Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

NATIONALFØLELSE. I Hviderusland bliver man irettesat, hvis ikke man kalder landet Belarus.
Foto: Jens Malling/Jens Malling

NATIONALFØLELSE. I Hviderusland bliver man irettesat, hvis ikke man kalder landet Belarus.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Blinkende kasinoer møder det gamle Sovjet

Modsætninger kolliderer i Hvideruslands hovedstad. Tag med bag facaden i Minsk.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På dramatisk vis kolliderer kontraster i Minsk. Mellem bastant sovjetbyggeri slynges nationalistiske sloganer ud i gaderne, mens kuglen danser hen over rouletten i kasinoerne. Et sted kigger Lenin ned fra sin buste. Gad vide, hvad han tænker derinde i sit metalhoved. Han havde nok ikke forestillet sig Minsk se sådan ud i 2010, hvor nationalisme og hasard er lige så selvfølgeligt som alle de røde stjerner, alle hamrene og alle seglene, som byen stadig er spækket med. Modsætninger florerer i væsentlig større omfang end på den sovjetiske leders tid.

LÆS ARTIKEL Således bekendtgør nogle af landets unge sportsstjerner og musikidoler fra kæmpe billboards i de rød-grønne nationalfarver, at ’Vi er hviderussere’. Kampagnen er sponsoreret af præsident Aleksandr Lukasjenkos styre, der ihærdigt prøver at skabe en særegen hviderussisk nationalidentitet for et folk, der før Sovjets kollaps aldrig havde kendt til selvstændighed. Kommer man til at kalde landet Hviderusland, bliver man af de fleste indfødte høfligt irettesat. De insisterer på, at det hedder Belarus. Det udtrykker uafhængigheden fra Rusland bedre, mener man her.

LÆS ARTIKEL

Hvad man heller ikke kan undgå at lægge mærke til efter bare kort tid i byen, er de mange kasinoer. Deres facader blinker og funkler. Strammere spillelovgivning i både Ukraine og Rusland indført sidste år på grund af kriminelle organisationers hvidvaskning af penge har gjort Minsk til et hasardeldorado og enhver oligarks hedeste fantasi om et postkommunistisk Las Vegas til virkelighed. Fra de tidligere sovjetrepublikker strømmer de til for at hygge sig ved rouletten og tage videre på byens eksklusive natklubber, hvor den søde Krimsekt bobler i glassene.

Lov og orden
Modsætningen mellem de løsslupne tilstande for de superrige i kasinoerne og de mildt sagt mere ordnede forhold udenfor er slående. Her opretholdes lov og orden af diktaturets repræsentanter i form af politi og soldater. De patruljerer flittigt, ligesom horder af orangeklædte offentligt ansatte udbedrer vejene, holder gaderne rene og passer de mange parker med omhu. Det gør de til en månedsløn, der ikke levner plads i budgettet til skruppelløs gambling.

Skal man dømme ud fra gadebilledet, har Lukasjenko altså styr på det. Lidt for godt styr ifølge EU, der har givet den hviderussiske præsident indrejseforbud på grund af hans forkærlighed for at udøve magten alene og lade politiske modstandere forsvinde.

GUIDE

Endnu et modsætningsforhold træder tydeligt frem i Minsk, nemlig kontrasten mellem på den ene side den virkeligt passerede, ofte grufulde fortid og på den anden side potentialet for og håbet om en bedre fremtid.

Byens ældre generation kan se tilbage på hændelser i det 20. århundrede, der var frygtelige og tragiske. Når de unge drømmer, er det om større frihed og flere muligheder.

LÆS ARTIKEL

På bekostning af fremtiden synes fortiden at fylde mest. Den drejer sig egentlig udelukkende om Anden Verdenskrig eller Den Store Fædrelandskrig, som den hedder på russisk. Katastrofens vigtighed for befolkningens selvforståelse illustreres af kæmpemonumenter overalt i byen. Med vanlig sovjetisk patos fik Minsk tilmed den officielle titel ’helteby’ på grund af indbyggernes indædte kamp mod nazisterne.

Fra flere hustage og med kæmpestore kyrilliske bogstaver står der ’Gorod Geroij’, som betyder netop det: Heltebyen. I kraft af Sovjetunionens status som Hitlers yndlingshadeobjekt viste Anden Verdenskrig her sit mest modbydelige ansigt. Den kostede en fjerdedel af alle hviderussere livet og jævnede bogstaveligt talt Minsk med jorden.

13 overlevede nazisterne

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Især gik det hårdt ud over byens store jødiske mindretal. I bydelen Rakauskoye blev en af de største og værste ghettoer oprettet. Her levede 100.000 mennesker i en hverdag præget af sult, kulde, tvangsarbejde og sporadiske dødsaktioner. Den 21. oktober 1943 rykkede nazisterne ind i ghettoen en sidste gang for at udrydde de sidste par tusind, der havde klaret den indtil da. 13 overlevede. Det er med andre ord forståeligt, at hviderusserne mindes fordrivelsen af nazisterne med ærefrygt. Men det er, som om den unge generation med dens drømme og forhåbninger for fremtiden står i skyggen af de skæbnesvangre historiske begivenheder og den megen fokus på fortiden.

LÆS ARTIKEL

At Anden Verdenskrig skulle have været en kamp mellem det gode og det onde, synes i endnu højere grad end i Vesten stadig at være en systembevarende mytologi, en særlig mentalitet eller tankesæt, der i værste fald kan være med til at forsinke indfrielsen af ungdommens drømme om ændringer og bedre levevilkår. Repræsentanter for netop den yngre generation sidder bænket omkring tætstående borde på en lille bar i udkanten af byen.

Studerende, musikinteresserede og andre forbipasserende med lyst til at socialisere drikker øl og vodka til deres ’draniki’, som er en slags kartoffelpandekager. Stumper af livlige samtaler blander sig med hinanden i det overfyldte rum, inden aftnens koncert går i gang.

LÆS ARTIKEL

Det lokale band, der går på, nyder efter klapsalverne og tilråbene at dømme stor popularitet. Stemningen når højdepunktet under koncertens sidste nummer, der er en coverudgave af den samfundskritiske 90’er sang ’Zombie’, oprindeligt af Cranberries. På en bund af det kendte, tunge guitarriff skiftes de to forsangere til at gentage omkvædets linjer igen og igen og trækker denne udvidede version helt ud. Foran scenen danser det unge publikum opslugt. Voldsomt energisk synger alle passioneret med på strofen »what’s in your head?«.

Måske viser fremtiden et alternativ til oligarkernes kasinokapitalisme, den spirende nationalisme og den præsente sovjetiske fortid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ARTIKEL

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden