Mens man kunne høre høj musik, larm og sang inde fra AGF's omklædningsrum, kom FCK-bossen Flemming Østergaard ud fra de tavse og nedtrykte FCK-spilleres 'sørgerum' i Parken og gav få minutter efter mestrenes chokerende 3-2-nederlag i det forrygende superligaopgør, hvor der blev scoret mål på samlebånd i slutfasen, en meget tydelig opbakning til cheftræner Hans Backe. Det er vel logisk, at der kommer kritik af manden med det sportslige ansvar, når FCK ikke kan løfte sig væk fra en middelmådig placering i landets bedste række, kun har fået fire point i de seneste fem kampe og nu er 14 efter Brøndbys suveræne tophold. Ikke Backes skyld »Men det er helt forkert at skyde på Hans Backe. Vi spiller jo en flot første halvleg og bør føre med flere mål. Det er kun de små marginaler, der afgør, at vi ikke vinder den kamp«, sagde Flemming Østergaard. »Og jeg er træt af alle de psykologer og kloge folk, der ringer og skriver og giver os 'gode' råd om, hvad der skal gøres. Vi skal bare fortsætte med at spille som før pausen, og Hans Backes position er sikker«. Kvik målmand hos AGF Der var altså lige det (afgørende), at FCK - svækket af mange skader og karantæne til Peter Møller - ikke scorede i den lange overtagsperiode, hvor spillet var flot, velkomponeret og hurtigt med appel i pasningerne, god bevægelse og selvtillid. Den veloplagte Hjalte Nørregaard, Magne Hoseth, der med sine løb, gode boldbehandling og kraftfulde løb med bolden stod bag mange fremstød, og Michael Silberbauer havde de bedste afslutninger. Men præcisionen og heldet manglede, og Rune Pedersen i AGF-målet var vågen og kvik i reaktioner og indgreb. AGF'erne lå langt tilbage på banen. Egentlig var det også meningen, forklarede AGF-træner Sören Åkeby bagefter. Århusianerne ville lade hjemmeholdet have bolden meget og så pludselig gå til modangreb. Taktikken lykkedes ikke. Meget omtalte Tobias Grahn fyldte intet på midtbanen, angriberne var dækket godt op af Dan Thomassen og Bo Svensson, og AGF'erne virkede ikke modige nok. AGF blev aggressive i anden halvleg Det ændrede sig i anden halvleg. Gæsterne kom længere frem, blev mere aggressive i nærkampene og udstrålede pludselig optimisme og vilje mod et hjemmehold, der mistede lidt af den pondus, forsvarssikkerhed og overskud, der blev vist før pausen. Og århusianerne fik afsluttet mange angreb. Stig Tøfting blev bedre og bedre på midtbanen, hvor den fysisk stærke Christian Traoré havde haft en hovedrolle. Og Jesper Sørensen med overblikket og stor forudseenhed dirigerede AGF-spillet bag fra. Tøfting blev forfulgt med piften fra tribunerne - og det nød han. Han var rolig, klog og omhyggelig i sit spil, og han fordelte boldene fint. Han skældte også ud og så sur ud, så medspillerne da må være blevet irriterede - men de er jo vant til det. AGF'erne var bedst i de sidste 45 minutter. Men FCK tog føringen med Hjalte Nørregaards kanonmål op under overliggeren. Leon Andreasen løftede sit spil, og indskiftningen af Helgi Sigurdsson fik stor betydning. Islændingen udlignede på en chance efter at Tobias Linderoth, der ikke viser svensk landsholdsklasse i superligaen, havde tabt en nærkamp (hvor FCK'erne mente, han skulle have haft frispark). AGF med medaljechance Thomas Thorninger bragte AGF på sejrskurs efter oplæg fra Morten Rasmussen og Tobias Grahn, og inden FCK'erne på tribunerne havde sukket færdigt, udlignede Ole Tobiasen - der offensivt spillede en fin kamp - med et hårdt skud fra nært hold. Og så sprang Morten Rasmussen, angrebstalentet, der er vigtig for AGF, fordi han arbejder hårdt og er pågående, højest og pandede 3-2-sejrsmålet ind på Tøftings hjørnesparksbold i en sand gyserforestilling, som viste, at Århus-holdet skal tages med, når man taler om, hvem der er medaljekandidater. FCK? Hvis de kan indhente Brøndby, vil det virkelig være mesterligt.