Udenrigsministeriet opfordrede fredag alle dansker på udlandsrejser til at komme hjem hurtigst muligt. Lørdagen lyder en mildere melding, at turister bedes komme hjem. Alligevel beder rejseselskaber deres gæster om at forholde sig i ro og benytte sig af deres oprindelige returbillet.

Rejseselskaber til danskere i udlandet: »Nyd ferien, og brug jeres oprindelige returbillet«

Udenrigsministeriet vurderer, at der lige nu potentielt er op til 100.000 danskere i udlandet. Foto: Kamran Jebreili/Ritzau Scanpix
Udenrigsministeriet vurderer, at der lige nu potentielt er op til 100.000 danskere i udlandet. Foto: Kamran Jebreili/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklenLæst op
04:56

Der er ingen grund til panik. I skal nok komme hjem.

Sådan lyder opfordringen lørdag fra en række rejseselskaber til de tusindvis af danskere i udlandet, der fredag kunne se deres telefoner bimle med nyheden om, at alle danskere i udlandet skulle skynde sig hjem.

»Kom hjem hurtigst muligt«, lød det på et pressemøde med deltagelse af blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod, men dagen derpå er rejseselskabernes besked mere afdæmpet:

»Bliv på din ferie og rejs hjem som hidtil planlagt«, lyder det fra rejseselskaberne, der lover, at alle nok skal komme hjem hurtigst muligt.

Udover de tusinde turister, der rejser med rejseselskaber formoder man, at 15.000 danskere flyver hjem i passagerfly de næste par dage.

D»Lige nu har vi fokus på god ro og orden. Vi har omkring 3.700 danske gæster i udlandet. På nuværende tidspunkt er det denne besked, vores gæster får. I forhold til dem, der skal hjem, beder vi vores gæster om at forholde sig til den returbillet, de har fået udstedt oprindeligt«, lyder det fra pressetalskvinden for rejseselskabet TUI, Kiki Wiese.

Selvom Udenrigsministeriet opfordrede danske rejsende til at komme hjem hurtigst muligt, beder TUI stadig deres gæster om at benytte sig af deres oprindelige returbillet, uanset hvilket land, de befinder sig i.

»Jeg kan ikke sige, at der ikke bliver kigget på Udenrigsministeriets opfordring, der kom ud i går (fredag, red.). Der er en masse ting, der er nødt til at gå op rent logistisk lige nu. Det var i går, det blev meldt ud, og derfor har vi valgt at holde fast i vore kunders returbilletter«, siger Kiki Wiese.

Spørgsmål og bekymringer på hotlinen

TUI har et callcenter, hvor gæster kan ringe ind døgnet rundt. Det har mange benyttet sig af og ringet ind for at få ændret deres flybilletter. De bliver dog af TUI opfordret til at forholde sig roligt.

»Vi kan selvfølgelig sagtens forstå, at vores gæster er urolige for, hvorvidt de kan komme hjem hurtigst muligt. Vi har gæster, der lige nu befinder sig i hele verden. Derfor er det en udfordring at få det til at gå op rent flymæssigt. Derfor er vi nødt til at tage situationen, som den er ved at lade gæsterne forholde sig til den returbillet, de har«, siger Kiki Wiese.

Efter Udenrigsministeriet opfordring har man hos TUI valgt at aflyse alle rejser fra Danmark i den kommende tid.

»Vi har besluttet at indstille alle vores afgange ud af Danmark indtil 13. april i første omgang på baggrund af Udenrigsministeriets anbefalinger. Det er det, vi arbejder på lige nu. Vi har mange ting i gang, og der bliver selvfølgelig tænkt på alle vores kunder«, siger Kiki Wiese.

Indtil videre er der ikke blevet ændret på nogen af TUI’s kunders flybilletter siden udmeldingen fredag klokken 16. Om der kommer til at ske ændringer vedrørende håndtering af TUI’s gæster på ferie i udlandet i løbet af dagen, kan de ikke sige noget om endnu hos TUI.

Nu er Danmarks grænser lukket: Bil fyldt med toiletpapir blev bedt om at finde en anden overgang

Ingen panik endnu

»Der er ekstremt højt trykt på, og der bliver arbejdet på en form for løsning for mange af vores gæster. Både udrejsende og hjemrejsende. Jeg vil ikke sige, at vi oplever panik blandt vores gæster, der henvender sig. På nuværende tidspunkt gør vi ikke andet end at udmelde, at gæsterne har deres hotelophold, returbillet, og så er vi til rådighed 24 timer i døgnet til spørgsmål og bekymringer«, siger Kiki Wiese.

Den samme melding lyder fra Danmarks største rejseselskab, Spies, der i øjeblikket har 5.141 gæster fordelt på destinationer i hele verden.

