De gulgrønne togvogne fra 1979 stopper ved stationen, som min rejsemakker og jeg skal af ved. Station er måske så meget sagt. Snarere et trinbræt foran et lille træt gråbrunt træskur. I et kort øjeblik tror vi, at toget er stoppet for tidligt, men får ud ad vinduet øje på et skilt med navnet Bovets. Den er god nok. Togdøren åbner og mit blik fanger den uberørte sne nedenfor. Samtidig med at vi træder ud i 30 centimeter dyb sne, får vi bugseret al vores bagage af, og toget kører hurtigt videre kun en halv arms længde fra vores næser, mens vi klamrer os til bagagen for ikke at blive ramt.
For præcis 32 år siden besøgte jeg første gang, det for danskere relative ukendte skisportssted i den fransktalende del i Schweiz, Les Diablerets, ’djævlene’. Jeg står her nu igen med min rejsemakker, som jeg længe har ønsket at vise Alpernes, efter min erindring, mest autentiske skiby.
