»Szczesc boze« eller »Gud velsigne jer«. Sådan hilser minearbejderne på hinanden, når de mødes i Wieliczka-saltminen 15 kilometer sydøst for byen Krakow i det sydlige Polen tæt ved grænsen til Slovakiet, og sådan hilser de også på os turister, som tager på sightseeing i Jordens indre i bedste Jules Verne-stil. Før i tiden var der god grund til at få en velsignelse med fra højere magter, når minearbejderne bevægede sig dybt ned i den polske undergrund for at udvinde middelalderens hvide guld eller salt. Metangas hang under minegangenes lofter og antændtes let. Gassen blev brændt væk af erfarne minearbejdere - kaldet skriftebørn for den måde, de kravlede og knælede på - som i gennemvædet tøj bevægede sig rundt på gangenes gulv med fakler påsat lange stager for at opspore lommer med gas. Ikke noget ufarligt job, og en gang imellem gik det frygtelig galt, hvilket kan ses i »Den Udbrændte Hule«, hvor støttepillerne brændte og dele af hulen styrtede sammen. Den blev udgravet igen i det 17. og 18. århundrede. I dag kan vi besøgende se, hvordan skriftebørnene arbejdede, for i 1972 huggede minearbejderen Mieczyslaw Kluzek en række skulpturer i »Den Udbrændte Hule«, som illustrerede det farefulde job.
LÆS ARTIKEL Få 10 spektakulære oplevelser dybt under jorden
Ved hjælp af moderne ventilation er risikoen for eksplosioner minimal nu om dage, men de 1,2 millioner turister, som årlig bevæger sig ned i det labyrintagtige mineskaktssystem, må holde igen med rygetrangen, indtil de på ny er oppe i fri luft. Åben ild er strengt forbudt, for gassen dannes stadig oppe under lofterne.
