0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danskerne rejser til Østeuropa som aldrig før

Prisniveau og gode kulturoplevelser er blandt forklaringerne på stigning i rejser.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
CZAREK SOKOLOWSKI/AP
Foto: CZAREK SOKOLOWSKI/AP

Rejsemål. Polen er et af de østeuropæiske lande, som et stigende antal danskere har besøgt - 120.000 i 2013. Det er dobbelt så mange som tre år tidligere.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Spaophold i Polen, øhop i Kroatien eller kulturferie i Tjekkiet.

Et stigende antal danskere vælger at rejse mod øst på ferie, viser tal fra Danmarks Rejsebureau Forening (DRF). For eksempel er 20 procent flere danskere rejst til middelhavslandet Kroatien i 2013 sammenlignet med 2009, mens tallet i samme periode for danske besøg i Letland er 115 procent.

Ud af 12 østlande, som DRF har danske tal på, er antallet af fritidsrejsende på 4 år steget i 10 af landene, viser opgørelsen. Kun Bulgarien og Estland er gået tilbage (med henholdsvis 22 og 1 procent).

Dog er nogle lande gået frem på et lille grundlag. Antallet af danskere, der har besøgt Albanien i 2013, er for eksempel steget med 214 procent sammenlignet med 2009, men er gået fra kun at have haft besøg af 2.000 danskere til knap 6.400 danskere i 2013.

Administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening Lars Thykier mener, at der er to hovedårsager til, at langt flere danskere i dag rejser til Østeuropa.

»Pris og produkt. Prisen er meget attraktiv, og produktet er mindst lige så godt. For eksempel ligger Albanien og Kroatien ved Middelhavet ligesom en række populære vesteuropæiske ferielande, og maden i især Kroatien er god. Mange har også glemt, at et land som Polen har en række store skiområder østpå. Landet er meget mere end Warszawa og Krakow, og mange oplevelser er på højde med traditionelle vesteuropæiske lande«, siger Lars Thykier.

Danskerne ændrer ikke bare sådan vaner

Når det er sagt, erkender Lars Thykier, at det tager lang tid at ændre danskernes rejsemønster. Spanien tager stadig imod cirka 10 gange flere danskere end Polen.

»Det er mange år siden, Muren faldt, men mange fokuserer stadig på det gamle Vesteuropa«.

Ud af de 12 lande er Polen det land, som flest har besøgt i 2013, tæt fulgt af Tjekkiet. 120.000 danskere rejste til Polen i 2013, og det er en stigning på 50 procent i forhold til 2010 (DRF har ikke tal fra 2009). Den positive tendens er der ifølge direktør for Polens turistorganisation i Norden Malgorzata Hudyma flere grunde til.

Hun har observeret en trend, hvor flere nordiske rejsende vælger at rejse i kortere tid, og hvor de vælger billigere rejsemål i deres sommer- og vinterferier. Det giver både tid og flere penge til at tage kortere ture til lande som Polen, der ligger tæt på Danmark, og som man sagtens kan besøge på en weekend.

»Den økonomiske situation de senere år er også grunden til, at folk fra Norden ser mere efter value for money. Og Polen er et godt eksempel på netop det«, lyder det fra Malgorzata Hudyma.

Mange nye flyruter

Turistchefen tilføjer, at europamesterskaberne i fodbold i 2012, der blev afholdt af Polen og Ukraine, gav landet omtale og trak flere til. Ikke mindst har antallet af direkte flyruter til landet en direkte afsmitning på antallet af besøgende.

»I de sidste 5 år har vi haft en stigning i antallet af flyruter mellem Danmark og Polen, ikke bare fra København, men også fra forskellige lufthavne i Jylland. En ny direkte rute giver udslag i turiststatistikkerne med det samme«, siger den polske turistchef.

Et af de flyselskaber, som sender danskere med direkte fly til Polen og andre østeuropæiske lande, er Norwegian. Man kan flyve direkte fra København og til polske Krakow, Riga i Letland, den populære tjekkiske storby Prag og Budapest i Ungarn.

Efterspørgslen er stor på de ruter, siger Daniel Kirchhoff, kommunikationsrådgiver i det norske lavprisselskab.

»Ser vi bare på de seneste måneder, har vi oplevet en stigning på næsten 10 procent i antallet af passagerer på disse ruter. Byerne er blevet rigtig populære rejsemål«.

Ikke alle destinationer er helt gearet til turister

Populariteten tilskriver han prisniveauet samt mange gode kulturelle oplevelser.

Og modsat Solkysten i Spanien, der er voldsomt overrendt af turister, er der længere mellem de besøgende østpå, siger Lars Thykier fra DRF.

Men færre turister betyder også, at det ikke er alle lande, der endnu helt har udviklet, hvad Lars Thykier beskriver som et godt »turistprodukt« – for eksempel god infrastruktur med ordentlige veje samt gode hoteller i turistområderne.

»Det tager lidt længere tid for et land som Albanien. Men lande som Kroatien og Polen er efter min mening fuldt på højde med Spanien, Italien og Frankrig«, siger Lars Thykier.