»The only way ... is up«, lyder det forpustet fra en ung walisisk mand, der fejrer de netop overståede to timers bjergbestigning med en personlig fortolkning af Otis Clays 1980’er hit.
Vi står på toppen af Mount Ngauruhoe, en af New Zealands mest aktive vulkaner og måske bedre kendt som Mount Doom fra filmene om Ringenes Herre.
Vulkanen er en af tre vulkaner i Tongariro Nationalpark, der ligger i hjertet af den newzealandske Nordø godt 300 kilometer fra Auckland. Og selv om hverken Frodo, Peter Jackson eller resten af filmholdet er til at finde på toppen af Mount Ngauruhoe, så leverer vulkanen en cinematisk udsigt, der bestemt er det store lærred værdigt.
Mod vest spreder newzealandsk bush, bakker og søer sig som en mørkegrøn dyne over landskabet, og kniber man øjnene sammen, kan man se helt til Nordøens vestkyst, hvor Mount Taranaki tårner 2.587 meter op og bryder det bølgede landskab.
Her er verdens 10 mest fantastiske vandreruterDrejer man sin trætte og svedige krop 180 grader, folder et goldt og måneagtigt landskab sig ud for fødderne af en, hvor dybe kratersøer og sorte lavasten står i stærk kontrast til den blå himmel og den hvide dyne af skyer, der deler Tongariro Nationalpark i to.
Nu forstår man, hvorfor Lonely Planet vurderer Tongariro Crossing til at være en af verdens bedste endags vandreture, og hvorfor Tongariro Nationalpark er på Unesco’s Verdensarvliste.
»Jeg skal da op og smadre ringen«
To timer tidligere står vi ligesom resten af de besøgende ved Mangatepopo Saddle og overvejer, om vi skal bestige Mount Ngauruhoe.
Vi har vandret i to timer, siden vi blev smidt af bussen klokken 5.55, og nu står valget mellem at bruge tre ekstra timer på at bestige Mount Ngauruhoe eller at sparre lægge og lår til resten af Tongariro Crossings i alt 19,4 kilometer.
For nogle er det nemmere at træffe den beslutninger end andre.
Hobbitten skal få turister til at strømme til New Zealand»Jeg skal da op og smadre ringen«, lyder det fra en ung schweizisk mand iført et par slidte Converse, blå jeans og en sort hættetrøje med et Metallica-print på ryggen.
Og selv om hans beklædning er okay til en solskinsdag som i dag, anbefaler de newzealandske myndigheder på det kraftigste, at besøgende har tøj på til alt slags vejr. I godt vejr er turen helt fantastisk; i dårligt vejr kan den være livsfarlig. Senest i 2006 døde en 70-årig amerikansk kvinde af ekstrem nedkøling, efter at vejret skiftede i løbet af få minutter, og flere gange om året bliver turister reddet ud af livsfarlige situationer.
To skridt frem – ét tilbage
Gruppen af turister deler sig i to. Dem, der har mod på at bruge tre timer på at bestige Mount Ngauruhoe, og dem, der blot vælger at tage billeder af den.
Som man kommer op ad Mount Ngauruhoe, forsvinder duskene af afblegede græs og den lilla lyng, der ellers har givet det golde landskab lidt liv. Insekter og fugle er også stoppet med at underholde, og nu er her kun lyden af stakåndede turister og vinden.
I horisonten hænger Mosekonens morgenbryg over New Zealands største sø, Lake Taupo, og vidner om, at det stadig er tidlig morgen, mens orange, blå og gule prikker slanger sig op ad vulkanen og giver lidt farve til den grå og stenede bjergside.
Der er lang vej til toppen, og efter 30 minutter er stien ikke længere afmærket. Men da op mod 60.000 ud af de mere end en million turister, der hvert år besøger New Zealand, går Tongariro Crossing, er det nemt at finde en sti, andre gæster har gået til.
Den løse blanding af aske, grus og vulkansk materiale sørger for, at turen op af Mount Ngauruhoe foregår i et meget afslappet tempo. For hvert et skridt man tager, glider man et halvt skridt tilbage, og efter en times reel bjergbestigning er benene ved at være møre.
Afsidesliggende klostre og dybe slugter: Tag på storslået vandringDer mangler 200 meter, før den 2.287 meter høje vulkan er besteget. Det løse vulkanske materiale er blevet erstattet af et mere fast underlag, der nogle steder tvinger os på alle fire.
»Rock!«, bliver der råbt cirka 100 meter længere oppe ad vulkanen.
En lavasten på størrelse med en håndbold kommer susende ned, mens den unge kvinde, der trådte stenen i gang, desperat prøver at få folks opmærksomhed.
Lavastenen har heldigvis ingen intentioner om at brække lemmer på de i forvejen pressede turister, så den tager et skarpt sving til venstre og lander sikkert i det bløde underlag længere nede.
»Umuligt at ødelægge Ringen her«
20 meter fra toppen er de små farverige prikker blevet til mennesker, og de hurtigste af dagens bjergbestigere er så småt begyndt nedstigningen.
Nogle nyder udsigten fra toppen med en bid mad, mens andre inspicerer omgivelserne.
»Frodo kan umuligt have ødelagt ringen her. Der er jo ikke engang lava hernede«, siger en ung mand, mens han kigger noget skeptisk ned i Mount Ngauruhoe og samtidig forsøger at få styr på åndedrættet.
