Fiktion og poesi – både skulpturelle installationer, video- og lydværker samt performancekunst – vil sidst på sommeren sætte præg på Køges byrum.
Det lover KØS, som er ikke bare Køges, men hele Danmarks Museum for kunst i det offentlige rum.
Museet ligger midt i den gamle idylliske bydel indrettet i en bygning, der før blev brugt af naboen, Sct. Nicolai Skole. KØS hed tidligere Køge Skitsemuseum (deraf navnet), og det fokuserer på at dokumentere de kunstneriske processer i tilblivelsen af kunstværker. Der er skiftende udstillinger og en permanent i tagetagen under den nye tagkonstruktion med Bjørn Nørgaards skitsetegninger og farvelagte kartoner i naturlig størrelse til dronning Margrethes gobeliner om Danmarks historie. De blev brugt i processen med at fremstille de 17 vævede gobeliner, som hænger i Riddersalen på Christiansborg.
En stor del af museets virke foregår imidlertid rundt om i Køge med kunstværker, kunstneriske informationsstandere og udstillinger som den kommende ’Hummings’.
