Lyt til artiklen
Jorden er frosthård under fødderne på skråningen, da jeg en tidlig morgen i Himalaya træder ud i en lysning efter at have gået mellem nåletræer i nogle minutter.
Til venstre højt hævet over mig ude i horisonten blotter en stribe sneklædte spidser sig. Morgensolen rammer dem, og i midten, trukket tilbage og længere væk end de øvrige toppe, er en lille trekant, der er kun lidt bredere end retvinklet. Fra spidsen og mod højre trækker bjerget en lille hvid sky, der skaber en kontrast til den mørkeblå himmel. Mest af alt ligner det en genstridig tot vat, der sidder fast og ikke lader sig rive løs af vinden.
