På fredag, i kvartfinalen mod USA, vil de tyske spillere have et sørgebind om armen. På den måde vil de vise deres sorg over, at Tysklands største fodboldspiller gennem tiderne, Fritz Walter, døde forleden. Han blev 81. Man kan ikke forvente, at hans navn siger unge mennesker noget. Det er jo snart et halvt århundrede siden, at Fritz Walter førte det tyske landshold frem til en sensationel sejr ved VM. Men er det ikke på sin plads at minde en ny generation om, at der også blev spillet vidunderlig fodbold inden Maradona, inden Laudrup, inden Zidane? Hvis fodboldspillet har en gud - og det må det da have - så sørgede han for at benåde Fritz Walter med så stort et talent, at det kunne have rakt til flere, hver for sig fortrinlige spillere. Han legede med bolden som en cirkusjonglør, den dag i dag fabler tyske fodboldfans om »århundredets mål«, det var dengang Fritz Walter ophævede tyngdeloven og, svævende, sendte bolden i mål med et hælspark. Fabelhaft! Men til sin overlegne teknik føjede han en mageløs fornemmelse af spillets udvikling og muligheder, som en skakspiller kunne han tænke flere træk frem ad gangen. Overrumplende åbninger, delikate frispilninger. Selv var han med både oppe og nede. I sine bedste år var Fritz Walter simpelthen hjernen på det tyske landshold, den suveræne »Spielmacher«. Overhjernen var den legendariske landstræner Sepp Herberger. Mellem de to syntes der at foregå tankeoverføring. Walter sørgede for at omsætte Herbergers strategi til taktik. Samtidig med at han selv gerne var god for et mål eller to. I Tyskland taler man stadig om »miraklet i Bern«. Det indtraf, da Helmut Rahn scorede sejrsmålet mod Ungarn den 4. juli 1954. Det var inden fjernsynets tid, så man måtte nøjes med at høre radioreporterens råb, der lød som en blanding af triumf, gråd og vantro: »Toooooor!«. 3-2 over Ungarn, det var ikke til at fatte. I flere år havde Ungarn været uovervindelige, anført af major Puskas, der siden skulle blive fodboldmillionær i Spanien. Nu var de endelig overvundet, af et hold, som de færreste havde haft noget fast begreb om, inden VM-turneringen startede. Tysk genopstandelse For Tyskland var det ikke blot en sportslig triumf. Den blev også tolket som et tegn på, at man igen betød noget i verden, kun ni år efter den verdenskrig, der havde efterladt landet i ruiner - og skaffet det millioner af fjender. Det var ikke overvældende populært at være tysker i 1954, og nu var man verdensmester! Uden at kende denne psykologisk/politiske baggrund vil man ikke kunne forstå Fritz Walters betydning for sine landsmænd. Han havde været anføreren for et hold, som en hel nation pludselig følte sig i moralsk gæld til - en lyksalig form for gæld. I det hele taget havde han været eksemplarisk. En stjerne uden stjernenykker, en ener der sled for »die Mannschaft«. Et menneske der forstod at bringe ofre. Her er forklaringen på, at Fritz Walters minde i disse dage hædres af Tysklands præsident og kansler. Han hyldes som det geni han var på grønsværen, men han takkes også for det eksempel han satte for flere generationer, i kraft af sin beskedenhed og retlinethed. Her var en mand uden eftertacklinger. Fritz Walter sukkede en sjælden gang over, at krigen havde spoleret ni år af hans bedste tid som fodboldspiller. Han spillede sin første landskamp i 1940, men i 1942 blev han indkaldt og endte i en russisk fangelejr. Først i 1951 trak han igen i den sort-hvide spilledragt. Han sluttede af ved VM i Sverige i 1958, da han var 38 år, men fortsat en af dem der lyste op. Under »normale« forhold, uden en verdenskrig, ville han givetvis være blevet den første tysker, der nåede 100 landskampe. Nu måtte han nøjes med 61 kampe (og 33 mål). Efter der var fløjtet af for sidste gang, levede Fritz Walter faktisk af at være Fritz Walter. En legende, der voksede i stedet for at blegne i årenes løb. Han skrev en stribe velsolgte bøger om fodbold, og han brugte megen tid på at besøge unge kriminelle i fængslet for at fortælle om sin karriere og anspore dem til fair play . Han afslog at blive landstræner. Formentlig følte han, det yderst sensible menneske, at han ikke havde den mentale styrke til det. Han, der på banen opførte sig som en selvsikker feltherre, kastede tit op af bare nervøsitet inden en ganske almindelig turneringskamp for 1. FC Kaiserslautern - den eneste klub han nogenlunde spillede for. Det var en anden tid, men ikke ringere.