Australsk tennis kan i år vifte med flagene og lade champagnepropperne springe i anledning af Australian Opens 100-års jubilæum, men på den anden side af Jorden håber man på at kunne fejre endnu mere, når grand slam-turneringen om 14 dage er forbi. I sommervarmen tørster australierne efter, at en af deres egne løfter trofæet foran tilskuerne i Melbourne. Det er for mændenes vedkommende ikke sket siden 1976, da Mark Edmondson vandt Australian Open, mens Chris O'Neil i 1978 sørgede for australsk glæde i kvindernes række. Kvinderne med i 1922 Det hele begyndte med en australsk vinder, da turneringen hed The Australasian Championships. Kvinder måtte ikke deltage dengang i 1905, så vinderen var en mand, hed Rodney Heath og kom fra The Melbourne Cricket Club. Det år dystede de 17 mænd - kvinderne fik adgang i 1922 - på en Cricketbane i en park i Melbourne, hvor 5.000 tilskuere overværede finalen. New Zealand var dengang med til at arrangere turneringen, og nabolandet nåede at være vært to gange, i 1906 og 1912, inden det i 1922 trak sig ud af samarbejdet. I zoo i 1909 Siden har turneringen været spillet i Australien, hvor den er flyttet rundt mellem Sydney, Melbourne, Adelaide og Perth og såmænd har været på besøg i en zoologisk have - i 1909, da Perth Zoo lagde specialbyggede baner til begivenheden. I dag går omkring en halv million mennesker hvert år igennem tælleapparaterne i løbet af de to turneringsuger, men Australian Open har haft sine vanskelige tider, som i 1980'erne, da omgivelserne i Kooyong Lawn Tennis Club, som ligger uden for Melbourne, ikke længere var optimale og fremtiden derfor usikker. Nyt underlag for 17 år siden I 1985 tog man derfor en beslutning om at flytte turneringen til et nyt kompleks med plads til 15.000 tilskuere på hovedbanen, som er udstyret med et skydetag. Faciliteterne var færdige i 1988, og siden det år har spillerne ikke udkæmpet deres dueller på græs som tidligere, men på hardcourt. Allerede det første år efter flytningen steg tilskuertallet med 90 procent, og de trak sponsorer og økonomisk tryghed med sig. Australsk guldalder Australske tennisspillere - både kvinder og mænd - dominerede turneringen op til begyndelsen på The Open Era i 1968, da professionelle tennisspillere fik lov til at deltage. Australiere som Ken Rosewall, Lew Hoad, Tony Roche, Rod Laver, John Newcombe og Roy Emerson var i mange år med til at skabe en gylden australsk tid efter Anden Verdenskrig - der sammen med Første Verdenskrig er årsagen til, at turneringen ikke fandt sted fra 1916-18 og 1941-45 og derfor ikke skal spilles for 100., men 93. gang i år. Men disse spillere er historie. Ingen australiere har siden fulgt op på dominansen, selv om landet har haft flere talentfulde spillere med potentiale til at gå hele vejen. Presset Pat Cash nåede finalen i 1987 og 1988, og både Pat Rafter, som har stoppet sin karriere, og Lleyton Hewitt har været rangeret som nummer 1 i verden, og de ejer begge to grand slam-trofæer i skabet, men de er ikke vundet i Melbourne. Og som endnu et eksempel på, at de uindfriede forventninger slet ikke skyldes manglende spillere i australske farver, kan nævnes, at den sportsglade nation de seneste seks år har vundet Davis Cup-turneringen to gange. Situationen har skabt debat, hvor presset på de hjemlige spillere har været nævnt som en årsag, ligesom den udvidede konkurrence i turneringen er blevet det, idet mange topspillere undlod at rejse til Australien, før turneringen fik nye omgivelser og nyt underlag i 1988. Björn Borg spillede eksempelvis kun én gang i Melbourne, og der gik lang tid, før John McEnroe ønskede at deltage, mens Jimmy Connors kun besøgte Australien to gange, hvilket endte med en finale og en turneringssejr. På billig baggrund »Man glemmer, at vi engang nok vandt over evne«, siger Karen Lyon fra avisen The Age til Reuters. »I 1940'erne, 50'erne og 60'erne, da vi havde de her exceptionelle spillere, var tennis en lille sport, og man havde ikke alle spillerne fra Spanien og Sydamerika«, siger hun. Mark Philippoussis var på det australske hold, som vandt Davis Cup-turneringen i både 1999 og 2003. I sidste sæson vandt han kun 11 kampe og faldt langt ned ad verdensranglisten. Han var lovet et wildcard til turneringen, men meldte forleden fra på grund af en skade. Håber på Hewitt Under alle omstændigheder ville den hårdt servende spiller ikke have hørt til feltet af favoritter. Det gør derimod Lleyton