Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Reportage fra Tjernobyl: Ivan og Maria bor ved reaktor 4

Da atomkraftværket eksploderede i Tjernobyl blev indbyggerne evakueret. Nogle få er vendt hjem og får nu besøg af turister.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ivan Ivanovych Semenuik har ikke bare jord under neglene, men også imellem sit ansigts furer.

Han rækker mig et glas hjemmelavet ahornsaft. Men hvor er vandet fra? Og hvad med træet, det er tappet fra? Er det giftigt?

Jeg havde aldrig troet, jeg ville være bange for at drikke ahornsaft, men det er jeg nu.

Ivan og hans kone Maria Kindrativna Semenuik, der er klædt i gummistøvler og farvet tørklæde, opbevarer den klare væske i en gennemsigtig 10-liters vanddunk. Vi sidder i deres køkken, et under 15 kvadratmeter stort rum med hvide og lyseblå vægge, præcis som i resten af byens huse. Inden jeg er kommet herind, har jeg underskrevet en erklæring om ikke at drikke vand fra området. Men jeg er gæst i deres hjem, så jeg drikker den sødlige saft alligevel.

Sagen er, at Ivan og Maria bor i landsbyen Paryshyv tæt ved Tjernobyls atomreaktor 4, der eksploderede i 1986 og spredte enorme mængder af radioaktive partikler. I en radius af 30 kilometer har myndighederne lavet en sikkerhedszone, hvor det er ulovligt at opholde sig uden tilladelse. Alligevel bor Ivan, Maria og 200 andre mennesker her. De trodser loven, strålingsfare og ensomhed. Hvorfor?

Tomme Tjernobyl

Jeg er blevet introduceret for Ivan og Maria af guiden, Yevgen Goncharenko. Han er egentlig elektroingeniør, men forlod sit programmørjob til fordel for en verden med færre mennesker. I 13 år har han vist turister rundt i de forladte landskaber omkring Tjernobyl.

»Det lyder underligt, men jeg kan lide det her sted. Her er stille, fredfyldt, rart«, siger han. I dag er det min tur til at komme med på rundturen.

Sikkerhedszonen omkring Tjernobyl har en særlig tiltrækningskraft – ikke bare på mig, men på turister i det hele taget. I 2010 meldte Ukraine officielt ud, at turister er velkomne i Tjernobyl, og at området kan blive en reel indtægtskilde som en destination for ekstrem turisme. Der er svært at finde tal på antallet af turister i Tjernobyl, men der kommer flere og flere, fortæller Yevgen mig. Omkring 2-3 grupper om dagen. Det lyder som mange i et område, der ikke har andet end en forlist atomkraftdrevet utopiverden at byde på.

Foto: Troels Kølln

Den største attraktion – hvis man kan bruge det ord om en af nyere tids største katastrofeområder – er byen Prypiat, kun få kilometer fra Ivan og Marias hjem. Det er også her, jeg først indser, hvor isolerede Ivan og Maria er. I dag er byen fuldstændig forladt.

Forladt af mennesker, i hvert fald. For mellem boligbyggerierne kan jeg se spor fra elge og dådyr. Radioaktiviteten har fortrængt mennesket, og det har givet plads til et dyreliv i topform – det viser sig i form af vilde heste, ulve, losser, elge, vildsvin og en myriade af fugle. Naturen trænger sig på i Prypiat. Byens parker er blevet til store skove, og selv inden i bygningerne er enkelte træer begyndt at vokse op, mens tapetet falder af i store, boblende stykker.

Foto: Troels Kølln

Prypiat blev bygget i ét hug for at huse atomkraftværkets arbejdere og deres familier. Da reaktoren eksploderede, boede her næsten 50.000 mennesker, og byen var en af de mest velfungerende i Sovjetunionen. Prypiat havde 20 skoler og 10 sportshaller; der var hospital og svømmehal og sportsanlæg; der var biograf, teater, og pariserhjul; der var en fabrik, som officielt producerede plasticomslag til kassettebånd, men i virkeligheden udviklede hemmelig militærelektronik. Og der var, vigtigst af alt, varer på butikkernes hylder.

»I USSR handlede det ikke om at have penge, for alle havde penge. Det, vi ikke havde, var noget at bruge dem på. Men i Prypiat var hylderne fyldte; der var noget at købe«, siger Yevgen, mens han viser rundt i et gammelt supermarked.

Prypiat var produktet af en tro på, at det perfekte samfund kunne skabes gennem perfekt planlægning. I dag er den beviset på, at det bare var en tro. Der er nu kun tre menneskeskabte aktiviteter tilbage i Prypiat: En vandpumpe, et vaskeri til opryddernes sikkerhedsdragter og en vaskestation til de lastbiler, der fragter radioaktivt affald. Alt anden aktivitet hører fortiden eller naturen til.

Som de altid har gjort

Engang fik Ivan og Maria besøg af en gruppe amerikanske turister, der afbrød dem i at grave kartofler op. Turisterne spurgte, om de måtte være med til havearbejdet. Ivan syntes, det var underligt, men det var de velkomne til. Amerikanerne gav op inden for fem minutter. Det var for hårdt for armene, sagde de.

Ivan griner, da han fortæller pointen. Han er nær ved at falde ned ad skamlen, han sidder på, men genfinder balancen. Han griber om sin overarm med tommel- og pegefinger og klukker igen. Svæklinge.

