»I, I wish I could swim, like the dolphins, like dolphins can swim.«
En let omskrivning af David Bowies ’Heroes’ er det indre lydspor, mens jeg sidder i Zodiacen to kilometer ud for Madeiras kyst og ser fem legesyge delfiner boltre sig i Atlanterhavet en meter foran mig. Adrenalinen slår smut gennem kroppen, inden den ender i maven, hvor den som et lille uroligt møl danser rundt.
LÆS OGSÅ Tre bonusoplevelser på Madeira
Det er normalt en ret udramatisk oplevelse at tage på delfinspotting på Madeira. Men når man får et tilbud, man ikke kan sige nej til – nemlig at sidde helt ude på næsen af den store 12-personers gummibåd – er det en anden sag. Nede i båden var der trygt og godt, og hoppene rundt på Atlanterhavsbølgerne blide, mens det nu føles som at sidde på en tyr, der ikke er ubetinget glad for at have mig hængende på ryggen. Og det eneste, jeg har at klamre mig til for ikke at falde i dybet, er en 50 centimeter høj jernstolpe, der normalt bruges til fortøjning af båden.
Men vandskrækken og de svimlende 300 meter ned til havbunden bliver stille, men sikkert afløst af iveren efter at følge med delfinerne, der svømmer hid og did, op og ned i det glasklare blå vand. Og det er lige før, jeg ville ønske, jeg havde betalt de 20 euro ekstra, så jeg kunne komme ud at svømme med dem.
Nyd øjeblikket
»Left side, left side«, hjælper vores guide, den 27-årige marinebiolog, Claudia, og alle 12 ombord på båden drejer først hoved, siden krop i samme retning i håb om at få et glimt af den lille gruppe såkaldte almindelige delfiner, Delphinus delphis, mens kameraerne klikker løs i forsøget på at fastholde glimtet. Også selvom Claudia inden afgang for en halv time siden anbefalede os at filme i stedet for at tage billeder:
»Delfinerne bevæger sig så hurtigt, at det kan være svært at få et ordentligt foto«.
Og som jeg sidder her i Zodiacen, popper den tanke op, at jeg helt burde lægge kameraet og hellere nyde så meget som muligt af øjeblikket og delfinernes dans i havet.
Garanti for at se delfiner eller hvaler
Ikke at man skal være bange for, at man slet ikke ser delfinerne. Så sikre på jackpot er det firma, Claudia arbejder for, at de garanterer en gratis ekstratur, hvis man ikke møder en flok af de havgående pattedyr på en tur ud på Atlanten.
Men selvom både delfiner og hvaler er hyppige gæster ud for Madeiras kyst, sidder marinebiologer klar på et par af hovedbyen, Funchals, bjergtoppe med professionelle kikkerter for øjnene og spejder ud over havet for hurtigt at kunne dirigere Zodiacen i den rigtige retning, så man ikke spilder værdifuld tid på at sejle søgende rundt. Og hvalspotterne får næsten altid øje på noget.
I dag er det en gruppe på fem-seks almindelige delfiner, som beriger os med deres selskab, mens hvalerne vist ikke har lyst til gæster. I det hele taget er de store pattedyr noget mere reserverede og ville slet ikke komme så tæt på båden, som dagens delfiner gør lige nu.
Er man helt vild efter at komme i nærkontakt med pattedyrene, er det godt at vide, hvornår chancerne og udvalget er størst.
»Det bedste tidspunkt på året for at se mange forskellige arter er november til maj. Her får vi besøg af mere end 20 forskellige hvaler og delfiner«, fortæller Claudia, mens skipper Pedro drejer blidt til højre for at følge med delfinerne, der vist synes, at en anden båd i nærheden er lidt mere spændende end vores.
»For eksempel svømmer finhvalerne i foråret oftere forbi Madeiras kyster for at få hvile og føde, som øens vulkaner skaber gode betingelser for, mens Brydeshvaler først begynder at dukke op i juni til december.«
Til gengæld er der chance for at se grindehvaler året rundt, mens man skal være heldig at få øje på de imponerende kaskelothvaler, der kan klare sig uden at komme op til overfladen i 75 minutter.
Følsomme pattedyr
Turen ud på vandet var temmelig kølig, men nu hvor motoren er slået fra, og båden vipper stille, bliver pande og kinder varme af solen, der bager fra en skyfri himmel.
Stille står båden faktisk tit. På et kort introduktionsmøde inden afgang, hvor vi blandt andet fik at vide, hvordan man opfører sig i en Zodiac på delfin- og hvaljagt, fortæller Claudia, at det kan stresse hvalerne, at man tager ud på havet til dem. Derfor bliver motoren altid slukket, når båden kommer tæt på, og man opholder sig aldrig mere end 20 minutter ved den samme gruppe af hvaler.
I det hele taget skal man opføre sig ordentligt herude tæt på havets pattedyr og ikke larme. Og selvom man tydeligt fornemmer de ombordværendes iver, når delfinerne lægger an til småspring, så er udbruddene af begejstring afdæmpede, og samtalerne imellem os korte.
Vi koncentrer os om at følge delfindansen, men løsriver fra tid til anden blikket for at spejde ud over havet.
Ganske få centimer over havoverfladen glider havfuglen Kuhls skråpe elegant hen over de blidt rullende bølger – et muligt tegn på, at der er hvaler i sigte. Selv om en stor flok fugle er et mere sikkert tegn. Og kombineret med skum på havet kan man godt begynde at glæde sig.
Men vandet er stille, og havet virker uendeligt – ingen hvaler i sigte i dag. Den lille gruppe på fem-seks Delphinus delphis, der før svømmede ivrigt rundt om båden, ser ud til at have fået stillet deres nysgerrighed og er på vej videre.
I Zodiacen fornemmer jeg igen David Bowie: »I, I wish I could swim, like the dolphins, like dolphins can swim«.
Det må blive engang, hvor vandet er lidt varmere.
fortsæt med at læse
