Min første rejse …
er en tur til Bornholm, da jeg var omkring 4 år, hvor vi cyklede øen rundt. Jeg husker, at jeg sad på et lille sæde foran på stangen på min fars cykel – at være på telttur, saddeltasker og teltoppakning. Og så har jeg en fornemmelse af, at det blæste meget hele tiden. Duften af røget sild sidder i mit system fra den tur, men mange af mine rejser er også bundet op på den sanselighed, det er at spise eller være i nærheden af mad. Jeg husker fornemmelsen af at stå i et røgeri, at se og dufte det.
LÆS ARTIKELTv-vært om mystisk by: »De boede i huse under jorden«På rejser medbringer jeg altid ... Jeg har fløjet alene på lange distancer, men da jeg skulle ind i flyvemaskinen på en rejse til Paris for nogle år siden, blev jeg pludselig så bange, som jeg aldrig har været før. Så i lang tid fløj jeg ikke. Det var en begrænsning, som jeg havde lyst til at komme ud af, så jeg har trænet og samtalet mig ud af det – haft hovedet under vand og gnedet på en sten for at prøve at få det til at gå væk. Når jeg skal på rejse i dag, er der nogle foranstaltninger, jeg må tage som f.eks., at jeg skal have en særlig sten med – og så har jeg hørebøffer og musik med. Min favoritrejsepartner ... Man kan godt rejse med nogen, som er eventyrlystne ud over ens egne grænser, eller der er for passive i forhold til ens eget temperament. Men min kæreste og jeg passer utroligt godt sammen. Der skal eventyr til, men der skal også pauser til at fordøje, og så er det vigtigt ikke at skulle nå det hele eller ville for meget. Der skal også være tid til ingenting eller til at dvæle ved noget. Nogle gange kan man godt føle, at nu er man der endelig, så nu skal man ... men vi meget gode til at sige, at man jo ikke skal noget.
LÆS ARTIKELKrimiforfatters rejseminder: »Jeg er skidebange for at flyve«Min seneste rejse ... var Paris i foråret. Det er meget inspirerende for mig rent madmæssigt, for de har en forståelse for, at betjening og værtskab er en kunstart, og tager det meget alvorligt. Det er inspirerende, for det er det, jeg har lyst til at gøre mig umage med i mit arbejdsliv. Og så er der mange gode spisesteder som La Regalade, hvor jeg spiste hane med aspargesost og fik mit livs souffle. Mit bedste feriemåltid ... I 1999 sad jeg i min gode ven Pauls cafe i Nyboder og læste en artikel om El Bulli. Paul læste filosofi, og jeg var madmenneske, og vi tændte begge to på, hvor fuldstændigt absurd det, de havde spist på det her sted, var, så vi måtte af sted. Han tog i forvejen med sin kæreste, og jeg fløj ned og blev hentet af dem. »Mette, vi har oplevet de mest fantastiske spisesteder. Du må bare se det her sted«, sagde de, og så kørte vi 300 km uden for Barcelona. Vi kommer op til en barakbygning med kæmpestor tagterrasse med udsigt over havet, hvor et fyrtårn kaster sin blinkende lys i nærheden. Indenfor er der langborde, lysstofrør i loftet og mama, der går rundt og råber og skriger. Der sidder en tysk børnefamilie med 18 børn, et nyforelsket amerikansk par og så vores selskab på fire.
