ceremonien kom både øens præsident og turistchef forbi for at overrække ’Consell de Mallorca’-medaljen, og det syntes Jacob Asbæk var interessant, for »de havde tilsyneladende aldrig hørt om os før«.
Fakta
Turen til Mallorca
Klimaaftryk tur/retur:
Fly: 652 kg CO2 per pers. (det svarer til at kunne køre ca. 5.015 km. i bil).
Privatforbrug: En dansker udleder i snit 17.000 kg CO2 per år.
Forstå tallene, udregn selv dit aftryk, og se, hvordan du kan klimakompensere på
politiken.dk/klimaberegner
Ifølge ham har myndighederne på Mallorca med skræk set, hvordan det er gået med Barcelona og Venedig, der med fokus på det, Jacob Asbæk kalder »billigturisme«, eksempelvis krydstogtturister, der kommer til i hobetal uden at lægge penge i lokalsamfundet, har fået kæmpe problemer med overturisme og utilfredse lokale. Derfor vil man satse anderledes.
»Nu skal der åbenbart ske noget med kulturen, maden og kunsten«, vurderer Jacob Asbæk.
Pilou trækker besøgende til
Og derfor kommer Pilou Asbæk ind i billedet med sin ’Game of Thrones’-berømmelse og titlen som kulturambassadør.
Det kan vise sig at have afgørende betydning for CCA, der blandt andet uden Mallorca-myndighedernes bevågenhed har kæmpet med små besøgstal i mange år.
»Pilou trækker besøgende til. Det betyder enormt meget. Og der er et stort potentiale for flere besøgende«, siger Jacob Asbæk, der helt klart ser frem til, at det vil lykkes.
»Hele projektet med CCA har været så dyrt, at vi aldrig har haft råd til at markedsføre os«, lyder det.
Måske Jacob Asbæk allerede kan glæde sig. Til at Pilou-effekten slår til. For selv om besøgstallene i mange år ikke har været helt tilfredsstillende, ændrer det sig radikalt nu.
Fakta
3 andre museer på Mallorca
I begyndelsen lå tallet på 5.000 gæster årligt, mens de i 2018 nåede op på over 20.000.
Besøg hos kunstnerne
Det manglede egentlig også bare. For CCA er ikke bare et stort galleri med dyr købekunst på væggene i den 4.000 m2 store udstillingshal. Der er også noget socialfilantropisk over CCA, idet Jacob og Patricia Asbæk hver måned året rundt tilbyder fire kunstnere logi og mulighed for at arbejde intenst med deres projekter. Hvert år ansøger op mod 600 håbefulde kunstnere fra hele verden om en af de 48 pladser.
Mens Politiken er på besøg, er det danskerne Erik Steffensen og Annesofie Overgaard, tyske Alexander Wagner og østrigske Patricia Reinhardt, der bebor de fire kunstneratelier ud mod appelsinlundene og med bjergkæden som bagtæppe.
Erik Steffensen er mest kendt for sine fotografier, men han har knoklet med en helt anden kunstform under opholdet på CCA.
»Jeg anede ikke, at jeg havde så mange malerier i mig«, fortæller han begejstret, mens han står midt i det højloftede hvide rum, hvor efterladenskaberne fra de forrige beboere kan ses på det grå betongulv i form af alskens malerpletter.
Erik Steffensen ligner en kunstnerudgave af The Dude, filmbrødrene Joel og Ethan Coens mytologiske bowler fra ’The Big Lebowski’, med bare tæer i sandaler, natbukser, sweater og morgenhår.
»Det er længe siden, jeg har været så begejstret«, smiler han.
Drømmen om øens bedste restaurant
Inde ved siden af er det tyske Alexander Wagner, der tager imod.
»Alle kunstnere har brug for at komme væk fra hverdagslivet og være tæt på naturen. Det er godt at have en periode, hvor man udelukkende fokuserer på sin kunst«, siger Alexander Wagner, der roser CCA for at give kunstnerne mulighed for at komme væk fra den vante hverdag og ned til et blankt mentalt lærred på Mallorca.
»CCA har et virkelig godt ry i Berlin«, lyder det.
Det er sådan noget, Jacob Asbæk må være stolt af at høre. At projektet med at give husly til kunstnere er lykkedes. Men det får ikke den 75-årige gallerist til bare at sidde og nyde den mallorcinske udsigt. Der er stor virketrang og masser af ideer.
Han rejser sig fra bordet og går begejstret ud på gruspladsen og viser med fagter, hvor den restaurant, som han drømmer om at lave, skal ligge. Med en kæmpe grill, borde udenfor. Omgivet af kunst.
»Det skal være Mallorcas bedste«, siger Jacob Asbæk og fortsætter strømmen af planer med at fortælle om, hvordan CCA også skal kunne huse keramikere med tilhørende værksteder, for keramik »er vildt oppe i tiden«.
Hver 3. lørdag i måneden er der ’Open Studios’, hvor besøgende gratis kan komme forbi kunstnerateliererne for at se de logerende arbejde. Almindelig entré til kunsthallen i CCA koster 60 kroner.
fortsæt med at læse


























