Chelsea og Arsenal kan se frem til to hæsblæsende opgør i Champions League i fodbold. Det står klart efter lodtrækningen til kvartfinalerne. De to engelske klubber trak nemlig hinanden og spiller det første opgør på Stamford Bridge den 23. eller 24. marts med returopgør på Highbury 14 dage efter. Real Madrid trak Monaco Arsenal har statistikken med sig mod Chelsea, der ikke har formået at besejre The Gunners i de to klubbers seneste 16 interne opgør. Den samlede vinder efter de to kampe kan i semifinalen se frem til at møde vinderen af kvartfinalen mellem Real Madrid og Monaco. Milan møder Deportivo La Coruna De regerende mestre fra AC Milan møder spanske Deportivo La Coruna, og Jon Dahl Tomasson og Martin Laursens klub skal dermed forsøge at revanchere landsmændene fra Juventus, som blev sendt ud af ottendelsfinalen af netop spanierne. Både FC Porto og Olympique Lyon var heldige med lodtrækningen, da de to klubber rendte ind i hinanden. Fem af de otte tilbageværende klubber i Champions League fører deres nationale turneringer, hvilket gælder for Arsenal, Milan, Real Madrid, Monaco og Porto, mens kun Milan og Real Madrid er gengangere i forhold til kvartfinalerne i fjor.
Arsenal og Chelsea mødes i Champions League
Lyt til artiklen