Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Idræt: Idrætsorganisationer tygger på idé om sammenlægning

Lyt til artiklen

Slå Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) sammen - for medlemmernes skyld. Sådan lyder budskabet fra flere idrætsledere. At opretholde to store organisationer er spild af ressourcer, der i stedet kunne blive brugt til mere idræt for medlemmerne. Troels Troelsen, der er formand for Odense Atletik/OGF, er en af tilhængerne af en sammenlægning. Han vil have mere idræt for pengene. 'Pengene bliver spist af organisationerne' »Jeg ser det fra en foreningsvinkel, og set derfra bliver der simpelthen delt for lidt midler direkte ud til foreningerne. Pengene bliver spist for meget af organisationerne«, siger Troels Troelsen. Hans egen forening er som de fleste andre idrætsforeninger medlem af både DIF og DGI, fordi de kan tilbyde noget forskelligt, men tilbuddene kunne sagtens organiseres i én organisation, mener foreningslederen. »Forskelligheden er for lille til, at der skal opretholdes to organisationer. Det var meget bedre, hvis man kunne samle og koordinere det i én organisation. Det andet er for dyrt«, siger Troels Troelsen. Fusion vil frigøre midler I Danmarks Badminton Forbund (DBF) under DIF, har formand Hans Henrik Fløe i flere år talt for en sammenlægning af DGI og DIF. »For mig handler det om at få mere idræt og væsentligt flere aktiviteter for pengene, og der vil med en sammenlægning blive frigjort en masse penge«, siger Hans Henrik Fløe, og nævner et eksempel fra sin egen verden. »DGI har også badminton på programmet, og vi kan se, at der spildes en masse ressourcer på at konkurrere med hinanden. Og det værste er, når medlemmerne ikke kan hitte redde i, om de er med i den ene eller den anden organisation, og mange er bedøvende ligeglade. Vi kan endda møde klubbestyrelsesmedlemmer, der ikke kan kende forskel på os«, siger Hans Henrik Fløe. DGI-formand: Bredden vil blive mast Men der er forskel på DGI og DIF, siger DGI's formand, Søren Møller, der er sikker på, at bredden vil blive mast i en sammenlægning. »Der er ingen tvivl om, at den indfaldsvinkel, vi har til idræt, er anderledes end den, man har i DIF. Vi er fokuseret på det, man får ud af det som person, og det er ikke så afgørende, hvor god man er til det, mens grundstrukturen i DIF er bygget op om, hvordan man kårer en danmarksmester«, siger Søren Møller. 'Politisk fis i en hornlygte' Men DGI afholder også mesterskaber og turneringer, påpeger Hans Henrik Fløe fra Danmarks Badminton Forbund. »De inviterer til mesterskaber for ungdomselitespillere og arrangere ture til Asien, hvor spillere fra vores system også er med. Så det er i mine øjne politisk fis i en hornlygte, når man påstår, at forskellene er så store. Vi har ledere hos os, som fungerer som ledere i DGI, og vi har instruktører og trænere, der er begge steder«, siger badmintonformanden. 'Der kan spares' Danmarks Idræts-Forbunds mangeårige formand, Kai Holm, har aldrig lagt skjul på, at han gerne så en sammenlægning, og ønsket er sågar en del af DIF's politikkatalog. »Jeg har også den opfattelse, at der kan spares noget. Hver gang vi snakker med klubberne er situationen, at de dårligt kender forskellen, så man må nok sige, at den store ideologiske forskel ligger i selve organisationerne«, siger Kai Holm, der dog ikke tror, at en énhedsorganisation vil blive en realitet inden for overskuelig fremtid. Han er overbevist om, at DIF's repræsentantskab går ind for en sammenlægning, men han ved også, at DGI er imod. Kai Holm tror ikke, at bredden vil blive kvalt i en sammenlægning, men han kan sådan set godt forstå DGI's frygt for at blive klemt. Holm: Det, DGI står for, må ikke nedlægges »Der er ingen tvivl om, at ligesom man i sin tid så, at det reelt var DDGU (De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger, red.), der opslugte DDSG&I (De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger, red.), hvis ånd forsvandt fuldstændig, så vil situationen nok være den, at DIF opsluger DGI. Jeg tror, vi har de stærkeste sportslige bånd, vi har de internationale forbindelser, og vi har både bredde og elite«, lyder det fra Kai Holm, der dog samtidig siger, at det i en sammenlægning ikke ville være hans hensigt at nedlægge det, som DGI står for. En sidste mulighed for en fusion er hvis politikerne griber ind, men det er der ikke flertal for mener DIF-formanden. Og han har ikke selv tænkt sig at presse på af frygt for, at det vil virke modsat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her