Danskerne tørster efter at komme udenlands, men især de unge i alderen fra 18 til 29 år og gruppen over 60 år er bekymrede for rejserestriktioner og for at blive syge eller smittet med covid-19, når de ferierer udenlands. De vil gerne have deres læge med på rejsen.
Det fremgår af en undersøgelse, som forsikringsselskabet Topdanmark har fået foretaget af analyseinstituttet YouGov blandt repræsentativt udvalgte danskere over 18 år. De færreste læger har imidlertid tid til at ledsage deres patienter på ferien uanset rejsemålet, og derfor giver Topdanmark og en række andre forsikringsselskaber deres kunder mulighed for at få en videokonsultation på rejsen.




























