Den jyske bokseklub Give Atlet Klub forsøger med en ny international amatørbokseturnering at genskabe Copenhagen Box Cup (CBC) på jysk grund. Den første udgave af Give Elementer Box Cup sidst i november er dog blot et mindre stævne med 24 boksere sammenlignet med den traditionsrige Copenhagen Box Cup, der på grund af dundrende underskud måtte lukkes. Vil være større Men allerede fra næste år satser klubben på at nå CBC's størrelse. »Vi mener, at det er vigtigt for dansk amatørboksning at have en permanent international turnering, men da CBC forsvandt, manglede den. Det prøver vi nu at rette op på«, siger Give-træner Eigil Jørgensen. Ifølge Eigil Jørgensen søgte Give-klubben faktisk at få lov til at bruge CBC-navnet til den nye turnering, men ville ikke acceptere de restriktioner, som DaBU forlangte. I den første udgave af turneringen, der afvikles 27. og 28. november, stiller Danmark med seks boksere, Claus Bertino, Jimmi Andersen, Anders Hugger Nielsen, Brian Brantly, Mouzafar Makki og hjemmebanemanden Nebil Yimam.
Jyder vil genskabe københavnsk boksestævne
Lyt til artiklen