»Sådan som det ser ud lige nu alle, der har planlagt at rejse hjem i løbet af de næste par dage, komme hjem ifølge deres oprindelige plan. Hele verden prøver at trække deres borgere hjem, hvilket gør, at vi logistisk oplever store problemer i lufthavne med medarbejdere og fly. Man kan ikke bare få et fly fra Las Palmas til at flyve hjem med 4.000 mennesker,« siger Lisbeth Nedergaard, pressechef for Spies. ​

Ingen rød evakuering

Hos Spies forsøger man at finde en løsning for deres danske gæster i udlandet.

»Vi har kæmpe tryk på alle vores telefoner. Det er klart, for det skaber en frygtelig usikkerhed og bekymringer. Når folk bliver bekymrede, vil de have nogen, der fortæller dem, at det nok skal gå. Og det gør vi. Det er en helt ny, uvant situation, der aldrig er oplevet før. Der er ting, vi ikke ved endnu, og sådan vil det være. Men vi er i gang alle steder for at tage hånd om vores gæster«, siger Lisbeth Nedergaard og fortsætter:

»Det er en kæmpe global logistikopgave, som er blevet sat i gang i løbet af ingen tid. Vi skal også huske, at det ikke er en rød evakuering. Vi skal få folk hjem, så hurtigt vi kan, men i god ro og orden«.

Hos Spies skelner man i øjeblikket mellem dem, der skal hjem i løbet af de næste par dage, og dem, der skal hjem om 14 dage. Det er sidstnævnte, der i øjeblikket må afvente og vise tålmodighed, fordi man har fokus på at hjælpe de første, der skal rejse hjem i de kommende dage. Herefter vil man forsøge at finde løsninger til de danskere, der har flyafgang hjem i løbet af de næste uger, der muligvis vil kunne komme tidligere hjem. Det er dog ikke fastlagt endnu.

Direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen siger på et pressemøde på TV2 News, at udrejste danskere er nødt til at have tålmodighed.

»Folk, der har rejst med rejsebureauer, kommer hjem i løbet af de næste par dage eller i løbet af næste uge. Man er nødt til at være tålmodig. Alle skal og kommer hjem«.

Hvis en rejsende har held til at købe returbillet, der giver en tidligere hjemrejse, er det på egen regning.

Turister skal komme hjem

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har gennem de seneste par dage forsøgt at lægge en plan for de danskere, der befinder sig i udlandet og ønsker hjemrejse.

»Hvordan man bedst muligt arrangerer hjemrejse vil være forskelligt, alt efter, hvor man befinder sig og hvilken rejseform man er på. Har man en normalt planlagt hjemrejse i den nærmeste fremtid, vil det i mange tilfælde være den bedste løsning. Men der vil også være situationer, hvor en tidligere hjemrejse bør forsøges«, siger udenrigsminister Jeppe Kofod og fortsætter:

»Ingen kan være sikre på, om et fly der er planlagt til om 14 dage rent faktisk kommer på vingerne. Det må man holde sig for øje. Og alle må gøre deres til, at vi får folk hjem på den bedst mulige måde og snarest muligt. Situationen er generelt alvorlig og har derfor også konsekvenser for rejsebranchen og de rejsende«.

Alle kommer hjem

Direktør for Dansk Rejsebureaus Forening Lars Thykjær er enig i rejseselskabernes håndtering af danske turister i udlandet.

»Rejseselskaberne forholder sig helt rigtigt til situationen. Folk skal komme hjem i god ro og orden. De er ikke tale om en evakuering. Hvis man skal hjem næste næste lørdag, tager man hjem der. Der er så meget pres på alle systemer lige nu. Det hænger derfor ikke sammen at lave tingene om. Hvor der kan være en undtagelse er, hvis lande begynder at bede rejsende om at forlade landet, som man gør i Cambodia. Så skal vi selvfølgelig se på det«, siger Lars Thykjær.

Han fremhæver, at det er vigtigt at bevare roen. Også selvom situationen er uvant og kan virke skræmmende.

»Vi skal ikke skabe panik. Det er ikke sådan, at fordi man er ude, er man automatisk mere udsat end andre. Det kommer an på, hvad man foretager sig i det land, man befinder sig i«, siger Lars Thykjær og fortsætter:

»Det er vigtigt, at vi ikke får skabt en lemmingeaktivitet, hvor folk forsøger skynde sig hjem. Vores bekymring går udelukkende på, om der tilstrækkelig flykapacitet til at få alle hjem. For alle kommer hjem, men lige nu er det svært at finde fly og personale i lufthavnene«.

Noa Mousten Haimoff

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her