Luftfartsbranchen har været særdeles hårdt ramt af coronakrisen – og også i løbet af sommeren har pandemien påvirket industrien. SAS løftede godt nok sin omsætning til 2,9 milliarder kroner i maj, juni og juli. Det er en milliard kroner mere end de samme måneder sidste år. Det er dog fortsat 70 procent mindre end samme periode i 2019, inden corona ramte. Det viser SAS’ regnskab for de tre måneder – et regnskab, der er offentliggjort her til morgen.
Restriktioner og grænselukninger har begrænset rejseaktiviteten markant, men verden er stille og roligt begyndt at genåbne. Det har også SAS mærket i kvartalet, lyder det fra direktør Anko van der Werff.
»Vi har set opmuntrende tegn i sommersæsonen med en efterspørgsel, der stiger stille og roligt. Vaccinationsgraden stiger også, men signifikante udfordringer er fortsat foran os, da deltavarianten stadig spredes«, siger han i en kommentar og tilføjer, at også de fortsatte rejserestriktioner lægger en dæmper på udviklingen.
Aktionærerne har trådt til
Corona har kastet luftfartsbranchen ud i stiv modvind, og SAS har blandt andet måttet halvere antallet af ansatte til knap 5.000. Derudover har luftfartsselskabet måttet hente flere penge hos aktionærerne i en milliardstor redningsplan. Både Danmark og Sverige har aktier i selskabet. Landene har spyttet milliarder i den slukne kasse under krisen.
Facit for de tre måneder, der er tredje kvartal i SAS’ forskudte regnskabsår, er et underskud på 991 millioner kroner før skat. Samme måneder sidste år resulterede i et tab på 1,5 milliarder kroner før skat, mens facit i 2019 var et overskud på 1,1 milliard kroner.
I det seneste regnskabsår – fra november 2019 til og med oktober 2020 – havde SAS et underskud på 6,8 milliarder kroner. Det er det største i selskabets 75-årige historie.
ritzau
fortsæt med at læse




























