Håndfladerne bliver mere og mere svedige, mens hjertet for længst er sat i galop. Nogle forlader stuen, mens andre bider negle til lyden af kommentatorens ord.
Danmarks drøm om at forsvare VM-titlen er så godt som løbet ud i sandet i den mest dramatiske kvartfinale i håndboldherrernes historie. Med fire sekunder tilbage af den forlængede spilletid, får Mathias Gidsel tilkæmpet sig et frikast. Danmark er bagud 34-35.
Han gør klar til at sætte bolden i gang, idet en egypter forhindrer ham. Forseelsen takseres med et rødt kort for usportslig optræden og et lille håb breder sig i de danske stuer. Magnus Landin går forbi den danske bænk, hvor landstræner Nikolaj Jacobsen spørger, om han er klar til at tage det, hvis der bliver dømt straffe. Han kvitterer med et ja.
Og så sker der det, som tænder drømmen igen: Danmark får ganske rigtigt tilkendt et straffekast. Magnus Landin går frem mod stregen, mens han slår den klistrede bold et par gange i halgulvet, bevidst om det kæmpe ansvar, som hviler på skuldrene. Brænder han, så er Danmark definitivt ude af VM.
