I fredags fik Nanna May Jest en uventet opringning fra sin far. Det var et af de slags opkald, man bare ikke vil have, når man lige er landet på Filippinerne og har planer om et par ugers ferie med sol, sightseeing og en god veninde.
I opkaldet blev hun af sin far kraftigt opfordret til at skaffe en flybillet hjem til Danmark hurtigst muligt.
»Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele verden, inklusivt Filippinerne. Det gør vi, fordi mange lande i øjeblikket indfører omfattende tiltag med kort varsel, som kan have betydning for danske rejsende«.
Sådan står der på Udenrigsministeriets hjemmeside. Filippinerne er blevet markeret som orange zone, ligesom resten af verden. Det har betydet, at mange turister forsøger at nå hjem til Danmark, og der er stort pres på lufthavne i hele verden. Der mangler personale til de mange ekstra flyafgange, og passagerer vil hjem hurtigst muligt.
Nanna May Jest på 21 skulle rejse rundt i Asien i et par måneder efter et højskoleophold. Hun er afsted med en veninde, hvor rygsækturen startede i Thailand i sidste måned. Herefter fløj de til Filippinerne i onsdags, hvor planen var at blive og udforske landet i de næste par uger.
Da veninderne landede i den Filippinske hovedstad, Manilla, i onsdags fik de taget deres temperatur og skulle oplyse, hvor de havde rejst fra. Ellers var der ikke yderligere faresignaler på daværende tidspunkt.
Bliv ude og slap af
Forinden havde både de og deres forældre vurderet, at smittefaren for corona var mindre alvorlig.
»Bliv ude og slap af. Tag det roligt, og håb at det værste er overstået, når I skal hjem«. Sådan lød meldingen fra Nanna May Jests far, dagen efter de var landet.
»Vi var ikke nervøse i starten. Min far ringede fredag aften og fortalte om udenrigsministerens udmelding: at danske turister i udlandet skulle komme hjem hurtigst muligt. Så det besluttede vi. Men efterhånden som vi opdagede, at det blev sværere og sværere at komme hjem, begyndte panikken at fylde mere og mere«, siger Nanna May Jest.
På dag to på Filippinerne lød det fra corona-pressemødet i Danmark, at danskere på ferie i udlandet, bør rejse hjem hurtigst muligt.
Dagen efter kom der en mildere udmelding fra rejseselskaberne om, at danskere trygt kan benytte sig af deres oprindelige returbilletter indenfor de næste dage og uger. De to veninder besluttede sig derfor for at finde flybilletter hjem til Danmark.
Få dage efter veninderne landede i den Filippinske hovedstad Manilla, lukkede lufthavnen for indenrigs flyafgange og flere af deres afgange blev aflyst. Den oprindelige plan var, at de skulle have fløjet fra Manilla til Bali 1. april og hjem igen til Danmark i starten af maj. Men nu er de nødt til at rejse hjem, og deres rejse bliver seks uger kortere.
Endnu en lukket lufthavn
Veninderne forsøgte første i omgang at komme med et indenrigsfly til den Filippinske by Puerto Princesa, 800 kilomenter syd for Manilla. Herfra var der bedre muligheder for at flyve videre, og lufthavnen kørte stadig med deres planlagte flyveruter.
Det lykkedes Nanna og veninden at finde en returbillet til 4.000 kroner fra Puerto Princesa til den nordlige by på Filippinerne, Clark. Herfra skulle turen gå videre til Singapore, Dubai og til sidst mod endestoppet: København. Veninderne kunne ånde lettet op for en kort stund.
100.000 danskere i udlandet: Sådan gør du, når du lander i DanmarkMen lørdag kom endnu en uventet nyhed. Lufthavnen i Puerto Prinseca aflyste deres flybillet, så de har hurtigt skulle finde en ny rejse hjem. De ville gerne hjem hurtigst muligt, før flere afgange fra Filippinerne bliver, og det er stadig tilfældet, for veninderne er ikke lykkedes med at komme hjem endnu.
Google og tips fra turister
Veninderne gik i panik og i søgemode på deres telefoner. Alt blev googlet på danske og udenlandske medier. Her fandt de Udenrigsministeriets vejleding til udrejste danskere. I vejledningen lyder det blandt andet, at man skal kontakte rejseselskaber, flyselskaber, ambassader eller ringe ind til Udenrigsministeriets Globale Hotline for at få hjælp til at komme hjem.
Hverken veninderne eller Nanna May Jests far, Morten Jest kunne komme igennem til den danske ambassade i Manilla eller til deres bookingselskabet KIWI.com. Sådan har det været de sidste to dage.
De har ikke modtaget nogen udmeldinger fra KIWI.com om de aflyste fly og lukkede lufthavne i løbet af de sidste par dage.
»Det var først, da vi her i byen mødte to danskere, der kunne fortælle om en anden privat lufthavn i byen, at vi fik noget klarhed«, siger Nanna May Jest, der stadig befinder sig på Filippinerne.
Udenrigsministeriets guide til danskere i udlandet
Travlt på linjerne
I morges lykkedes det så veninderne at købe en flybillet fra den private lufthavn i byen El Nido, en by nord fra Puerto Princesa, hvor de befinder sig i øjeblikket. Her er planen, at de skal flyve til den filippinske by, Clark.
»Vi stillede os ned i lufthavnen, en time før åbningstid og stod der i alt i otte timer. Vi stod tæt sammen med en masse andre turister, der alle virkede desperate og i panik. Alle ville hjem. Vi blev skrevet på en liste på seks sider. Vi kom på side to, hvilket var enormt heldigt, for jeg ved ikke om dem på side seks har fået en billet hjem endnu. Men stemningen var ikke rar, og ingen i lufthavnen vidste noget om noget som helst«, fortæller Nanna May Jest om de to veninders hektiske dag i dag. Nu håber de begge på, at rejsen kommer til at gå som planlagt.
»Vi var ude i, om vi skulle blive her til 14. april men turde ikke, fordi turister på Filippinerne er blevet beordret hjem. Så nu tager vi en rejse af gangen. Lige nu skal vi bare til Clark og håber på, at den lufthavn kører som sædvanligt. I stedet for at tage på hotel bliver vi i lufthavnen i de 24 timer, vi har før flyet til Singapore. Så vi opdager, hvis der sker noget«, siger Nanna May Jest.
Familien vil have dem hjem
Begge veninder er på Udenrigsministeriets Danskerliste, hvor de løbende har modtaget opdateringer om situationen på Filippinerne, men informationer om, hvad de helt konkret skulle gøre, eller hvem de skulle kontakte har været mangelfulde, synes de.
»Det har været enormt svært at finde hoved og hale i det hele. Vi har ikke fået vejledende hjælp om, hvad vi så skulle gøre, nu lufthavnene lukkede en efter en«, siger Nanna May Jest.
I mellemtiden har far til Nanna, Morten Jest, været bekymret hjemmefra.
»Mine bekymringer har gået på, om de kunne komme hjem og hvornår. Jeg har ikke været så nervøs for at de skulle blive syge, men mere for, hvis de ikke kunne komme ud, nu myndighederne på Filippinerne har beordret turister ud. Hvad sker der så med dem, der ikke når det. Bliver de interneret eller havde EU tænkt sig at gøre noget?», siger Morten Jest.
Nanna May Jest har rejst meget med sin familie, men har ikke rejst meget alene, og instrukserne fra Udenrigsministeriet har været svære at følge, når telefonerne ikke er blevet taget af hverken ambassade eller flyselskaber.
Vi var ude i, om vi skulle blive her til den 14. april men turde ikke, fordi turister er blevet beordret hjem. Vi tager en rejse af gangen.
Hjælpen fra danske myndigheder
Politiken har været i kontakt med Udenrigsministeriet om den pågældende sag og danskere i lignende situation. Udenrigsministeriet vurderer, at den guide de har til danskere i udlandet er tilstrækkelig information og hjælp.
Det er far til Nanna May Jest, Morten Jest, ikke helt enig i.
»Det kommer an på, hvem man er. Mange vil kunne bruge informationerne og forholde sig roligt, men det er ikke sikkert, at folk der ikke er så vandte til at rejse alene, unge eller ældre der måske ikke er vant til at bruge sådanne instruktioner. Det er måske ikke nok med dem. Min datter og hendes veninde synes ikke, at de fik svar på, hvad de skulle gøre, og hvad der skulle ske«, siger Morten Jest.
Politiken har senest været i kontakt med veninderne søndag eftermiddag. De har har lige hørt fra andre turister i El Nido, hvor de befinder sig, at de skal forlade Clark, hvor deres første fly lander, i løbet af 12 timer. De har 24 timers ventetid i Clark Lufthavn før deres fly til Singapore. De er nu i gang med at kontakte flyselskab, lufthavnen og Udenrigsministeriet for at få bekræftet, om det er rigtigt - og i så fald: hvad de skal gøre.
Veninderne skulle ifølge den oprindelige flyveplan være tilbage i Danmark tirsdag.
Efter denne artikel blev skrevet, lagde Udenrigsministeriet følgende oplysning ud til danskere, der befinder sig på Filippinerne:
De filippinske myndighederne har oplyst, at man vil tillade de nødvendige indenrigsafgange, der kan sikre, at alle turister kan forlade Palawan. Den danske ambassade har fået oplyst, at de filippinske myndigheder har anmodet Phillippine Airlines (PAL) om ekstra flyafgange fra Puerto Princesa til Clark i løbet af de kommende fire dage og indtil alle udenlandske gæster har forladt øen. Hvis man kan komme fra Palawan til Cebu eller Clark, er der internationale flyforbindelser direkte derfra.
Læs mere her.
fortsæt med at læse




























