Snigende angst. Sorte tanker. Dyster fornemmelse. Triste billeder. Jeg rummer det hele – og jeg venter det absolut værste i aften, når det danske håndboldlandshold skal ud i sin vigtigste VM-kamp i 25 år. I Hamburg. Ikke fordi modstanderen Island er uovervindelig. Ikke fordi holdet tæller en række spillere, der alle har stjernestatus. Ikke fordi Island undervejs i denne turnering har slået de regerende verdensmestre fra Frankrig stort og knusende. Nej. Selv om det såmænd kunne være acceptable grunde.
Den gyldne chance
Men fordi det er – Island.
Ikke sandt – Island. Tjaah, bum-bum, en ø i Nordatlanten. Et samfund, der tæller færre medborgere end Århus. En nation, der i sportens verden ellers ikke skaber ’frygt’. Og som alle undervurderer helt refleksmæssigt.
Da de danske spillere hørte, at Island skulle være modstanderen i kvartfinalen, var glæden stor.
»En ønskemodstander«, lød det fra stregspilleren Michael Knudsen.
Og han var ikke den eneste. Alle gav udtryk for, at Island netop er det hold, de helst vil møde. Alle skyndte sig selvfølgelig også at understrege, at de selvfølgelig ikke anser kampen for vundet, slet ikke, uha nej – men selv jeg måtte da indrømme, at dette var den gyldne chance for at komme videre i slutrunden, ikke sandt?
