Årets næststørste etapeløb (sådan er det rangeret i min verden) er på programmet de næste tre uger. Giro d’Italia er et løb, hvor jeg selv har haft op- og nedture, mest nedture.
I mit andet år som professionel var jeg i 2005 udvalgt som trækdyr for Ivan Basso. Opturen bestod i, at han i løbets første to uger havde førertrøjen på og lignede en samlet vinder, så jeg havde udsigt til en lækker bonus på størrelse med min årsløn. Herefter kom min store nedtur, som selvfølgelig nok må have været større for Basso selv: Han gik helt ned med et maveonde og mistede omkring en halv time på en forfærdelig syvtimers etape. Så den lyserøde førertrøje var uden for rækkevidde, og jeg fik vel 1.000 euro i præmiepenge ud af de tre ugers strabadser. Og nej, vi kører selvfølgelig ikke blot for pengenes skyld, men alligevel …