Foto: Troels Kølln

For Ivan og Maria er det ikke noget særligt at bo alene. De gør, som de altid har gjort – sørger for sig selv. I haven dyrker de gulerødder, kartofler og majs; i skoven plukker de svampe og bær; i floden fanger de fisk. Om vinteren fælder Ivan træer, som han saver til mindre stykker, som han kløver, så de kan bruges kakkelovnen. Ivan og Maria er 75 og 76 år gamle.

Men selv om det er, hvad de altid har gjort, er der forskel på før og nu. Forskellen er usynlig og kan ikke umiddelbart mærkes, men den er der. Forskellen er radioaktiv stråling.

Den største kilde til stråling i sikkerhedszonen omkring Tjernobyl er isotopen cæsium-137 – en variant af grundstoffet cæsium, der ikke fandtes i naturen, før det blev skabt i produktionen af atomkraft. Cæsium-137 har en halveringstid på 30 år, og som tommelfingerregel skal man gange halveringstiden med 10 for at finde ud af, hvornår det igen er sikkert at spise afgrøder fra bestrålet land, forklarer Yevgen mig. For cæsium-137 giver regnestykket 300 år. Der er gået 28.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: Troels Kølln

For mig og andre turister er strålingen ikke noget problem. Så længe jeg undgår de værst bestrålede områder (eksempelvis »Midlertidig Opbevaring af Atomaffald – Rød Skov«, hvor træerne er sorte, som var de blevet ramt af lyn), bliver jeg ikke udsat for mere stråling, end jeg fik på flyveturen herned. Det bliver først farligt, hvis jeg indtager radioaktive stoffer, der så bliver optaget i kroppen. Det er derfor, jeg skulle skrive under på ikke at drikke vand fra sikkerhedszonen, før jeg blev lukket ind.

Problemet er, at det radioaktive nedfald, der blev spredt med vinden, da reaktoren eksploderede, kun langsomt synker ned i jorden. Det betyder, at for eksempel planter vil blive ved med at optage radioaktive stoffer i årevis. Og der er masser at tage af. Eksplosionen i Tjernobyl udløste over 100 gange så meget stråling som de to atombomber, USA kastede over Nagasaki og Hiroshima.

»Vi har cæsium-137, vi har strontium-90, vi har plutonium-239«, siger Yevgen, »vi har det hele. Plutonium-239 har en halveringstid på 42.000 år, så vi skal vente en lille halv million år, før her er rent igen. I mine øjne vil området her for altid være forladt«.

»Vi er ikke bange for at få stråling«, siger Ivan så højt, at han næsten råber, som om han lige vil gøre opmærksom på, at der ikke er helt forladt endnu, for de er der stadig.

Men der bliver færre som Ivan og Maria. Dengang de flyttede tilbage i 1988 efter at have været evakueret i to år, gjorde 2.000 andre det samme. I dag er der kun 200 tilbage. Resten er døde eller har givet op; Ivan og Maria har selv kun én nabo i hele byen. Gennemsnitsalderen i sikkerhedszonen er et godt stykke over 70, hvis man ser bort fra de 5.000 arbejdere, der stadig pendler dertil for at rydde op og holde atomaffaldet indkapslet.

Foto: Troels Kølln

Ivan og Maria ser det ikke som et valg. Det er her, de er født, så det er her, de hører til. De kan ikke leve andre steder, fortæller de mig.

»Vi havde det meget værre, da vi var evakueret og skulle bo et fremmed sted. Vi blev vi syge, og vi fik det først godt igen, da vi flyttede hjem igen«, siger Ivan.

På gulvet ved siden af ham står en næsten tom flaske vodka. Efter ulykken doserede de sovjetiske læger vodka som medicin til likvidatorerne, som arbejderne, der ryddede op efter ulykken, bliver kaldt. Vodkaen rensede de indre organer for radioaktivitet, lød det, og det var ikke unormalt at drikke en flaske om dagen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det er grunden til, at der står flere tomme flasker rundt omkring i rummet.

De hørte det to dage efter

De hørte om ulykken to dage efter. Det var ikke en officiel udmelding – »intet vigtigt var officielt i Sovjettiden«, siger Ivan – men alle vidste, at noget var galt. 3. maj, seks dage efter ulykken, blev de evakueret til en lille by tæt ved Kiev.

Her boede de to år, indtil de besluttede sig for at flytte tilbage. Og selv om området var evakueret, var der masser at lave. De næste 15 år arbejdede Ivan som en af de mange likvidatorer, der blev sat til at rydde op efter eksplosionen; arbejde, der inkluderede at skovle radioaktivt affald ned fra taget af reaktoren. Han arbejdede også på den kvægfarm, hvor man eksperimenterede med køer, for at se, hvordan de ville reagere på høje mængder stråling. Også Maria fandt arbejde, i kantinen og som maler.

I dag lever Ivan og Maria af deres pension, som giver dem nok til at betale elregningen, deres mobiltelefoner (som de bruger til at ringe til deres tre børn, der bor i Kiev), og hvad der ellers er af udgifter. Og selv om det ikke var sådan, Ivan og Maria forestillede sig deres alderdom, vil de hellere bo alene end flytte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er et underligt liv, vi har, men det er ikke dårligt. Og vi er ikke vrede over ulykken. Den slags kan ske, og staten kan ikke forudsige alt«, siger Ivan til mig.

Over ham hænger et indrammet billede af Jomfru Maria med Jesusbarnet i sine arme. »Her tror alle på Gud«, forklarer Yevgen.

Ivan og Maria tror tydeligvis stadig på det gode. Der er kun én ting, de ikke kan give slip på.

»Det var forkert, at de evakuerede os«, siger Ivan.

»De fjernede os fra vores hjem, når der slet ikke var grund til det. Det er den rigtige forbrydelse«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden