Lyden fra det tonstunge tog, der buldrer over de rustfarvede skinner, overdøver alt, mens lyset for enden af tunnelen kommer tættere.
»3, 2, 1, NU!«, råber fire børn i kor, idet solens stråler gennemborer kupéens panoramavinduer.
Med ét kommer det New Zealand, du kender fra rejsebrochurerne og altid har tænkt må være billedmanipulation, til syne i en eksplosion af en udsigt.
Bag en mur af bølgede bakker står hundredmeter høje bjerge med bare isser af sand og sne skulder ved skulder og skæver mod bunken af metal, der er kommet på besøg. I midten af slænget af tyndhårede bjerge og kompakte bakker snor sig en kløft, og på hver side af den turkisblå flod af smeltevand, der løber i bunden af den cementfarvede fordybning, kryber en mørkegrøn blanding af newzealandsk bush og europæiske træer sig op ad de stejle bakkeskråninger.
Med ét bliver den spektakulære udsigt slugt af en ny tunnel. Euforiske turister snubler over superlativer i forsøget på at sætte ord på oplevelsen. Inden arsenalet af Sony, Canon og Nikon-kameraer er genladte, bliver toget bombarderet af endnu en storslået udsigt.
Sådan fortsætter spillet mellem gruppen af turister og serien af små tunneller, der borer sig igennem det bakkede landskab ved Waimakariri-flodens bredder blot en times kørsel inde i den 223 kilometer lange togtur.
Turen er en af KiwiRails tre sceniske togture, og hvert år kører mere end 200.000 ind- og udenlandske turister turen fra New Zealands tredjestørste by, Christchurch, på østkysten af Sydøen på tværs af alperne til den gamle mineby Greymouth på vestkysten.
Det tørstige øst
Klokken er 9.45. Det er halvanden time siden, ’så er vi klar’-fløjtet lød fra den kvindelige kontrollør på perronen i Christchurch. Indtil videre har vi passeret Canterbury Plains, et fladt område af dyrket jord omkring Christchurch, og landskabet langs Waimakariri-floden.
Et højt bip og en grøn knap, der lyser i hjørnet af den lille fladskærm, der viser, hvor langt vi er nået på turen, betyder, at det igen er tid til at tage høretelefonerne på. Den kvindelige kommentator, der under hele turen sørger for at smide lidt fakta om det landskab, vi kører igennem, fortæller igen:
»Om foråret og sommeren bringer nordvestlige vinde fra Det Tasmanske Hav store mængder regn til den vestlige side af alperne. Knap så meget regn finder vej til den østlige side, og det kan ses på landskabet«.
De gule sletter af tørt græs og tørstige buske, der kun lige dækker det nederste af de halvnøgne bjerge, hvis rygge skærer sig igennem den blå himmel, tyder på, at hun har ret.
»Man forventer helt at blive overfaldet af en gruppe orkere her«, lyder det forventningsfuldt fra et mandligt par længere nede i vognen.
Det omskiftelige vejr ved Sydøens alper betyder, du kan køre fra blå himmel og sol på østsiden ind i regnvejr og skyer på vestsiden. Ikke et stort problem, hvis du sidder i en luksuriøs togvogn, men har du planer om at lave et stop i en af de mindre bjergbyer, er det en god idé at tjekke vejrudsigten, inden du tager af sted.
Et rullende museum
En spytklat af sort røg stiger mod himlen. Lokomotivet forrest på kæden af togvogne er kommet på reel bjergbestigning og kryber langsomt mod turens midtvejs- og højeste punkt, den lille bjergby Arthurs Pass i 900 meters højde.
»Holy moly«, lyder det fra en gruppe amerikanere, mens toget kører igennem det alpine landskab i Arthurs Pass Nationalpark, hvor Mount Rolleston skyder op med sine 2.271 meter.
Resterne af et hegn og et ensomt hus halvt fordærvet af den newzealandske vildmark giver en idé om, hvordan leveforholdene var for de europæiske nybyggere i området for 150 år siden.
Da de første europæere fandt guld på vestkysten af Sydøen i 1864, kunne det ikke går hurtigt nok med at få lavet en togrute mellem bosættelserne i regionen Canterbury på østkysten og guldet på vestkysten.
I 1923 stod den 8,5 kilometer lange Otira-tunnel, der forbinder Arthurs Pass med resten af vestkysten, færdig, og det første tog kunne køre fra øst til vest.
Det frodige vest
Efter en stræk ben-pause på stationen i Arthurs Pass og 10 minutters mørkeleg i Otira-tunnelen er det blevet tur til at stifte bekendtskab med Sydøens vestkyst.
Den newzealandske frodighed er tilbage. Bjergene har ikke længere beklædningsproblemer, og bjergbøgen, en af de fire newzealandske bøgesorter, klæber sig til de stejle bjergskråninger og efterlader kun et hvidt åndehul af sne på toppene af de mastodontiske kæmper.
I den åbne vogn er et regulært slagsmål ved at bryde ud, da en stor indisk mand maser sig ind foran et asiatisk par for at knipse et par billeder af vestkystens regnskov.
En rørhøg svæver yndefuldt med togets retning og sætter med rolige vingeslag en dæmper på gemytterne, inden den drejer af og sætter kurs mod et lille sumpområde på den anden side af toget.
Besøger du Sydøens alper og udforsker terrænet, er du næsten sikker på at møde en af New Zealands ikoniske fugle: keaen. En legesyg papegøje på størrelse med en høne, der er berygtet for at stjæle alt fra mad og mønter til hårspænder og bilnøgler.