Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
SMUKT. Vejen her bugter sig over 200 kilometer gennem den canadiske natur.
Foto: Kåre Welinder

SMUKT. Vejen her bugter sig over 200 kilometer gennem den canadiske natur.

Bilferie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Her er vejen, de kalder verdens smukkeste

Turkisblå søer, gletsjere, vandfald og høje bjerge. Naturen langs med canadiske Icefield Parkway er mageløs.

Bilferie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvordan afgør man, om en vej er verdens smukkeste?

Tag for eksempel canadiske Icefields Parkway. Vejen bugter sig 230 kilometer igennem Rocky Mountains' grønne autoværn af nåleskove og de tårnhøje bjerge, der rejser sig på begge sider af den sceniske, gletsjerforede grænsedragning mellem Alberta og British Columbia i det vestlige Canada.

National Geographic har kåret Icefields Parkway som et af deres Ultimate Road Trips, men er vejen verdens smukkeste? Måske. Det er muligt, at andre veje er flottere over kortere strækninger, men Icefields Parkway, der har adgang forbudt for lastbiler, er fantastisk over samtlige 230 kilometer.

LÆS ARTIKEL

Vi begynder vores tur i byen Jasper, der er et mekka for friluftselskere. Man kommer til byen for at vandre, for at nyde den vilde natur og for at svælge i utrolige udsigter. Og det føles som om byen udelukkende tiltrækker aktive mennesker. Størstedelen af folk i centrum går med vandrestøvler eller sportssandaler.

Jasper ligger i bunden af en grøn, granklædt gryde med bløde bakker og høje bjerge, et hav af søer og et ocean af muligheder i den nærmest svulstige natur, der i al sin vælde står til fri afbenyttelse for de aktive i de mange lyse timer i rockiernes friske bjergluft.

Byens servicemindede turistbureau tilbyder masser af turløsninger til alle former for friluftsliv, og er man hardcore, så kan man vælge at gøre som nordmanden, vi møder på en lokal legeplads med sin lille søn. Hver sommer rejser han til Jasper for at leve uden for lov og ret i bjergene i flere måneder. Uden menneskelig kontakt og med føde bestående af, hvad kan finde og fange, fra egern til rødder. Når ferien er forbi slutter han sig igen til sin kone og søn, og rejser hjem til Norge igen.

Klar til afgang
Den lejede Chevy brummer langsomt ned Connaught Drive, der skiller Jasper fra byens store godsjernbane, krydser hovedvejen Yellowhead Highway. Få meter fra Jaspers sydligste byskilt starter dagens etape.

Strækningen køres af omkring 100.000 biler pr. måned i sommermånederne, og langt størstedelen er mobile homes fra CruiseCanada og CruiseAmerica, lejebiler og de gigantiske campingbusser, der i bedste jydekrog-stil har en bil eller jeep dinglende bagefter til småkørsel, når bussen er parkeret.

På kortet kan vi se, at der allerede fra start findes masser af vandfald lige ved vejen, men vi har ingen anelse om, hvor lang tid det vil tage os at se alt det, der er markeret på de populære turistkort.

Fulde af den energi, der vælter op i én ved udsigten til at skulle køre på verdens flotteste vej, starter vi med stop ved det pompøse Athabasca Falls, efterfulgt af Sunwapta Falls.

På det tidspunkt har vi kun kørt cirka 20 kilometer og har stadig over 200 kilometer bjergvej til Banff tilbage. Derfor bliver smukke vandfald som Weeping Wall og Bridal Veil herefter blot passeret i rullende tavshed, kun afbrudt af den hvislende vind fra et nedrullet vindue tilsat kameraets klik.

Havde vi taget denne tur for 15 år siden, skulle vi have haft en ekstra kuffert med til filmruller. For der bliver taget foto efter foto ud af forrude, bagrude og siderude og fra stadigt flere fotostops i vejkanten, men for hvert sving dukker et nyt og endnu vildere motiv op, efterfulgt af flere fotos. Nye bjergformationer, nye søer og nye toppe, der i takket kontrast deler horisonten mellem den blå himmel tilsat vattede klumpskyer og den grå-hvide masse i de enorme stenformationer.

