Sig Grækenland, og mange vil automatisk forbinde ordet med Det Græske Øhav, ferie på stranden og udsigt til smukt azurblåt vand.
Lejer man i stedet en bil i Athens lufthavn og kører to timer vest for hovedstadens uendelige beigefarvede forstæder, ankommer man til den naturskønne og kulturrige halvø Peloponnes, der rummer essensen af alt det bedste, Grækenland har at byde på.
Peloponnes er tre gange større end Sjælland, og med et landskab fuldt af stejle bjerge, dybe kløfter og idylliske vin- og olivenlunde er halvøen et oplagt sted for vandreglade naturelskere.
Er man primært på jagt efter sol og strand, skal man søge mod vestkysten, hvor man finder nogle af Grækenlands mest uberørte strande. Og ingen andre steder i Grækenland finder man så mange antikke monumenter fra så vidt forskellige historiske perioder.
Nu kan du komme på øhop i Grækenland a la interrailDet er her, arkæologer har fundet ruiner fra nogle af de tidligst organiserede samfund i Europa, som går helt tilbage til 3.000 f.v.t., og på halvøens nordvestlige side ligger desuden Det Antikke Olympia, hvor de første olympiske lege blev afholdt i 776 f.v.t.
Frank Sebastian Hansen er fotograf på den nye udgave af ’Turen går til Athen og det græske fastland’, der udkommer 1. februar, og har derfor netop afsøgt hver en krog på Peloponnes.
Her er hans tips til de 5 bedste roadtrip-oplevelser på halvøen.
1. Monemvasiá: Romantisk by
Det lodrette sollys formår akkurat at skære sig vej ned gennem den smalle gade i Monemvasiás kringlede labyrint. En enøjet kat slikker sol på et bord, mens et nygift par gør sig klar til at forsegle kærligheden med det obligatoriske bryllupsbillede skudt foran byens smukke kirke.
Monemvasiá er reelt en lille ø, som er forbundet med Peloponnes via en smal bro. Selve byen ligger øverst oppe på en stejl klippe og har kun én byport, hvilket tidligere betød, at Monemvasiá var stort set uindtagelig for glubske pirater. Selv om her engang har boet 40.000 mennesker, er byen ganske lille.
Efter en slentretur spiser vi en god traditionel græsk frokost på den hyggelige restaurant Matoula, hvorfra der er udsigt til både havets og himlens blå. Vi lægger ud med en stor portion græsk salat, der bugner af fetaost, friske oliven og saftige løg og tomater. Hovedretten er souvlaki – små grillede spyd med lammekød – mens vi til dessert får tanket blodsukkeret op med kagen baklava, en balkanspecialitet, der er proppet med nødder og badet i honning.
Læserne: Her er Grækenlands lækreste restauranterMonemvasiá havde sine velmagtsdage i perioden 1260-1460 som havneby for byzantinske Mistrás. Siden blev byen stort set forladt, og under Anden Verdenskrig boede her blot otte familier. Monemvasiá består af Under- og Overbyen, hvoraf den første er den bedst bevarede bydel. Så godt som alle huse er sat fint i stand, og byen virker som en magnet på kunsthåndværkere og mere eller mindre talentfulde akvarelmalere.
Byen har et par hoteller, bl.a. det glimrende Malvasia. Det kan varmt anbefales at snuppe en overnatning her og vågne op til lyden af kaglende høns og siden drikke morgenkaffen på den solbeskinnede og blomstersmykkede tagterrasse.
2. Mistrás: Byzantinsk spøgelsesby
Hvis en håndfuld riddere pludselig kom galoperende forbi på den smalle sti, ville man knap nok blive overrasket. Mistrás er et enormt ruinkompleks og en idyllisk spøgelsesby, der i al sin forfaldne skønhed står som et imponerende monument over den byzantinske civilisation, som havde sin storhedstid her i 1300- og 1400-tallet. Dengang boede der 30.000 mennesker i Mistrás, og den centrale markedsplads var stedet, hvor Orientens købmænd solgte deres varer til byzantinske borgere.
Man kan roligt afsætte en halv dag til at trave omkring i de byzantinske ruiner, som ligger på tre forskellige plateauer: Overbyen, Underbyen og Kastro. Med sved på panden får vi kæmpet os op til ruinbyens øverste bydel, som ligger 280 meter fra hovedindgangen. Vi finder et plateau, hvor vi spiser vores medbragte ferskner, mens vi nyder den formidable udsigt til byen Sparta. Den ligger syv kilometer væk og var en anden vigtig civilisation, der huserede på Peloponnes.
Hele Mistrás-komplekset er på Unesco’s verdensarvliste, og især resterne af Peribleptous-klostret, hvor de bedst bevarede fresker findes, gør et stort indtryk. I Pantanassa-klostret bor endnu en lille gruppe nonner, som sælger forfriskninger og kunsthåndværk.
Området omkring Mistrás er så stort, at man sagtens kan finde en skyggefuld plet, hvor man kan nyde stilheden og indsnuse duften af cypresser, mens man funderer over, hvordan det mon gik for sig, da osmannerne i 1460 erobrede byen.
Skrænterne er stejle, så tag nogle gode vandresko på, og husk rigeligt med vand.
3. Nafpoli: Byliv med charme
»Kom nærmere, kom nærmere. Kan jeg friste jer med en friskfanget sværdfisk?«.
Tjeneren Yannis slår et stort grin op, da han åbner glasset til montren og præsenterer dagens udbud af skinnende nyfangede fisk.
Havnepromenaden i Nafplio er fuld af liv hele døgnet på nær nogle dovne timer midt på eftermiddagen, hvor eftermiddagsluren kalder de lokale ind i skyggen. Den smukke og velholdte by med de smalle parallelle gader og farverige huse har engang været under kyndige italienske hænder, hvilket byens tre velvoksne fæstningsanlæg tydeligt markerer. De lokale indbyggere kalder uden strejf af ironi Nafplio ’Grækenlands smukkeste by’, og de er stadig synligt stolte af, at Nafplio tilbage i 1828 og 6 år frem var Grækenlands hovedstad.
En weekend i: Trods krise oser Grækenlands hovedstad af stolthedNafplio er fuld af gode restauranter, som forstår at udfordre det traditionelle græske køkken. Flere af restauranterne gør bl.a. en del ud af at servere små delikate forretter – mezedhes – hvor man kan sætte tænderne i alt fra grillede blæksprutter og sardiner over kåldolmer til krydrede svine- og lammepølser. Et godt sted at smage de mange småretter er på restauranten Mezedopoleio O Noulis, hvor man kan vælge mellem 10 forskellige mezedhes for i alt 10 euro.
Efter at vi har smagt en håndfuld af småretterne og efterfølgende fortæret den velsmagende sværdfisk, finder vi vej til Sintagmátos-pladsen, hvor vi skåler i mælkehvid ouzo, mens vi følger med i det travle leben omkring os. Pladsen vågner for alvor ved 22-tiden, hvor byens familier mødes for at få en lille én eller spille tavli – grækernes variant af backgammon. En aften i Nafplio ender oftest med en slentretur på den hyggelige havnepromenade, hvor himlens pastelfarver indhyller fortet Burtzi, som er anlagt 600 meter ude i havet, i et drømmende skær. Idyllisk ser det ud, indtil man kommer i tanker om, at fortet tidligere var øens henrettelsesplads.
I dagtimerne er det især yndlingsstranden Karathona, der ligger to kilometer fra byen, som trækker i os. Stranden er både børnevenlig og ikke alt for overrendt.
4. Mani-halvøen: Barsk natur og idyllisk ro
Den smukkeste tur i bil på Peloponnes går fra Sparta til Kalamáta gennem Taygétos-bjergene og videre ned til Mani-halvøens spids. Vejen gennem Taygétos strækker sig over blot 60 kilometer, men de skarpe hårnålesving og de mange udsigtspunkter betyder, at det nemt tager tre-fire timer at komme over bjergene.
Landskabet på halvøen Mani er markant anderledes end det øvrige Peloponnes. Her er tørt, barsk og mange steder helt ufremkommeligt.
Mani er kendt for sine firkantede stentårne, hvoraf flere i dag fungerer som luksushoteller. Manis landsbyer er enten gemt oppe i højderne på klippeplateauer eller ligger helt ude ved vandet.
Hoteltjek: Her er gæsten ikke en vare med all inclusive-armbåndI den lille landsby Itilo møder vi tilfældigt familien Mitropoulos, som byder på et glas lemonade og småkager. Barnebarnet Delphinia er på besøg hos sin mormor og morfar, og da vi kommer forbi, er hun i fuld gang med at klippe sin mormor uden for familiens hus.
»Jeg studerer i Athen og bor der også, men hver gang jeg har ferie, tager jeg tilbage til Itilo for at være sammen med min familie. Roen og sammenholdet her er det bedste, jeg ved«.
At Itilo dog ikke altid har været præget af fred og ro, vidner historien om. Her lå nemlig i 1500-1700-tallet et berygtet slavemarked.
Efter at have styrket os på lemonaden og rost mormors nye frisure kører vi til Manis største by, Aréopoli, med 800 indbyggere. En charmerende by med restaurerede huse malet i klare stærke farver, hvor livet samler sig om en håndfuld små hyggelige cafeer. Vi sætter os midt på torvet og bestiller en portion friturestegte blæksprutter (kalamarákia) og en flaske retsina, mens vi overvejer, om det er her, vi skal trække stikket ud og blive i nogle dage? I et par uger? Måske i nogle år?
5. Det Antikke Olympia: De første sportsmænd
Forpustede står vi og hiver efter vejret, da vi netop har tilbagelagt – og tabt – en improviseret spurt til to solbrændte australske fyre. Under vores fødder ligger de sten, der udgjorde fundamentet for Det Antikke Olympias berømte løbestadion.
Det var her blandt de støvede pinje- og oliventræer, de bedste atleter kæmpede om folkets gunst og livslang ære. Række på række af antikke søjler markerer, hvor bygningerne lå. Her var både træningsfaciliteter (Gymnasion), et hus til brydekampe (Palæstra) og bygningen, hvor Den Evige Ild brændte (Prytaneioen). De dygtigste atleter blev hyldet som halvguder på deres hjemegn, og det var ikke ualmindeligt, at de blev fritaget for at betale skat resten af livet.
Oraklet i Delfi: Her sad alle prognosers moderZeus var stedets husgud, hvorfor man opkaldte stedet efter gudernes bolig, Olympos-bjerget. Igennem 1.200 år blev der afholdt olympiske lege her, indtil den italienske kejser Theodosius i 393 e.v.t. så sig sur på de hedenske guder og forbød konkurrencerne.
Tæt på ruinerne ligger det arkæologiske museum, hvor man bl.a. finder en stor model af, hvordan Olympia så ud i sin storhedstid, dengang 30.000 tilskuere heppede på deres favoritter inde på stadion. På den tid var det udelukkende mænd, som var velkomne inde på stadion, og hvis kvinder eller slaver ville have et glimt af dramaet, måtte de kaste lange blikke fra de omkringliggende skråninger.
fortsæt med at læse
