Der ligger ikke længere skibe i Københavns Sydhavn.
Ingen kuldampere og ingen både med bananer – og derfor øjner man heller ingen dagdrømmende vicesangere som hedengangne Osvald Helmuth, der lige cykler ud langs kajen for at snuse og høre nyt fra Java, Algier og Port Said og fornemme bastskørter og De Syv Haves frihed. Der ligger i stedet bygninger, et moderne helvedeskvarter i beton, glas og stål, masser af glas og stål. Og dér, som nabo til Fisketorvet, hvor ingen levende fisk næppe har præsenteret sine skæl og slået et smut med halen, kan man se Hotel Copenhagen Island, som man entrer via en art landgangsbro, for dog at få en skrøbelig illusion om bølgeskvulp. Kæmper om et OL-værtskab Hotellet, hvis hall er prydet af store læderlænestole på drejefod, og som formentlig er designet af en mand, folk med dannelse uden tvivl kender navnet på, har pludselig fået en birolle i den moderne olympiske historie: nemlig som det taktiske og strategiske hovedkvarter for den amerikanske by Chicagos bud på det olympiske værtskab i 2016.
