18 million tyskere begynder på ferie i dag, og i alt holder op mod 60 millioner tyskere ferie. Derfor har det tyske svar på FDM en klar opfordring til billister.

Tysk bilorganisation advarer om køer: Vent med at køre gennem Tyskland til på mandag

Der er udsigt til kø på motorvejene i Tyskland i denne weekend, hvor mange tyskere får ferie.
   Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Der er udsigt til kø på motorvejene i Tyskland i denne weekend, hvor mange tyskere får ferie. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Vent til mandag med at tage på ferie, hvis du skal i bil gennem Tyskland.

Sådan lyder rådet fra det tyske svar på FDM, bilistorganisationen ADAC, ifølge dagbladet Jydskevestkysten.

Det er nemlig første feriedag i den folkerige delstat Nordrhein-Westfalen med 18 millioner indbyggere i dag fredag

Nu begynder ferien med heftig trafik og vejarbejde på Fyn

De fleste andre delstater holder også ferie nu, så der er op mod 60 millioner tyskere, som holder fri nu. Det fører erfaringsmæssigt til voldsomme bilkører i hele Tyskland.

Rådet fra ADAC er ganske enkelt at vente med at rejse til på mandag, hvis det kan lade sige gøre.

Ellers peger bilistorganisationen på at bruge mindre befærdede strækninger som for eksempel landevejene. Det er ikke sikkert, at det er hurtigere, men det er mere afslappende at færdes på landevejene.

Også travlhed på danske motorveje

Også de danske motorveje får en travl weekend, fortæller Vejdirektoratet til Ritzau.

»Søndag forventer vi tæt trafik mellem 11 og 16, men ikke lige så slemt som i morgen (lørdag, red.), hvor der bliver rigtig travlt mellem 11 og 15«, siger vagthavende i Vejdirektoratet Brit Osted Nielsen.

Hun peger på, at der særligt bliver travlt på Køge Bugt Motorvejen i sydlig retning, og i vestlig retning fra Sjælland mod Jylland hen over Fyn.

»Så kommer der tæt trafik ned mod Rødby-Puttgarden. Og begge retninger i Jylland, hvor der er mange danskere, der kører sydpå, og mange tyskere der skal på ferie i Danmark«, siger Brit Osted Nielsen til Ritzau.

Københavns Lufthavn har 110.000 passagerer lørdag og søndag og forventer dermed også en travl weekend.

Thomas Flensburg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her