Ferieparadis. Danskerne elsker Thailands strande, mad, atmosfære, befolkning og billige prisniveau.
Foto: Fototrav/iStockphoto.com/Fototrav/iStockphoto.com

Ferieparadis. Danskerne elsker Thailands strande, mad, atmosfære, befolkning og billige prisniveau.

Sol og strand

Thailand risikerer at drukne i sin egen popularitet

Det asiatiske land oplever i år et turistboom med 25 procent flere turister end i 2010.

Sol og strand

Lange, hvide sandstrande, klart vand på 27 grader, imødekommende folk og skøn mad. Det er blot et udpluk af grunde til, at Thailand er lige netop den plet på verdenskortet, som mange turister vælger at rejse til på ferie.

Og i år ser det ud til at endnu flere vil vælge lige netop det asiatiske land. Landet har i første halvdel af året nemlig taget imod et overraskende stort antal besøgende.

I årets første syv måneder har turisttilstrømningen til Thailand ligget 25 procent højere end samme periode sidste år. Thailands Ministerium for Turisme og Sport oplyser, at tallet i 2010 var på 8,8 millioner, mens det i år var på ikke mindre end 11 millioner. Det skriver Bangkok Post.

Oversvømmelser og skrantende økonomi

Hvis landets politiske situation forbliver stabil, forventer det thailandske Finansministerium, at 19,5 milioner i år vil besøge Thailand, og det er tre millioner flere end målsætningen.

Stigningen af antallet af besøgende sker på trods af, at landet i marts måned blandt andet var ramt af oversvømmelser flere steder i landet, og USA og Europa lige nu gennemgår en økonomisk recession.

Det er ikke overraskende rejsende fra nærområdet, som trækker besøgstallet op. Der kommer allerflest turister fra Kina - 975.770 kineserne rejste ifølge den thailandske avis til landet sidste år. På andenpladsen kommer Japan med 664.066 besøgende og herefter Korea med 598.672 turister. Fra Europa rejser flest briter (451.537) til det populære land.

Feriefavorit blandt danskere
Også blandt danskerne er Thailand voldsom populær. Ifølge rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk rejser cirka 150.000 danskere årligt til Thailand, og det er næsten en tredobling i forhold til for 10 år siden.

Danskerne har ganske simpelt taget Thailand til deres hjerte, mener salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling:

»Vi har vænnet os til de 12 timers flyvetid, og når vi så ankommer, er vi sikre på godt vejr, vi kan bade i 27 grader varmt vand, og vi kan lide thaierne, der er smilende og sympatiske«.

Han tilføjer, at danskerne også er vilde med det thailandske køkken og priserne, der er lavere end for eksempel de Kanariske Øer, der er en anden feriefavorit blandt danskere. Derudover er der mange muligheder for at få en varieret ferie.

Der findes blandt andet mange pragtfulde øer og nye områder. Thailand rimer med Stig Ellings ord simpelthen på »bountyland«, og hos Star Tour vælter det lige nu ind med bookinger på rejser dertil i vinter.

Pattaya er skrækeksempel
Men medaljen kan også have en bagside, for Thailand kan også drukne i sin egen popularitet og bliver for overrendt. Stig Elling mener, at Thailand skal finde sit naturlige leje for turismen og passe på med at bygge for meget op i turismens navn.

Han mener dog også, myndighederne er klar over, at man skal sprede turismen og peger samtidig på skrækeksemplet:

»Pattaya-området er fuldstændig spoleret. Der er en sexindustri, og vandet er så forurenet, at man ikke kan bade. Det er et skræmmende eksempel på det, der ikke må ske. Og thaierne ved godt, at Pattaya ikke klæder landet.«

Stig Elling tilføjer, at mens den store turistsæson for danskere er i januar og til marts, så rejser størstedelen af japanerne, kineserne og russerne til Thailand i sommermånederne.

Uroligheder skræmmer ikke

Selv om Thailand har været ramt af uroligheder - senest sidste forår, hvor Bangkok var præget af store politiske demonstrationer - så afholder det ikke danskerne fra at rejse dertil. Og dog, siger Stig Elling:

»Turismen stopper i den del af landet, som urolighederne er i, som for eksemepel Bangkok. Da holder omkring 90 procent af turisterne sig væk. De vil ikke holde en ferie, hvor de skal gå og være nervøse, de vil være i trygge rammer. Men den sydlige del, som mange rejser til, har ikke været berørt af uroligheder. Der er ingen ballade, og folk ved godt, at det er isoleret til Bangkok, og derfor så vi ingen nedgang i salget til de steder«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce