Allerede på gaden opdager vi en af de væsentligste grunde til, at de to skæve tårne i Bologna langt fra er så berømte som deres fætter i Pisa: Det er svært at tage et flot billede af dem. Det handler ikke kun om, at de ikke er så fotogene som det perfekt runde og marmorhvide eksemplar i Pisa. Det er mere det der med, at du godt kan glemme alt om at tage det klassiske jeg holder tårnet så det ikke falder-foto, som man kan klovne med på den store åbne plads i Pisa. De to skæve tårne i Bologna står midt i byen, klemt inde mellem bygninger, med sporvognsledninger i vejen for linsen og et størrelsesforhold og en hældning, der enten bliver helt fortegnet - eller det modsatte, så man dårligt kan se, at de er skæve.

Læserne: Her får du den bedste is i Italien En anden god grund til at Bologna-tårnene har langt fra så mange besøgende kunne være opstigningen til det højeste af dem, Asinelli - der godt kan lede tankerne hen på det modsatte: en nedstigning til helvede. Den berømte italienske digter Dante nævnte faktisk Bologna-tårnene i ’Inferno’, og man skal hverken lide af klaustrofobi eller højdeskræk, hvis man vil op i dem uden mere heftig hjertebanken, end de 500 trin burde give. Allerede ved indgangen til Asinelli er der meget smalt, og trapperne er langt vanskeligere at forcere end den brede, Rundetårns-lignende opstigning i Pisa. Nogle steder hælder trappen faretruende til venstre - ind mod det svimlende hul i tårnets midte - og det bliver ikke bedre af, at der kommer heftig blæst igennem nogle af skudhullerne, som om nogen eller noget vil puste dig ned i afgrunden. Man kan heller ikke lade være med at tænke over, at tårnet har stået her i næsten 1.000 år, og så gode ingeniører var de vel heller ikke dengang? På den anden side var de gode nok til at bygge en fodgængerbro af træ, der forbandt de to tårne i 30 meters højde - indtil 1398, da den meget apropos forsvandt i et inferno af ild.