Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningI løbet af Mediekonkurrence for skoler er der blevet produceret mange flotte aviser, og i de kommende uger vil aviserne blive trykt, pakket og sendt ud til alle de deltagende klasser, der må vente i spænding, indtil vinderne afsløres til sidst i december.
Vi kommer ikke igennem livet uden at skulle opleve og forholde os til døden. På Skovbyskolen i Østjylland har 7.C set døden i øjnene og produceret deres egen avis om livet og døden, sygdom og sorg.
Klasselærer Tine Noe Frederiksen siger, at mediekonkurrencen var en oplagt mulighed for at sætte gang i dialogen om døden og gøre eleverne opmærksomme på, hvordan de skal forholde sig til den og tackle det, hvis en fra klassen mister en, de har kært.
”Det var en chance, der ikke kunne spildes og en mulighed, der var værd at tage,” siger Tine og fortæller, at hun synes, der bliver talt meget lidt om døden sammenlignet med, hvor almindelig den er.
Ifølge Danmarks Statistik har 23.000 børn og unge (0-19 år) i Danmark mistet en mor, far, søster eller bror. Da Tine delte de høje tal med klassen, var eleverne i chok, og de blev motiverede til at tage udfordringen op og lave en avis om døden.
En barriere skal nedbrydes
På Skovbyskolen har eleverne skrevet om emner som aktiv dødshjælp, at arbejde med døden og børn og voksne i sorg. For at blive klogere på emnerne har eleverne bl.a. interviewet beboere fra plejehjemmet i Galten, den lokale præst og trivselsmedarbejdere på Skovbyskolen, og de har læst artikler og set film i undervisningen.
Freja Andresen fra 7.C siger, at en pige fra klassen blev ked af det, da de i undervisningen skulle se en film om nervesygdommen ALS, og pigen blev nødt til at forlade klasselokalet.
Freja vidste ikke, hvordan hun skulle tackle situationen, for hun ville ikke risikere, at pigen blev endnu mere ked af det, hvis hun blandede sig.
”Jeg havde sygt meget lyst til bare at gå hen og spørge, hvad skete der, men stadig, hvis hun så bare begyndte at græde igen, ville det være sådan lidt synd,” siger Freja.
Klasselærer Tine siger, at eleverne i 7.C er hurtige til at flokkes om hinanden og trøste hinanden, når det kommer til ’almindelige’ problemer i hverdagen. Men da pigen fra klassen blev ked af det under filmen, vidste eleverne ikke, hvad de skulle gøre. Hun siger, det er fordi, de ikke har så meget erfaring om døden i bagagen at trække frem og forholde sig til endnu.
”Det er derfor, det er så vigtigt, at det skal blive en barriere, vi skal nedbryde,” siger Tine. ”Så hvis der kommer én en dag, der græder og har mistet mormor eller sin mor, at vi ligesom kan være i det sammen.”
Eleverne i 7.C har modtaget deres avis med titlen ”Døden er da noget, vi taler om” i 500 eksemplarer, og de fire piger viser den stolt frem sammen med deres hjemmelavede kamera og mikrofon, som de har brugt i interviewsituationerne. Fra venstre ses Nicoline Faurholt Hansson, Freja Andresen, Stine Schou Sørensen og Kristine Holmgaard.
Snakke med fremmede om døden
Eleverne i 7.C synes, det var spændende at interviewe andre mennesker om døden, men de var meget bevidste om, at emnet også kunne være svært at tale om for de mennesker, de interviewede.
”Det var svært at finde på spørgsmål, fordi man ville ikke sige noget, der var for personligt,” fortæller Freja Andresen.
Men Freja blev overrasket over, hvor åbne og ærlige, de ’fremmede’ mennesker var, da de fortalte om deres personlige oplevelser om døden og sorg.
”Vi prøvede sådan fem gange at komme videre til det næste spørgsmål, men alle gangene skulle han lige sige noget mere,” siger Freja om interviewet med Skovby Kirkens graver.
”De tror, at alle er virkelig sky for spørgsmål, og det er de bare ikke,” siger Tine om 7.C og fortæller, at eleverne har været helt høje, når de er kommet hjem fra interviewene, og nogle har ærgret sig over, at de ikke havde turdet stille flere af de personlige spørgsmål.
Tine siger, at det er vigtigt, at vi tør kommunikere med hinanden om livets svære emner. Ifølge Tine er det bedre at stille et personligt spørgsmål end at lade være, fordi man er bange for at overskride en andens grænse.