En weekend i Bangkok: 14 oplevelser i Thailands vilde hovedstad

Vokseværk. Bangkok vokser sig hele tiden større, og nye kvarterer skyder op uden byplanlægning i baglommen
Vokseværk. Bangkok vokser sig hele tiden større, og nye kvarterer skyder op uden byplanlægning i baglommen
Lyt til artiklen

Thailands hovedstad er trådt ind i den globaliserede tidsalder. Det trendsættende kvarter får ny adresse hvert år. Trafikken er både over, under og på selve gadeplanet. Højhuse, der skygger for livet, er nu i overtal, og den nationale regering arbejder på at skabe wi-fi-adgang overalt i storbyen. Udbuddet af hoteller, restauranter og forlystelser tælles i titusinder. Shopping er alle vegne; i pop-up-markeder på gadeplan og i luftnedkølede betonkomplekser.

X Factor-Mettes rejseminder: »Der er så meget lir i Chinatown i Bangkok«

På den baggrund kan Bangkoks ophav godt blive glemt. Men ikke her. For det klassiske Bangkok rummer oplevelser, der nærmest i trods mod globaliseringen fremstår autentiske – i området omkring byens udgangspunkt, tæt på floden, hvor kongerne af Siam i 1782 anlagde en ny hovedstad og byggede strålende templer og siden brede boulevarder. Her er områder, hvor man endnu kan møde det lokale, det historiske, det kitschede og det meget thailandske.

Gamle kvarterer med faldefærdige butikker og toetagers huse med patina og afskallet maling er ved at gå til, hvis de da ikke allerede er opkøbt og konverteret til indkøbscentre. Men der er stadig en puls, der slår på gadeplan; ved blussende mobile køkkener, hvor folket samler sig på plastikskamler.

Her er Thailands uspolerede paradis-strande

Der er dunsten fra kloakkerne og frugthandleren med de sødlige, fint udskårne ananas, der kappes om at dominere gadelugten. Der er endnu skrøbelige huse og klassiske bygninger indrammet af søjler og pragt, som minder om, at Bangkok for ikke så længe siden var præget af plads og store armbevægelser.

En del af det kan beses fra floden, som løber gennem storbyen. Her har du fred fra Bangkoks kaos, der ellers gør det næsten umuligt at planlægge sin færd i detaljer. Kodeordet for et kort nedslag, som en weekend, er at arbejde med attraktioner, som ligger i samme område. For du kan ikke nå hele Bangkok. Og det gør heller ikke noget.

Fredag

1. Klokken 16: Udsigt så langt øjet rækker

Jeg kan godt lide at have udsyn til Bangkok, og det får jeg på Furama Silom Hotel. Naboerne til hotellet tæller bl.a. den kinesiske kirkegård, og hotellets godt godt 400 gæster får derfor foræret en udkigspost, der har langt større overblik over byen end de fleste andre hoteller. På toppen af Furama Silom er der nemlig indrettet pool og bar, så her kan jeg hilse på hele Bangkok, mens solen sænker sig over storbyen.

Furama Silom Hotel, 533 Silom Rd, Bangrak.

Kiin Kiin-ejer guider: Her skal du spise i Bangkok lige nu

2. Klokken 20: Spis mig

Den er snart 20 år gammel, men maden bliver fornyet og forbedret hvert år. Derfor er restauranten Eat Me nu også havnet på listen over Asiens 50 bedste restauranter (San Pellegrino & Acqua Panna Award). Sort kylling i papayasalat med ristet kokosflager, chili og betelblade får akkompagnement af nogle af Bangkoks bedste drinks. Og det koster. Her går jeg om bord i en gourmetoplevelse, der typisk ender med at være et sanseberusende one-night stand. Hver gang.

Eat Me, Soi Phipat, Convent Rd, Bangrak.

3. Klokken 23: Sexede Maggie

Hun gemmer sig i, hvad der engang var det Østasiatiske Kompagnis godt gemte pengetank. Maggie Choo er et af Bangkoks nattescenes mere gennemførte barkoncepter. En hule af stilfuld forkælelse, hvor lædersofaer og velourbetræk får modspil af et kreativt drinkkort. Og efter kl. 22 slår jazzen igennem fra et liveband, og så kunne man lige så vel være i 1930’ernes Shanghai. Heldigvis er mit hotel lige over på den anden side af vejen.

Maggie Choo, 320 Silom Rd, Novotel Fenix Hotel, Bangrak.

Lørdag

4. Klokken 8: Sejltur på floden

Den billigste sightseeing i Bangkok er også byens bedste. Hopper man på rutebåden, der sejler på Herskernes flod, Mae Nam Chao Phraya, betaler man under en 10’er for en times sejlads. Undervejs får man fin udsigt til gamle huse på pæle, koloniarkitektur i ambassadekvarteret og guldspir på guldspir fra byens smukkeste tempelområder. Det er befriende enkel sightseeing, der ender i udkanten af byen i området Nonthaburi, hvor det lokale marked ligger ved siden af flodbredden.

Thaksin bådebro, Saphan Thaksin BTS.

5. Klokken 10: Leg med historien

På hjemturen ad vandvejen hopper jeg af ved Tha Thien-bådebro, hvorfra der er 10-15 minutters gang hen til Museum of Siam. Og det er et museum, byen – og dens gæster især – har ventet på. For her får du Thailands historie fortalt i interaktivt design og med små lommer af antikvariske installationer, som man kan tage del i. Ikke alt er forklaret på engelsk, ikke alt er så interaktivt, som man måske er vant til. Men i en by fuld af museer med ’don’t touch’-skilte, er Siam Museum en invitation til at lege med.

Museum of Siam, 4 Sanam Chai Rd, Phra Nakhorn.