Og han har helt ret. Frodo smed aldrig ringen i Mount Ngauruhoes krater. For selv om Peter Jackson gerne vil have filmet på Mount Ngauruhoe, så nægtede den lokale maoristamme, Ngati Twuharetoa, at lade Peter Jackson filme på vulkanen, da den ifølge stammen er ’tapu’ (hellig).
Peter Jackson filmede derfor kun Mount Ngauruhoe fra afstand, mens de fleste af optagelserne fra Frodos rejse op ad Mount Doom blev filmet på nabovulkanen Mount Ruapehu, den største af de tre vulkaner i nationalparken.
Madpakkerne er så småt pakket væk. Lyden af kameraer, der foreviger øjeblikke, er stoppet. Og de sidste Ringenges Herre-jokes er fyret af. Det er tid til at komme ned fra Mount Ngauruhoe. Og mens det løse vulkanske underlag gjorde turen op langsom og hård, gør det nedstigningen til en leg.
De fleste finder hurtigt en rytme, der tillader dem at glide ned ad Mount Ngauruhoe, som var den en østrigsk eller fransk skiløjpe.
Se den anden side af kloden fra oven»Jeg har aldrig før stået på ski i sneakers. Det var for vildt. Jeg tror desværre, det er gået ud over mine dejlige sko«, siger københavnske Kasper Vigsø Kristensen og kigger på sine Nike Free, der har fået en vulkansk makeover.
»Det var lidt skræmmende at gå ned, men alt i alt en virkelig fed oplevelse. Det er jo ikke hver dag, man får mulighed for at bestige en vulkan«, tilføjer rejsekammeraten Jonas Vagn Jensen, mens han banker de sidste lavasten ud af sine sko.
Den hårdeste del af Tongariro Crossing er overstået, og en dunst af solcreme spreder sig, som de besøgende gør sig klar til næste etape.
Skulle man have glemt, at man befinder sig i en nationalpark med tre aktive vulkaner, har de newzealandske myndigheder gjort det nemt for parkens gæster.
Forskellige steder langs ruten er der sat skilte op, som informerer om dagens udsigt til udbrud: ’Normal aktivitet’, ’Øget aktivitet’ og ’Høj aktivitet – vær venlig at forlade området’.
Ligesom resten af de newzealandske vulkaner er det vulkanske landskab i Tongariro Nationalpark en del af ’Ildringen’. En betegnelse, der bliver brugt for den kæde af vulkaner, som ligger langs de asiatiske og amerikanske stillehavskyster.
Den første vulkanske aktivitet i området startede for godt 260.000 år siden, og de tre vulkaner, Mount Ruapehu, Mount Tongariro og Mount Ngauruhoe, er alle på top 10-listen over mest aktive vulkaner i New Zealand og kan potentielt gå i udbrud når som helst.
Som den mest aktive af de tre går Mount Ngauruhoe i udbrud cirka hvert niende år, men har dog ikke været i udbrud siden 1975. Mount Tongariro gik i udbrud to gange i løbet af 2012 og gav de besøgende en særoplevelse med askeskyer op til seks kilometer høje.
I dag er der, som de fleste andre dage, helt normal aktivitet. Og lyden af en højttalende newzealænder får hurtigt visket katastrofetankerne ud og rettet fokus tilbage på turen.
»Min kone har prøvet at lænke mig fast derhjemme, men hun kan ikke finde én, der er tung nok. Det er anden gang i år, jeg går turen. Den er magisk«, siger en 67-årig newzealandsk mand med et højt grin og sætter kurs mod de røde klippeformateringer forude.
Et åbent sår i landskabet
Efter cirka en times vandren fra foden Mount Ngauruhoe bliver man endnu engang mødt af en af Tongariro Crossings seværdigheder. Det Røde Krater er med 1.886 meter højeste punkt på ruten, medmindre man vælger at bestige Mount Ngauruhoe. Og med en blanding af sorte, røde og rustfarvede lavasten ligner krateret mest af alt en hudafskrabning i terrænet.
De rødlige lavasten får deres farve, da iltningen af jernet i stenene foregår ved en ekstrem høj temperatur. Enkelte steder omkring Det Røde Krater kan man mærke en markant temperaturforskel på underlaget, og når nationalparken om vinteren bliver dækket i sne, forbliver disse områder små bare pletter i de hvide landskab.
Lader man sit blik glide ned ad ryggen af Det Røde Krater, bliver den blodrøde farve erstattet af tre grønne perler, der får det golde landskab til at lyse op – Smaragdsøerne, den sidste af dagens seværdigheder.
Selv om lugten af svovl minder en om de tyske, hollandske og franske morgenånder fra den tidlige bustur, og burde give en lyst til at komme videre, får de tre søer på magisk vis en til at stoppe op og glemme alt om tid og rum.
En weekend i WellingtonSøerne er tusinde år gamle vulkankratere, der langsomt er blevet fyldt op af regnvand. Mineraler som svovl, der udskilles fra vulkansk aktivitet under jorden, giver søerne deres unikke grønne farve og en pH-værdi på 3,5.
Mens gruppen af besøgende bevæger sig ud på den otte kilometers nedstigning tilbage til det frodige New Zealand og de bløde bussæder, følger en Rifleman, landets mindste fugl, med fra sidelinjen i håb om, at turisternes tunge skridt giver adgang til en hurtig snack.
fortsæt med at læse