Langsomt dukker der stadigt stigende snemængder op i det fjerne, floderne i dalbunden spreder sine brusende arme ud over store, stenede områder og gletsjere gylpes faretruende ud fra slugterne på toppen. Skilte med lavinefare, bjørne, rener og elge afløser hinanden, og ingen vil rynke på næsen, hvis en ulv, bjørn eller elg tusser rundt i vejkanten. For de vil bare være endnu en brik i den perfekte naturoplevelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De store gletsjere
Sunwapta Pass, der deler nationalparkerne Banff og Jasper, bliver passeret som det højeste pas på ruten i 2.030 meters højde, og herefter, efter 104 kørte kilometer, når vi frem til den nok største, enkeltstående attraktion på Icefields Parkway. Nemlig, Columbia Icefield med den store Athabasca Glacier, der indbydende rækker sin lange, hvide arm ned mod vejen og det store Visitor Center, hvor stort set alle turister stopper ind for kaffe, madpakker og en spadseretur til gletsjeren.

På dette tidspunkt er vi kommet over bjergenes trægrænse,så området nedenfor gletsjeren er goldt og blæsende. Den korte gåtur fra parkeringspladsen er samtidig vejen op i en brun tragt, hvor man både over og til begge sider er omringet af gletsjere og stejle bjergskråninger.

Langt oppe på den kolde istunge bevæger noget larveagtigt sig tværs over isen. Det er de enorme, sekshjulede Ice Explorers, der kan medbringe op til 56 turister med de helt store pengepunge på rette sted. Men gåturen derop er fremragende. Gletsjeren er meget let tilgængelig, og efter at have siddet i en bil i flere timer, er den en lise for sjæl, sind og den overbelastede speeder-bremsefod.

Icefields Parkways voldsomme skønhed gør, at der er risiko for at man som besøgende kan blive mæt af indtryk. Alligevel bliver jeg ved med at tage billeder og svinger Chevyen ind til både højre og venstre, til vandfald og fotogene rastepladser. For grådighed efter smuk natur overgår mætheden, og da først GPS’en er pejlet ind på to af Icefield Parkways helt store turistmagneter, Lake Louise og den måske endnu smukkere og lidt mere afsides Moraine Lake, må jeg igen bøje nakken i ærbødighed.

De smukkeste søer

Sikke et syn. Krusninger på søen så små, at de kunne være lavet af blide solstråler var alt, der var at se på den megaklare Moraine Lake. Den ligger som en lille omvej fra den mere populære Lake Louise.

Nuancer af blå kappes om at få overtaget, når solen i små øjeblikke gemmer sig bag de drivende vatskyer. Børn bader og egern spæner rundt mellem træer. For enden af søen slikker gletsjeren næsten vandskorpen, og stejle bjergsider omkranser Moraine Lake fra alle sider.

Lake Louise, kun ganske få kilometer borte, er en af Canadas mest besøgte turistdestinationer, men kan ikke helt leve op til Moraine Lake. Søens skinnende blå vand, de mange både, blitzende kameraer, enorme bjerge i baggrunden og de tonsvis af turister viser dog søen fra den allerbedste side af den turistmagnet, den er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efter Lake Louise slutter den officielle del af Icefields Parkway, selvom de sidste 50 km sydøstover mod Banff også er ganske pæne med høje bjerge, der som hvidklædte vejpæle guider os sikkert det sidste stykke mod Banff.

Sent om aftenen efter Icefields Parkways 230 kilometer fra Jasper til Banff, er det tid til at konkludere. Tankerne driver igen tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Icefield Parkway er verdens smukkeste vej, og om man overhovedet kan kåre og gradbøje sådan noget. Svaret ligger nok i de linjer, jeg får skrevet i min dagbog, inden den lukkes, og sengelampen slukkes:

»Ordene rækker ikke rigtigt. Jeg har aldrig oplevet så meget vild natur. Og da slet ikke med en vej igennem«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden