Jeg kører venstre om en farligt strittende rod, når akkurat at tvinge dækkene ind mellem to klippeknolde og hen over et rodnet og en lille sten, så højre om en anden sten, forsigtigt ned ad en stribe små klippefremspring – husk at geare ned før den lille bakke, hvor jeg ikke må ramme den store sten i venstre side, og hov, nu skal jeg højre om en rod, som jeg nær overså, og så ned i gear igen, da kurven flader ud.
Jeg kører nu i den absurd dyre mountainbikes laveste gear. Jeg hjuler og hjuler, men kommer så langsomt frem, at det må ligne noget fra Anders And. Der er ingen sammenhæng mellem mit hidsige tråd og cyklens tempo. Men jeg ænser det ikke. Jeg er maks. stresset, har blikket stift rettet et par meter frem for mig og er 100 procent fokuseret på at holde balancen.
