Det er en tidlig torsdag eftermiddag, og foran verdens ældste boghandel – den 292 år gamle Bertrand Livreiros – står to ældre, velklædte herrer og stirrer vantro på en gruppe berusede engelske kvinder, som syngende kører forbi i fire lyserøde tuktukker.
Et skilt fortæller, at kvinderne er i Lissabon for at fejre Katie’s hen party – hønsefest. Det, vi i Danmark kalder polterabend. Af årsager, som sikkert bedst kan forklares med Ryanairs ultrabillige flybilletter samt de generelt favorable priser i Lissabon, er Portugals solrige hovedstad blevet en populær destination for englændere, der ønsker at fejre deres polterabend for fuld skrue og promille.
I dag er det dog ikke kun berusede og giftelystne briter, der har taget Lissabon til sig. Faktisk fik byen besøg af 18,2 millioner turister i 2023, hvilket er en stigning på hele 7,1 million siden 2015. Turismen udgør i dag 15 procent af Portugals bnp, og siden den finansielle krise i 2009 ramte Portugal hårdt, har det stigende antal turister omdefineret byen på både godt og ondt.
Der er ingen tvivl om, at turisternes penge har givet byen et massivt økonomisk løft. Indtil for få år siden var så godt som alle lejligheder i de historiske kvarterer Alfama, Mouraría og Castelo nedslidte og uden centralvarme, og det var kun de fattige lisboetter, som boede der.
Siden er meget sket, og strømmen af velbeslåede turister har betydet, at 30 procent af de indbyggere, der tidligere boede i centrum, er flyttet væk i løbet af de seneste ti år. I dag er lejlighederne sat i stand og ejes nu af udlændinge eller boligspekulanter, som udlejer lejlighederne til turister. Hele 60 procent af lejlighederne i de historiske kvarterer benyttes i dag til Airbnb-udlejning.
Skatterabat til udlændinge
Britta Thomsen, som er uddannet cand.mag. i historie og portugisisk, og som i perioden 2004-14 var medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokratiet, har i årtier fulgt Portugal tæt. Ifølge hende er der flere årsager til, at udlændinge og turister nærmest har overtaget flere områder af Lissabon.
»Modsat mange andre europæiske lande restaurerede man ikke de gamle lejligheder i det centrale Lissabon. Helt tilbage til diktaturets tid var der nemlig en lov om, at man ikke måtte hæve huslejen, hvilket betød, at ingen ejendomsejere var interesserede i at modernisere eller investere i deres ejendomme«, fortæller Britta Thomsen og fortsætter:
»Da den økonomiske krise ramte Portugal, begyndte især franskmænd at købe fast ejendom i Lissabon. De satte straks bygningerne i stand, og dette byløft tiltrak en masse boligspekulanter«.
Regeringen indførte også det såkaldte golden visa, som gjorde det muligt for folk med bopæl uden for EU at slå sig ned i Portugal og betale en lav skat, hvis blot de købte fast ejendom. Det var der især mange kinesere og amerikanere, der benyttede sig af, forklarer Britta Thomsen.
»Derudover gjorde regeringen det også muligt for pensionister med EU-pas at bosætte sig i Portugal og slippe med at betale 10 procent i skat. Alle disse tiltag har selvfølgelig været med til at presse almindelige portugisere ud af Lissabons centrum, da de ikke kan betale den høje husleje, der nu forlanges«.
Britta Thomsen mener, Portugal kunne lære af den danske boligpolitik og indføre begrænsninger på, hvor mange lejligheder der må bruges til Airbnb, og hvor kort tid ad gangen de må udlejes.
Netop manglen på billige boliger og de voldsomme huslejestigninger fik tusinder af lisboetter til at gå på gaden og demonstrere i marts 2023. Demonstranterne var stærkt utilfredse med, at huslejerne var steget 65 procent i Lissabon på et enkelt år. Samtidig var salgspriserne steget 137 procent fra 2022 til 2023, hvilket var betydelig mere end i f.eks. Barcelona og Paris. De høje priser gør det umuligt for middelklasseportugisere at købe fast ejendom i hovedstaden.
Det lokale liv er forsvundet
Assunção Mendonça er 58 år og har i de seneste 22 år boet i hjertet af Lissabon tæt på katedralen Sé. Hendes lokale gade er hver dag fuld af turister på sightseeing, og mange af de lokale forretninger i kvarteret er på få år blevet til souvenirbutikker. Personligt har hun blandede følelser over for den voksende turisme i Lissabon.
»Jeg elsker min by. Det har jeg altid gjort. Men antallet af turister er blevet for voldsomt, synes jeg. Da turistboomet begyndte, gav det et frisk pust til byen, hvor der pludselig var mange forskellige slags restauranter og nye spændende butikker, man kunne handle i. Det gav også et økonomisk løft til hele Lissabon«, fortæller Assunção Mendoça.
»Desværre har byen også mistet en del af sin charme og karakter. Kvartererne i det historiske centrum minder i dag om en forlystelsespark, og de fleste restauranter og cafeer er kun interesserede i at tiltrække turister. Det lokale liv findes ikke længere. Jeg kan stadig huske en dag for nogle år siden, hvor jeg så en turist gå ned ad min gade. Jeg troede, at han var faret vild, for hvad skulle han ellers lave der? I dag er den samme gade fuld af Airbnb-lejligheder, og nogle dage møder jeg nærmest ikke nogen portugisere her i kvarteret. Det er trist, synes jeg«, siger Assunção Mendonça.
Den kulturelle identitet forsvinder
Maria Melo er 54 år og har boet hele sit liv i Lissabon og de fleste af dem i det gamle arbejderkvarter Alfama. Men for få år siden tvang de høje huslejepriser hende til at flytte væk fra centrum.
Maria Melo fortæller, at Lissabon altid har været en by, som har taget godt imod fremmede. Efter nellikerevolutionen i 1974 valgte knap en million mennesker fra de tidligere portugisiske kolonier i Afrika og Indien at slå sig ned i hovedstaden.
Lissabon er også stedet, hvor folk fra det europæiske lgbtq+-miljø i dag har valgt at slå sig ned på grund af den tolerance, de møder her. Masseturismen er Maria Melo dog voldsomt træt af.
»Det virker næsten, som om Lissabon ikke længere tilhører portugiserne. Jeg opfatter det nærmest som en slags nykolonialisme, når alle Lissabons kulturelle særpræg forsvinder og bliver erstattet af ensartede kædebutikker og souvenirshops«.
Maria Melo har i dag svært ved at genkende den by, hun er vokset op i.
»Kvartererne Baixa og Chiado har stort set mistet deres historiske og kulturbærende butikker og er blevet steder, hvor turister køber is og drikker billige øl. Vi lisboetter har været vant til at sidde og drikke kaffe ved statuen af vores nationalpoet, Fernando Pessoa, men i dag er han omgivet af turister, der ikke aner, hvem manden var. Hvis han var i live i dag, er jeg sikker på, han ikke ville have råd til at bo i nogen af de kvarterer, han skrev så smukt om i sine digte«.
Frank Sebastian Hansen er forfatter til guidebogen ’Turen går til Lissabon’ og har besøgt byen et utal af gange på researchture.
fortsæt med at læse
