De lange hvide arme, som stikker op fra sandbunden og svajer i strømmen, fanger min opmærksomhed. Et øjeblik kigger jeg efter de klovnefisk, som normalt lever i det, jeg tror, er en søanemone. Men da jeg dykker tættere på, ser jeg, at jeg tager fejl. Helt fejl.
Det er ikke tentakler, som bølger i vandet, men iturevet plastik, der delvis har frigjort sig fra havbunden. En forskrækket fladfisk, som havde gravet sig ned i sandet oven på plastikken, forsvinder i en undervandssky, da jeg begynder at hive i det. Op af havbunden vokser et stykke af en presenning, som bliver uendelig meget større end den pose, jeg forventede. Jeg bakser med affaldet og får det endelig mast ned i mit skraldenet. Allerede nu, syv minutter inde i dykket, er det foruroligende tungt.