6. Klokken 12: Spis på dækket

Forbavsende få minutter fra museet ligger et charmerende gæstehus med tilhørende restaurant. På The Deck kan du sidde udenfor med udsigt til floden Chao Phraya og et af Bangkoks vartegn, templet Wat Arun, på modsatte flodbred. Men endnu vigtigere er selvfølgelig, at køkkenet laver en meget velafstemt som tam-papayasalat med dybstegt krabbe. Og de serverer en svalende limejuice, nam manao, som jeg gerne bestiller to af, mens jeg sveder lidt over det faktum, at som tam er en art nationalret for chilielskere. Men her på dækket har de sørget for, at bålet er tilpasset europæisk temperament.

The Deck, 36-38 Soi Pratoo Nok Yoong, Maharat Rd.

Kom ind under huden på Asiens populære storby

7. Klokken 14: Liggende Buddha

Igen glæder jeg mig over, at næste opgave i storbyen ligger i gåafstand. På Wat Pho (Wat Phra Chetupon) findes templet for den liggende Buddha, og det er altid en oplevelse at kaste småmønter i de 108 skåle, der omgiver den 46 meter lange Buddha. Tempelgrunden er fuld af turister, der især kommer for at se det knapt 200 år gamle tempel, hvor Buddha er på vej mod Nirvana. Og selv om thaimassage ikke er den ultimative frelse, så findes en af Bangkoks bedste og billigste massageskoler inde på tempelgrunden. Det ved alle turisterne tilsyneladende ikke.

Wat Phra Chetupon, 2 Sanam Chai Rd, Phra Nakhorn.

8. Klokken 18: Sundowner med kunst

Bangkoks højhuse kappes om at skabe den mest overdådige tagterrasse. Så på en måde er glæden ekstra stor ved at finde en god gammeldags bygning i fire etager med en charmerende bar på toppen. At der oven i købet også er kunst på vægge og gulve på vejen op, skader bestemt ikke. Phranakhorn Bar er faktisk bar med livemusik i gadeniveau, kunstgalleri og så kombineret bar og restaurant på toppen. Det tiltrækker især thailandske studerende, hvorfor prisniveauet er yderst rimeligt.

Phranakhorn Bar, 58/2 Ratchadamnoen Rd, Phra Nakhorn.

9. Klokken 20: Old school thai-køkken

Der er kort vej fra de studerendes tagterrasse til en restaurant, hvor tjenerne bærer hvide jakker. Methavalai Sorndaeng er kitsch og stilfuld på samme tid. Køkkenet er klassisk thai, stemningen er lidt forfinet, som det gamle Thailand elsker den. Det er som at dykke ned i en tidslomme, hvor atmosfæren og maden er forbavsende autentisk. Og fra bordet med den hvide dug er der direkte kig til Bangkoks demokratimonument, der i 1939 blev opført som en voluminøs erindring om, at enevælden var afskaffet syv år forinden. Mere historisk bliver det næppe.

Methavalai Sorndaeng, 78/2 Ratchamdanoen Rd.

På thailandsk luksushotel tales der sjællandsk i køkkenet

10. Klokken 22: Backpackermekka

Khao San Road er alle rygsæksrejsendes hemmelighed. De fortæller nemlig helst ikke, at de har været der. For Khao San er en institution, som en selvbevidst og selvstændig rejsende ikke behøver at benytte sig af. De gør det bare alligevel. For det er ikke til at komme udenom: Khao San byder på det hele – også by night. Så forvent Roskilde Festival møder Østen, kopivarer side om side med billige pitabrød og busrejser – og noget at glo på.

Khao San Rd, Banglamphu.

11. Klokken 23: Live med de lokale

Hvis stemningen i det hektiske Khao San bliver for påtrængende, så søg tilflugt i en taxa. 10 minutter derfra ligger et af Bangkoks bedste livemusik-spillesteder. Brown Sugar er en jazzklub med hang til at eksperimentere udi beslægtede musikgenrer. Publikum er blandet, og det samme er menu- og drinkkortet. Et godt sted at slutte en lang dag.

Brown Sugar, 469 Phra Sumen Rd, nær Wanchat Bro.

Søndag

12. Klokken 11: Sydasien i billeder

Det ligger i Bangkok, ja, faktisk lige rundt om hjørnet fra Furama Silom Hotel. Det er småt, men ikke desto mindre tætpakket med foto og billeder fra hele Sydasien, fotobøger, antikviteter i loftet og på væggene og regelmæssige særudstillinger.

Kathmandu Gallery, 87 Pan Rd, Bangrak.

13. Klokken 12: Overdådig brunch

Buffet er ikke alles livret. Men den slags, som Bangkoks bedste hoteller serverer om søndagen, er berømt. For ferske østers, eggs benedict og frisklavet sushi er typisk en del af en buffet, der fylder det samme som en almindelig dansk dagligstue. Her er alt, hvad hjertet begærer. Så begær! Den mest legendariske af slagsen er på det fine hotel The Sukhothai, som derfor anbefaler reservationer til dagen.

Colonnade Restaurant, 13/3 South Sathorn Rd.

14. Klokken 15: Biftur på 1. klasse

Hvis du kan slæbe dig af sted fra brunchbuffeten, så hop på højbanetoget, Skytrain, mod Siam Square. Her er en overflod af biografkomplekser, som byder på lænestole og servering til din filmoplevelse. I det gamle Lido-biografteater kan du som regel vælge mellem Hollywoods fineste og et udvalg af thailandske must-sees. Og eftersom thailandske instruktører nu har vundet gyldne palmer og hæder i udlandet, er det måske netop dagen, hvor du skal kaste en 50’er efter en business class biftur.

Lido, Soi 2, Rama 1 Rd.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Mikkel Tofte Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her