På dramatisk vis kolliderer kontraster i Minsk. Mellem bastant sovjetbyggeri slynges nationalistiske sloganer ud i gaderne, mens kuglen danser hen over rouletten i kasinoerne. Et sted kigger Lenin ned fra sin buste. Gad vide, hvad han tænker derinde i sit metalhoved. Han havde nok ikke forestillet sig Minsk se sådan ud i 2010, hvor nationalisme og hasard er lige så selvfølgeligt som alle de røde stjerner, alle hamrene og alle seglene, som byen stadig er spækket med. Modsætninger florerer i væsentlig større omfang end på den sovjetiske leders tid.
LÆS ARTIKEL Ferieforsikring rager danskerne en høstblomst
Således bekendtgør nogle af landets unge sportsstjerner og musikidoler fra kæmpe billboards i de rød-grønne nationalfarver, at ’Vi er hviderussere’. Kampagnen er sponsoreret af præsident Aleksandr Lukasjenkos styre, der ihærdigt prøver at skabe en særegen hviderussisk nationalidentitet for et folk, der før Sovjets kollaps aldrig havde kendt til selvstændighed. Kommer man til at kalde landet Hviderusland, bliver man af de fleste indfødte høfligt irettesat. De insisterer på, at det hedder Belarus. Det udtrykker uafhængigheden fra Rusland bedre, mener man her.
LÆS ARTIKELHer er verdens 25 nye vidundere Hvad man heller ikke kan undgå at lægge mærke til efter bare kort tid i byen, er de mange kasinoer. Deres facader blinker og funkler. Strammere spillelovgivning i både Ukraine og Rusland indført sidste år på grund af kriminelle organisationers hvidvaskning af penge har gjort Minsk til et hasardeldorado og enhver oligarks hedeste fantasi om et postkommunistisk Las Vegas til virkelighed. Fra de tidligere sovjetrepublikker strømmer de til for at hygge sig ved rouletten og tage videre på byens eksklusive natklubber, hvor den søde Krimsekt bobler i glassene.
