Skal du bruge en udlejningsbil på ferien til sommer? Så kan det godt være, at du skal forberede dig på at justere en del på budgettet. For ifølge udlejningsselskaberne er det ikke utænkeligt, at der vil være prisstigninger i den kommende tid. Sådan lyder det i hvert fald fra to af de selskaber, som Politiken har været i kontakt med.
»Vi ser lige pt. stigninger i priserne både i Europa og også i USA og Canada. Det skyldes usikkerheden om antal af biler, der bliver muligt at få. Det er svært at sige procentuelt, hvor meget priserne er steget, da det afhænger helt af sted, tid og biltype – men der er pt. tale om pæne prisstigninger«, lyder det eksempelvis fra Kasper R. Østervig, chief executive officer hos Hertz i Danmark.



























