Ensomme bjerge rejser sig omkring os. Indimellem lirker solen sprækker i skydækket og kaster guldstøv ud over søer, marskland og lyngklædte bakker, der forsvinder i en horisont af gråsprængte fjeldtoppe. Siden vi forlod Inverness, har det været småt med trafik på landevejen, der fører op mod det allernordligste Skotland. Efter vi har passeret byen Ullapool, har vi dårligt nok set et hus, og det er med følelsen af, at vi kører direkte mod verdens ende.
Her i det nordvestlige højland regerer naturen. Vi er gæster i en verden, hvor der er højere til himlen, hvor luften er friskere, og hvor lyset hele tiden ændrer farver og klæder det øde landskab i nye nuancer. På kortet ser ruten fra Inverness til Skotlands nordspids ud som en lille søndagskøretur, men afstandene og de snoede veje snyder, og først efter tre timer er vi fremme ved vores mål: det tidligere jagtslot Scourie Lodge.
