Tortur, henrettelser og deportationer var indtil for få årtier siden en del af hverdagen i den litauiske hovedstad Vilnius. Museum for Folkemordsofre fortæller historien fra den nære fortid.

Museet minder om de glemte ofre for nazisternes og kommunisternes ugerninger. Og det er ikke for sarte sjæle

Titusinder af litauere blev især i besættelsens første årtier deporteret til fjernere regioner i sovjetimperiet. Næsten alle blev sat til tvangsarbejde. I museets baggård er opsat kort, der viser fordelingen af de deporterede.  Foto: Flemming Ytzen
Titusinder af litauere blev især i besættelsens første årtier deporteret til fjernere regioner i sovjetimperiet. Næsten alle blev sat til tvangsarbejde. I museets baggård er opsat kort, der viser fordelingen af de deporterede. Foto: Flemming Ytzen
Lyt til artiklen

Hvor mange danskere har hørt om den baltiske partisankrig i 1950’erne? Om litauiske kvinder og mænd, der brugte skovene som skjulesteder, primitive og forfaldne lader som våbendepoter, når ikke de byggede sig små hytter af de materialer, naturen kunne levere?

Fortæller danske historiebøger noget som helst om det litauiske ’forår’ i 1972, hvor den 19-årige studerende Romas Kalanta satte ild til selv i protest mod sovjetmagtens undertrykkelse?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her