Skønheden kommer indefra i ’Lille Urfa’ på Istanbuls europæiske side. Helt inde fra de køkkener, hvor dampende suppegryder og osende trækul leverer det bedste, det tyrkiske køkken har at byde på. Det skjuler Lille Urfa imidlertid godt, for bydelen er præget og plaget af en stor boulevard, der efter fattig evne forsøger at lede trafikken til og fra det historiske kvarter og videre endnu. Lysstofrør og sparepærer spejler koldt lys i fortovenes regnvåde, glatte fliser, og ved restauranternes borde inden døre skinner de på plasticduge og hårde træstole. Der er trangt, så gæsterne sidder tæt pakket, skulder ved skulder, og slubrer suppe og godter i sig.
Et tæppe af baggrundsstøj fra tv-skærme og ordrer, der råbes ud i åbne køkkener. Både før og efter spisetid slider kvarterets beboere i købmandsbutikker, frisørsaloner og på bydelens beskedne hoteller, hvor de kun lige tjener nok til at holde sig i det fremadstormende Tyrkiets nedre middelklasse.
