De flyselskaber, der letter fra svenske lufthavne, skal betale op til 288 kroner per passager alt efter distancen på flyrejsen.
Foto: JOHAN NILSSON / SCANPIX/AP

De flyselskaber, der letter fra svenske lufthavne, skal betale op til 288 kroner per passager alt efter distancen på flyrejsen.

Rejser

Ny svensk regering giver comeback til klimaafgift på flyrejser

Ny svensk regering vil fastholde klimaafgift på flyrejser fra svenske lufthavne. Det glæder Det Økologiske Råd, der kalder det for pinligt, at Danmark stadig ikke har indført det samme.

Rejser

Det har været et lettere forvirret år første år for klimaafgiften på flyrejser fra Sverige.

Først blev klimaafgiften - eller flyskatten, som den hedder på den anden side af Øresund - indført. Det skete 1. juli, hvor flyselskaberne nu skulle betale mellem 43 og 288 danske kroner per passagerer alt efter længden på flyrejsen.

Dernæst blev klimaafgiften i midten af december pludselig dømt ude i forbindelse med finansloven fra den daværende svenske overgangsregering.

Men med den spritnye regeringsdannelse bliver klimafgiften bevaret som en del af det aftaleudkast, som Socialdemokraterna, Centerpartiet, Liberalerna og Miljöpartiet har indgået.

Udkastet skal godkendes i de fire respektive partier, men allerede nu er der glæde hos Det Økologiske Råd herhjemme, der længe har agiteret for, at vi også i Danmark skal have en klimaafgift på flyrejser.

»Jeg er meget positiv over den svenske udvikling«, siger transportpolitisk medarbejder Jeppe Juul, der generelt ser et »betydeligt grønt islæt« i det svenske aftaleudkast.

Bør indføres i Danmark også

Sammenligner man med vores nabolande, er Danmark i dag det eneste land, der ikke har en klimaafgift. Både Sverige, Norge og Tyskland har indført flyskatter for at skåne klimaet, så flyselskaberne betaler en afgift per passager, alt efter hvor langt der flyves, svarende til mellem 43 til 336 danske kroner. I øvrigt er der også klimaafgift i England, Frankrig og Østrig, mens Holland er på vej med en.

En klimaafgift bruges generelt til at kompensere for den CO2, flyselskaberne udleder, til at forske i og udvikle bæredygtigt biobrændsel, samt være med til at få flyrejsende til at tænke sig om en ekstra gang, inden de vælger flyet på rejsen frem for en anden transportform.

Nu håber Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd, at klimaafgift-comebacket i Sverige kan være med til at bane vejen for en lignende ordning for flyrejser fra Danmark.

»Det næste, der bør ske, er, at vi bør indføre det i Danmark også. Alle vores nabolande har klimaafgift på flyrejser, og lige nu snylter vi på dem og underbyder på klimaet, fordi vi har billigere flyrejser end i vores nabolande«, siger Jeppe Juul.

Ikke politisk opbakning

Men klimaafgift på flyrejser herhjemme har tilsyneladende lange udsigter.

For selv om 59 procent af danskerne i en meningsmåling, som Megafon lavede for Politiken for nylig, tilkendegav, at de var helt enige eller overvejende enige i, at det vil være i orden, hvis alle flyrejser blev pålagt en ekstra klimaafgift på cirka 50 kroner, så er der ikke politisk opbakning til det.

I november viste en rundspørge blandt Folketingets ni partier, at seks er imod indførelsen af en klimaafgift og kun tre er for.

»Vi vil ikke være med til at gøre det dyrere at være dansker ved at indføre flyskatter. Skatten vil også ramme de mindst ressourcestærke, mens de velhavende blot vil blive ved at flyve. Danskerne betaler rigeligt med skatter og afgifter i forvejen«, lød det blandt andet fra Liberal Alliances transportordfører, Leif Mikkelsen.

Men Jeppe Juul mener, at det er helt uholdbart ikke at have en klimaafgift, hvis man mener, at man tager klimapolitikken seriøst.

»Vi skal i gang herhjemme nu. Det er pinligt, at vi ikke har klimaafgift på flyrejser«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce