Jeg har for nogle timer efterladt vores vandregruppe nede i den gamle bydel til shopping og hyggegåture. Jeg vil opleve byen oppefra og på to hjul, mens det endnu ikke er så varmt.
For hvor andre byer har en strandpromenade, byder Lucca på en bymurspromenade med ophøjet udsigt over by og land. Jeg har udstyret mig med et go-pro videokamera på panden og et kamera om halsen, så de gamle mænd på bænkene griner venligt ad mig, som nok ligner en høne, der virrer med hovedet op og ned – for at få de bedste skud i kassen.
Da der kommer ro på puls og pedaler, får jeg et herligt udsyn ind over den gamle bykerne med dens brolagte stræder – og uden for muren hen over græsplænerne på det gamle voldgravsareal og til de mere moderne bydele.
Der er god plads både på grusstierne i siderne og asfalten i midten: Røde og hvide ’lycraer’ suser forbi som en stram, summende sværm, mens andre cyklister træder i adstadigt tempo med deres store bæreposer balancerende på styret. Jeg viger for et par unge, som har god fart i deres elløbehjul og drøner ud og ind mellem alle. De mange store firehjulede familiecykler med baldakin bevæger sig mageligt rundt med deres unge og ældre passagerer – dem må alle andre flytte sig for.