Hewitt, nummer tre i verden og seedet tre i turneringen. Den unge australier var for et par år siden en urokkelig indehaver af verdensranglistens førsteplads, men Lleyton Hewitt er aldrig nået længere end 4. runde af Australian Open. I begyndelsen af året bebrejdede han arrangørerne for ikke at gøre nok for de australske vinderchancer. »Jeg forstår ikke, at vi som australiere ikke får de optimale betingelser på hjemmebane. I US Open sørger amerikanerne eksempelvis for det underlag, som Andy Roddick og co. klarer sig bedst på, men det er slet ikke tilfældet hos os. Vores baner er alt for langsomme, og det er efter min mening grunden til, at ingen australier har vundet vores største arrangement siden Mark Edmondson i 1976«, sagde han. Få dage senere svarede arrangørerne på kritikken ved at sige, at man har forsøgt at gøre underlaget hurtigere, men om det er hurtigt nok for Lleyton Hewitt må tiden vise, som præsidenten for det australske tennisforbund, Geoff Pollard, sagde. Han tilføjede så i øvrigt, at det er svært at gøre alle tilfredse. Som modargument til Lleyton Hewitts private ønske kan man sige, at han bare må lære at tilpasse sit spil til det underlag, han nu engang har tænkt sig at optræde på. Favoritten er schweizer Én, der kan det nærmest til perfektion, er Roger Federer. Sidste års vinder og dette års absolutte favorit. Roger Federer vandt tre af sportens fire grand slam-turneringer i 2004: Australian Open, Wimbledon og US Open, mens schweizeren stadig har til gode at nå forbi kvartfinalen i French Open. At han kan spille på grus, har han dog bevist i andre grusturneringer op til den franske begivenhed. Roger Federer indledte sit år med at vinde ATP-turneringen i Qatar, hvilket var 14. finalesejr i træk. Han tabte ikke til en eneste spiller i top-10 i sidste sæson og føler selv, at der skal en god spiller til at slå ham i årets første grand slam. Så ham ud tidligt En tidligere vinder af turneringen, amerikaneren Jim Courier, der vandt Australian Open i 1992 og 1993, mener, at Roger Federer skal besejres tidligt i turneringen, hvis han skal besejres. »Han ikke bare slår spillerne, han knuser dem, og jeg taler om spillere fra top-10. Han bliver ikke engang presset af en spiller som Lleyton Hewitt, som spillede det næstbedste tennis i verden i slutningen af sidste år«, sagde han tidligere på ugen ifølge Reuters. »Jeg ville tro mere på mine chancer mod Federer i de første runder, end jeg ville fra kvartfinalen«. Amerikanske outsidere Andre Agassi er en af de spillere, der er imponerede af den 23-årige verdensetter, og at han flere måneder før afslutningen på sæsonen var sikker på at slutte året på den plads. »Når man spiller mod ham, har man den bedste plads på hele stadion. Han kan få dig til at føle dig som en tilskuer«, sagde amerikaneren forleden og fandt det trods alt positivt, at man kun kan risikere at møde ham én gang i turneringen, og så kan man bare håbe, at det er den sidste dag. Andy Roddick er en af outsiderne til titlen. Han sluttede 2004 med en skuffelse, da det ikke lykkedes USA at besejre Spanien i Davis Cup-finalen, men det bruger den 22-årige amerikaner som motivation, og han glæder sig til 2005 og har sagt, at han føler sig godt kørende. Russisk land hos kvinderne Hos kvinderne har russerne også indtaget Australien. Australian Open var eneste grand slam i 2004, som ikke blev vundet af en russer. Dominansen er total - fire i top-6 hos kvinderne er russere, og syv af turneringens i alt 32 seedede spillere er russere. Anastasia Myskina, vinder af French Open, er seedet 3, Maria Sjarapova, vinder af Wimbledon, er seedet 4, US Open-vinder Svetlana Kuznetsova er seedet 5, mens finalisten fra French Open og Wimbledon, Elena Dementieva, følger lige efter. Belgiere skadet Endnu en gang finder en stor turnering sted uden de belgiske spillere Justine Henin-Hardenne og Kim Clijsters, der henholdsvis vandt og var finalist sidste år, men i år er ude med skader. Det samme er Jennifer Capriati, mens Lindsay Davenport, der sluttede året som nr. 1, ventes klar trods sygdom tidligere på ugen. Williams-søstrene Serena og Venus skal heller ikke glemmes, de er seedet 7 og 8. Det australske håb hos kvinderne hedder Alicia Molik. Verdensberømt er hun ikke, men hun vandt tre titler sidste år, er lige nu rangeret som nr. 12 i verden og vil helt sikkert blive verdensberømt, hvis hun vinder titlen og indfrier de høje australske forventninger.