Sliddet er ekstremt, belønningen urimelig. Sådan kan essensen af dagens 67,5 km lange holdløb fra Tours til Blois, der basalt udgør en uhyre spektakulær og interessant disciplin i Tour de France-showet, formuleres. Men som reglerne er afstukket, forekommer det egentlig paradoksalt, at en styrkeprøve af denne karakter findes på programmet. For aktørerne presses til maksimal formåen, men der skal en facitliste til for at finde ud af, hvad deres udfoldelser indebærer. Sejr give lille gevinst Godt nok er denne kollektive seance ligesom de individuelle temporæs et opgør mod klokken, men den tid, der noteres, når strabadserne er overstået, har kun indirekte indflydelse på det overordnede Tour-forløb. Uanset hvor stærkt et mandskab kører, kan det nemlig højst vinde 20 sek. i forhold til det næstbedste, og en trup, der på forhånd erkender, at den næppe har meget at gøre i en kappestrid af den art, kan mere eller mindre snuppe en hviledag, uden at det kommer til at koste mere end tre minutter. Regler til CSC's fordel sidste år Sidste år var denne mærkværdige udregning til Team CSC's fordel, eftersom Bjarne Riis-tropperne på en regnvejrs- og uheldspræget færd fra Cambrai til Arras var 1.46 min. langsommere end Lance Armstrongs sejrende US Postal. Men præstationen var den femtebedste, og dermed afgjorde den forud opstillede skala, at det minus, som videreførtes til det samlede Tour-regnskab, kun skulle lyde på 50 sek. Franske FDJeux.com, der optrådte i en bemærkelsesværdig passiv rolle, som sagtens kunne få tankerne styret ind på den idé, at der blevet taget andre hensyn end at køre så stærkt som muligt, blev slået med 7.33 min. af den amerikanske Tour-konges udvalgte. Men rytterne slap altså med at få trukket tre minutter fra kontoen. En oplagt uretfærdighed over for de aktører, som tvinges ud i en 100 procents satsning, og det kan ikke udelukkes, at den aktuelle fremgangsmåde kan skabe et forvrænget billede af styrkeforholdet i løbet. Tempotonserne nedprioteres Førhen var det de reelle tider, der talte, og sådan burde det fortsat være, hvis holdløbet overhovedet skal have en berettigelse som en del af det franske cykelfelttog. Det er charmerende og medrivende, fordi det byder på fornemme tekniske detaljer og appellerer til kollektive kvaliteter. Men hvorfor skal det dog devalueres på denne måde. Ingen ville vel finde på at sige til en bjergrytter, at han kun kan distancere sine rivaler med et vist antal sekunder eller minutter. Klatrerne får fuld bonus - tempotonserne må affinde sig med en skrivebordsdisposition. Sejr kan være nederlag Lever CSC-repræsentanterne op til de forventninger, Bjarne Riis nærer omkring dagens indsats - han tror fuldt og fast på triumf - risikerer de altså, samtidig med at de hyldes øverst på podiet, at stå som en slags tabere, fordi de kun delvist honoreres for ydelserne på en sej arbejdsdag. Og det er der da et eller andet forkert i.