Da jeg ankommer til Gisselfeld, viser slotsuret 12 minutter i et. Det gør det også næste morgen, hvilket harmonerer godt med oplevelsen af, at her står tiden stille. Ikke på en forfalden måde. Bare fjernt fra al moderne hæsblæsende liv. Selv vinden holder vejret, mens jeg er på besøg, og træernes blade hænger roligt og lader sig gennemstrømme af sol og fuglesang.
Fra billetlugen ved indgangen er jeg gået ned i parken, gennem en allé med gamle skulpturelt stynede lindetræer, forbi slottet med voldgraven og gennem en tunnel ned til Brede Sø, der viser sig at være blot én af flere forbundne karpedamme her ved Gisselfeld.
