»Vær hilset på selveste Månens dag!« råber Jutta, som ved første møde ærligt talt ser lidt tosset ud.
Man kan ligesom se, at hendes vikingetøj er noget, der bliver brugt ofte, og kysen gør det heller ikke bedre. Men som ugen skrider frem, skal det vise sig, at hun er en ganske fantastisk leder af vores vikingeuge, og hendes fortællinger omkring bålet er så levende og billedmættede, at både børn og voksne glemmer, at tv’et først bliver opfundet om ca. 1.000 år.




























