Afgørende døgn for par nr. 7

Feltet runder svinget i Ballerup Super Arena. - Foto: Thomas Borberg
Feltet runder svinget i Ballerup Super Arena. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Foreløbig har par nr. 7 med de to veteraner, hjemmebanefavoritten Jimmi Madsen og italieneren Giovanni Lombardi, ikke vundet en af de jagter, der er udslagsgivende for det overordnede facit i det 44. københavnske seksdagesløb i Ballerup Super Arena. Der er indtil videre afviklet tre af slagsen, og yderligere syv - heriblandt de fire skrappeste - resterer, inden løbet skydes af tirsdag ved midnat, så den dansk-italienske duo har rigelig tid til at sætte rivalerne på plads. Men om det kan lade sig gøre, kommer i høj grad til at afhænge af Giovanni Lombardi, der trådte til som erstatning for Jakob Piil, da denne ikke nåede at blive klar. Og det afgørende fingerpeg om par nr. 7's muligheder fås indenfor det nærmeste døgn. Direkte fra træningslejr Sådan vurderer i hvert fald italienerens daglige chef på det danske landevejshold Team CSC, Bjarne Riis, situationen. »Giovanni kommer direkte fra en hård træningslejr på landevejen, som skal forberede ham til en krævende sæson, hvor han både skal køre Giro d'Italia og Tour de France, så der er ingen tvivl om, at hans fysiske form er i orden. Men det tager lidt tid at vænne sig banerytmen. Hvis han klarer sig nogenlunde gennem det kommende døgn, tror jeg på, han bliver stærkere og stærkere og kan leve op til de forventninger, der stilles til indsatsen i par nr. 7«, siger Bjarne Riis efter at have set Lombardi i aktion. Rutiner blev genopfrisket Fredagens første jagt på en halv time understregede i øvrigt indtrykket af, at Bo Hamburger i sin blot tredje start som seksdages rytter har haft godt af deltagelsen i Stuttgarts arrangement for et par uger siden. Der fik han genopfrisket de rutiner, som ligger i blodet fra ungdomsårene, hvor han bl.a. vandt amatør seksdagesløbet i Forum i 1991 sammen med Michael Sandstød. Og alt tegner til, at Bo Hamburger vil slippe væsentligt bedre fra den aktuelle opgave med Marco Villa som makker, end da han ved debuten med belgieren Stan Tourné i 1994 sluttede langt agterude. Glimrende form Hamburger og Villa, der for nylig demonstrerede glimrende form i Berlin, da han med schweizeren Franco Marvulli kæmpede med om sejren, vandt løbets tredje jagt, da parret sammen med belgierne Matthew-Gilmore-Peter Schep distancerede de øvrige med én eller flere omgange. Villa overrumplede belgierne ved at stikke af med tre runder tilbage af jagten, og Hamburger formåede at holde forspringet, inden italieneren kunne køre de sidste meter hjem. Den præstation betød i øvrigt, at disse to par bragte sig på omgangshøjde med de førende, så det nu kun er pointene, der adskiller de syv bedste konstellationer med schweizerne Kurt Betschart-Franco Marvulli som nr. 1 foran hollænderne Robert Slippens-Danny Stam og med den danske verdensmester Alex Rasmussen og tyskeren Andreas Beikirch på tredjepladsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her