Det er skammeligt at indrømme, men sandt. Jeg har aldrig været på Stevns Klint før. Altså bortset fra en enkelt fisketur for et par år siden, men det tæller ikke rigtig i min bog.
Jeg har altid troet, ignorant som jeg er, at Stevns Klint egentlig bare var en enkelt høj klint – en stub af kridt og kalk ude på det østlige Sjælland – og ikke en 17 kilometer lang sammenhængende klint med enestående natur, utrolig koldkrigshistorie og fine kulturminder, der stort set ligger i Københavns baghave.
Men nu har jeg vandret hele vejen fra Bøgeskov Havn i nord, hvor klinten begynder at rejse sig, til Rødvig længere sydpå. Og jeg kan ikke vente med at komme til Stevns Klint igen.
Allerede på de første kilometer af den ’Cliff Experience’, en todages tur på den 22 kilometer lange Stevns Klint Trampesti, der følger klinten fra nord til syd, som den lokalt bosiddende Karen Nørby er begyndt at tilbyde til folk, der gerne vil opleve Stevns Klint, går jeg og tænker på, hvor fjollet det er, at jeg ikke kender det her område.
