NATIONALFØLELSE. I Hviderusland bliver man irettesat, hvis ikke man kalder landet Belarus.
Foto: Jens Malling/Jens Malling

NATIONALFØLELSE. I Hviderusland bliver man irettesat, hvis ikke man kalder landet Belarus.

Storby og kultur

Blinkende kasinoer møder det gamle Sovjet

Modsætninger kolliderer i Hvideruslands hovedstad. Tag med bag facaden i Minsk.

Storby og kultur

På dramatisk vis kolliderer kontraster i Minsk. Mellem bastant sovjetbyggeri slynges nationalistiske sloganer ud i gaderne, mens kuglen danser hen over rouletten i kasinoerne. Et sted kigger Lenin ned fra sin buste. Gad vide, hvad han tænker derinde i sit metalhoved. Han havde nok ikke forestillet sig Minsk se sådan ud i 2010, hvor nationalisme og hasard er lige så selvfølgeligt som alle de røde stjerner, alle hamrene og alle seglene, som byen stadig er spækket med. Modsætninger florerer i væsentlig større omfang end på den sovjetiske leders tid.

LÆS ARTIKEL Således bekendtgør nogle af landets unge sportsstjerner og musikidoler fra kæmpe billboards i de rød-grønne nationalfarver, at ’Vi er hviderussere’. Kampagnen er sponsoreret af præsident Aleksandr Lukasjenkos styre, der ihærdigt prøver at skabe en særegen hviderussisk nationalidentitet for et folk, der før Sovjets kollaps aldrig havde kendt til selvstændighed. Kommer man til at kalde landet Hviderusland, bliver man af de fleste indfødte høfligt irettesat. De insisterer på, at det hedder Belarus. Det udtrykker uafhængigheden fra Rusland bedre, mener man her.

LÆS ARTIKEL

Hvad man heller ikke kan undgå at lægge mærke til efter bare kort tid i byen, er de mange kasinoer. Deres facader blinker og funkler. Strammere spillelovgivning i både Ukraine og Rusland indført sidste år på grund af kriminelle organisationers hvidvaskning af penge har gjort Minsk til et hasardeldorado og enhver oligarks hedeste fantasi om et postkommunistisk Las Vegas til virkelighed. Fra de tidligere sovjetrepublikker strømmer de til for at hygge sig ved rouletten og tage videre på byens eksklusive natklubber, hvor den søde Krimsekt bobler i glassene.

Lov og orden
Modsætningen mellem de løsslupne tilstande for de superrige i kasinoerne og de mildt sagt mere ordnede forhold udenfor er slående. Her opretholdes lov og orden af diktaturets repræsentanter i form af politi og soldater. De patruljerer flittigt, ligesom horder af orangeklædte offentligt ansatte udbedrer vejene, holder gaderne rene og passer de mange parker med omhu. Det gør de til en månedsløn, der ikke levner plads i budgettet til skruppelløs gambling.

Skal man dømme ud fra gadebilledet, har Lukasjenko altså styr på det. Lidt for godt styr ifølge EU, der har givet den hviderussiske præsident indrejseforbud på grund af hans forkærlighed for at udøve magten alene og lade politiske modstandere forsvinde.

GUIDE

Endnu et modsætningsforhold træder tydeligt frem i Minsk, nemlig kontrasten mellem på den ene side den virkeligt passerede, ofte grufulde fortid og på den anden side potentialet for og håbet om en bedre fremtid.

Byens ældre generation kan se tilbage på hændelser i det 20. århundrede, der var frygtelige og tragiske. Når de unge drømmer, er det om større frihed og flere muligheder.

LÆS ARTIKEL

På bekostning af fremtiden synes fortiden at fylde mest. Den drejer sig egentlig udelukkende om Anden Verdenskrig eller Den Store Fædrelandskrig, som den hedder på russisk. Katastrofens vigtighed for befolkningens selvforståelse illustreres af kæmpemonumenter overalt i byen. Med vanlig sovjetisk patos fik Minsk tilmed den officielle titel ’helteby’ på grund af indbyggernes indædte kamp mod nazisterne.

Fra flere hustage og med kæmpestore kyrilliske bogstaver står der ’Gorod Geroij’, som betyder netop det: Heltebyen. I kraft af Sovjetunionens status som Hitlers yndlingshadeobjekt viste Anden Verdenskrig her sit mest modbydelige ansigt. Den kostede en fjerdedel af alle hviderussere livet og jævnede bogstaveligt talt Minsk med jorden.

13 overlevede nazisterne

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Især gik det hårdt ud over byens store jødiske mindretal. I bydelen Rakauskoye blev en af de største og værste ghettoer oprettet. Her levede 100.000 mennesker i en hverdag præget af sult, kulde, tvangsarbejde og sporadiske dødsaktioner. Den 21. oktober 1943 rykkede nazisterne ind i ghettoen en sidste gang for at udrydde de sidste par tusind, der havde klaret den indtil da. 13 overlevede. Det er med andre ord forståeligt, at hviderusserne mindes fordrivelsen af nazisterne med ærefrygt. Men det er, som om den unge generation med dens drømme og forhåbninger for fremtiden står i skyggen af de skæbnesvangre historiske begivenheder og den megen fokus på fortiden.

LÆS ARTIKEL

At Anden Verdenskrig skulle have været en kamp mellem det gode og det onde, synes i endnu højere grad end i Vesten stadig at være en systembevarende mytologi, en særlig mentalitet eller tankesæt, der i værste fald kan være med til at forsinke indfrielsen af ungdommens drømme om ændringer og bedre levevilkår. Repræsentanter for netop den yngre generation sidder bænket omkring tætstående borde på en lille bar i udkanten af byen.

Studerende, musikinteresserede og andre forbipasserende med lyst til at socialisere drikker øl og vodka til deres ’draniki’, som er en slags kartoffelpandekager. Stumper af livlige samtaler blander sig med hinanden i det overfyldte rum, inden aftnens koncert går i gang.

LÆS ARTIKEL

Det lokale band, der går på, nyder efter klapsalverne og tilråbene at dømme stor popularitet. Stemningen når højdepunktet under koncertens sidste nummer, der er en coverudgave af den samfundskritiske 90’er sang ’Zombie’, oprindeligt af Cranberries. På en bund af det kendte, tunge guitarriff skiftes de to forsangere til at gentage omkvædets linjer igen og igen og trækker denne udvidede version helt ud. Foran scenen danser det unge publikum opslugt. Voldsomt energisk synger alle passioneret med på strofen »what’s in your head?«.

Måske viser fremtiden et alternativ til oligarkernes kasinokapitalisme, den spirende nationalisme og den præsente sovjetiske fortid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce