Fold, pres, drej. Fold, pres, drej. Den lille dejcirkel med grøntsagsfyld hviler på de yderste led af fingerspidserne på venstre hånd, mens tommel- og pegefinger på højre hånd giver dejen et lille fold, presser og drejer. Fold, pres, drej. Man skal være fingernem for at lave pæne runde momos – traditionelle nepalesiske dumplings – der angiveligt har fået deres navn, fordi når man først har spist en, vil man have more, more.
Heldigvis yder dagens instruktører kyndig vejledning udi momofremstilling. Kvinderne demonstrerer igen og igen, hvordan momoen får den karakteristiske fold på toppen, men det er ikke så nemt, som det ser ud. Heldigvis har de også tid til at gå på runde om langbordet på organisationen Sasanes hovedkontor i Katmandu og hjælpe dagens kursister med få dejen til at lukke sig pænt om fyldet.




























